hvilken yoghurt, hvilket rugbrød etc..?

brevkassespørgsmål

hvilken yoghurt, hvilket rugbrød etc..?

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 12 år 8 måneder siden

Hej med jer :) Jeg er en pige, som prøver at leve sundt, men det er ikke altid lige let, synes jeg.. Det er nok bare mig der er lidt dum og svag, siden jeg ikke altid synes, det er så let.. Nå, men mit første spørgsmål går på yoghurt.. Jeg vil høre, hvilken yoghurt der er bedst, hvis man kan sige det sådan. Både med henblik på hvis man vil tabe sig og sådan generelt. Af de to yoghurter jeg tænker på, er den ene Cheaseys med skovbærsmag (0,1 % fedt), som har flg værdier: Energi 180 kJ/40 kcal, protein 4 g, kulhydrat 5,5 g (heraf sukkerarter 5,1, fedt 0,1 g (heraf mættet fedt 0,06 g), ).. Den anden yoghurt er Harmonies jordbær/hindbær (0,5 % fedt), hvis indholdsfortegnelser ser således ud: Energi 300 kJ/70 kcal, protein 5 g, kulhydrat hele 11 g, fedt 0,5 g. Mit eget bud på lyder på at cheasys er bedst hvis man vil tabe sig? Eller? Grunden til at jeg ikke ved hvilken der sådan samlet set er sundest er det at der jo er sødestof i cheasys.. Men er det ok eller hvorledes? Okay, der er ingen grind til at jeg sidder her og famler i blinde når jeg jo ikke ved noget som helst om det. Derfor håber jeg virkelig, at I kan hjælpe mig. Hvilken bør jeg spise? En anden ting der kan give mig en masse at tænke over er rugbrød.. Skal man udelukkende gå efter det, der er færrest kalorier i, eller bør man også kigge på kostfibretallet, som min mor siger? Jeg håber ikke at mit brev er alt for dumt eller uforståeligt.. Jeg håber virkelig, at I kan hjælpe mig.. På forhånd tak :) Hilsen Louise

Svar: 

Hej Louise!

Tak for dit fine spørgsmål.

Du har helt ret - det er en jungle at finde rundt i, og det er rigtig svært at holde styr på hvad der er hvad. Det vigtigste er ikke at spise super sundt hele tiden, det vigtigste er at man har det godt med sig selv, og at man ikke går og tænker over kosten hele tiden. Du er ikke svag, som du skriver, fordi du ikke spiser sundt hele tiden. Hvis du har brug for at tale med nogle søde voksne om dine følelser omkring dette er du velkommen på chatten her på Cyberhus. Det er åbent mandag til torsdag fra 14 - 19 og fredag fra 13 - 16.

Som udgangspunkt kan du, når du skal vælge en bestemt fødevare, se efter det grønne nøglehulsmærke. Det er et officielt mærke som den sundeste fødevare i en bestemt gruppe får. Altså det der skulle være det bedste alternativ. Dette mærke vil altså være på både yoghurt og rugbrød. 

I forhold til kostfiber i rugbrød siger man som udgangspunkt at der skal være mindst 8g kostfiber/100g. Så der er noget om snakken når din mor siger at du også skal se efter dette. Alle de rugbrødsmærker der lever op til dette, har dog også det grønne nøglehulsmærke.

Du spørger også lidt ind til sødestoffer. Sødestoffer er et lidt komplekst område. Det er ikke videnskabeligt bevist at sødestoffer kan være farlige på nogen områder, men det er stadig et område der bliver forsket meget i. Så med hensyn til sødestoffer kan jeg ikke sige hvad der er rigtigt eller forkert. Det er et spørgsmål om holdning.

I sødestoffer er der lige så mange kalorier pr gram, som der er i almindeligt sukker, men sødestoffer er så meget sødere, at man kun skal bruge en meget lille del i forhold til, hvis man havde brugt almindeligt sukker.

Med ønsket om en dejlig sensommer

Line

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program