Hvad sker der med mig

brevkassespørgsmål

Hvad sker der med mig

brevkassespørgsmål af
Anonym
22 år
Oprettet 3 år 1 måned siden

hej.

undskyld for den lange tekst.. jeg håber inderligt, at den bliver læst og svaret på.

jeg har gået hos en psykiater nu i 8 måneder.

inden jeg startede til den læge, havde jeg det utrolig dårligt psykisk. det gik over i en periode, og jeg tænkte ikke mere over det.

nu står jeg endnu værre end første gang, og har det utroligt dårligt igen.. 

jeg har rigtig svært ved, at skulle fortælle hvordan jeg i virkeligheden har det indeni til lægen. Hver eneste gang jeg prøver, så bakker jeg ud, og tænker, jeg har det fint, der er ikke noget galt. Men jeg har det i virkeligheden utrolig svært.

jeg føler han stresser rigtig meget på mig.. ved at sige, så er vi jo ved at være færdige her. Selvom jeg har sagt, jeg føler ikke vi er færdige, der er bare meget mere. 

Det er rigtig svært for mig, at skulle beskrive de her følelser. men her kommer de..

jeg har INGEN følelser tilbage, jeg er ikke glad over noget som helst. Hvis jeg smiler eller griner, så føler jeg mig så utrolig falsk som noget overhoved kan være.

jeg er HELT Tom indeni 

jeg føler mig som en der bare er her for, at trække vejret.

jeg føler mig ikke tilpas nogen steder. 

jeg er aldrig som sådan rigtig sulten, jeg har bare ikke lyst til, at spise noget som helst. 

Jeg føler mig ikke til stede, som om det hele bare er en film hvis man kan sige det sådan. Jeg føler mig bare helt død indeni.

til tider er der så meget kaos oppe i mit hoved, at det bare er utroligt spændt. jeg kan bare ikke finde rundt i mine egne tanker.

til tider banker mit hjerte utroligt hårdt og hurtigt. Og jeg får en meget spændt følelse i det ene bryst. (Mit hjerte fejler ikke noget) 

uanset hvad jeg laver, om jeg er sammen med venner, på arbejde, ja uanset hvad jeg overhoved laver. Så har jeg så mange tanker i mit hoved, at jeg ikke har lyst til, at leve mere. Jeg tænker hele tiden på planer, så jeg ikke er her mere, det stopper ikke.

jeg har snakket med min mor om det, alt hvad jeg føler og tænker. Men når jeg siger det til hende, så lytter hun ikke.. hun vender bare ryggen til, og siger, det må du snakke med din læge om , ikke mig. Også siger jeg til hende, det kan jeg ikke, også skifter hun emne til noget helt andet. (Jeg har forsøgt mange gange, men det ændre det ikke) det er rigtig hårdt, at jeg ikke kan snakke med hende om det  (hun mistede sin egen mor til selvmord, da hun var meget psykisk syg) så det gør rigtig ondt.. 

den eneste jeg ville have tillid til, det er min egen alm. Læge. Men jeg ved jo også godt, at det kan jeg ikke. Fordi han ville også bare sige, det må du sige til psykiateren det kan jeg ikke hjælpe med. 

Jeg har en meget tæt veninde som kender mig bedre end jeg selv gør. Hun ved godt hvordan jeg har det efter langtid. 

Jeg føler bare, at det ville være det bedste for mig selv og for alle, hvis ikke jeg var her. 

Jeg ved bare, hvis jeg fortæller det til min psykiater. Så bliver jeg bare sat i medicin.. og det er ikke en løsning som jeg ser.

jeg er virkelig på bar bund, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre..

Hilsen den 22 årig pige.

Svar: 

Du kære 22-årige pige

Jeg vil starte med at sige, du må skrive alt den tekst du magter.  
- Hvis det er relevant for dig er det interessant for mig! :) 

Derudover er jeg overbevist om at det IKKE vil være det bedste for dig selv eller andre "hvis du ikke var her". Der er helt sikkert plads til dig, og behov for dig, også selvom det ikke nødvendigvis altid føles sådan.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, når du skriver, hvordan du har det, at det er SUPER sejt at du overhovedet kan stige ud af sengen. Det er imponerende, håber du klapper dig selv på skulderen over, at du ikke lukker helt ned. Godt du spørger om hjælp!  

Det er helt vildt svært, når man ikke kan modtage den omsorg og hjælp man gerne vil fra sine nærmeste. Jeg forestiller mig, når din mor henviser dig en læge, er det fordi hun oplever afmagt i forhold til situatonen. Hun ved simpelthen ikke, hvad hun skal gøre for at hjælpe dig. Det er nemmere at skifte emne end at indrømme man kommer til kort for sine elskede børn.

Det er desværre OG heldigvis sådan med psykiske udfordringer, at det kan tage lang tid at løse.

DESVÆRRE, fordi det er supertræls at tro man er kommet igennem det og kan lægge det bag sig, og så blive ramt af det igen. Så endda på en endnu værre måde en første gang. Tilbagefald kommer i mange former. Tit falder man helt til bunden før man kan starte med at klatre op igen. Det kan der samtidig være meget skam forbundet med, som kan gøre det meget svært at tale om. 

HELDIGVIS, fordi de fleste som arbejder med psykiske problemer, har en forståelse for at det kan tage flere år at komme igennem, og at der ikke er en løsning der passer til alle. For dem er tilbagefald også en helt almindelig ting. Derfor er der god grund til at bevare håbet.

Du fortæller også du har oplevet at det er gået over. For mig giver det god mening, at det vil kunne gå over igen.

Jeg ved ikke, hvad der virkede første gang, men jeg forestiller mig at det blev sat igang med åbenhed og ærlighed om hvordan du havde det og en vilje til at få det bedre. Både i relation til dig selv, din psykiater og din omverden.

Når du vælger ud fra en idé om at du burde have det bedre, end du har det, så dropper du åbenhed og ærlighed i dialog med de folk, der er egnet til at hjælpe. Som sagt, det er VILDT svært at snakke om, samtidig er det supervigtigt. Man kan ikke arbejde reelt med noget hvis ikke man arbejder ud fra realitererne, altså hvordan du rent faktisk har det.

Det bliver ligepludselig mere klart at man er faldet til bunden, der hvor man startede for otte måneder siden, når man skal lave en plan for at kravle op af hullet igen. Det kan være skræmmende, men jeg er overbevist om det er mere skræmmende at blive på bunden i ubestemt tid.   

Efter alt sandsynlighed, vil den nye handleplan involvere nogle af de samme trin som allerede har virket en gang. For at det kan være brugbart bliver der nødt til at være nogle ekstra punkter, eller uddybninger - så du ikke falder ned og tilbage igen. En tilføjelse du allerede har nu er, at du ikke bare kan "stoppe med at tænke over det", det er sådan med mange psykiske lidelser, at de sjældent forsvinder 100%. De fleste lærer at leve med det, igennem  aktiv indgriben i tankemønstre vha. terapi, livstilsændringer, medicin eller noget helt andet (der er ikke en løsning til det hele).

Det kan være svært at have tillid til at man får den behandling man har brug for. Det gode her er at du har indflydelse på det. Hvis du siger du ikke vil have medicin, så er der andre metoder mod bedring, det kræver dog ærlighed, åbenhed og vilje. Plus en god spand mod også. Medicin er den løsning, der kan være god hvis ikke du kan se andre mulige veje mod bedring. 

Jeg er sikker på du besidder evnen til at udvise de kvaliteter, også selvom du måske lige skal bruge lidt tid til at samle noget mod. Jeg håber det kan bruges til noget. 

De bedste hilsner, Niko fra Cyberhus

 

Nikolajs billede
Niko fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program