Overfladiske venner
Overfladiske venner
Jeg har venner og vi har det godt sammen. Men når jeg virkelig prøver at åbne op om, hvordan jeg har det, så lukker de ned. Det gør, at jeg holder tingene inde. Men det gør også, at jeg føler mig mere og mere isoleret, fordi jeg ikke kan dele den ægte version af mig selv. Er det mig, der forventer for meget af mine venner? Skal man nøjes med det sjove, overfladiske, hvis det er det eneste, man kan få eller har man ikke også ret til venskaber, hvor man også kan være sårbar?
Hej
Tusind tak for at skrive ind. Følelsen du beskriver, er noget jeg tror vi alle kommer til at gå igennem på et tidspunkt. Det at have en masse gode venner, men alligevel komme til at føle sig lidt ensom fordi man ikke rigtig kan åbne op og være sig selv, kan være en mærkelig oplevelse. Den er virkelig svær.
Du spørger om du er for meget. Lad mig lige starte med at understrege, at det er du ikke. Jeg synes alle fortjener at kunne have nogen at være sårbar med. Om det skal være de her venner, familie eller måske nogle andre mennesker, det ved jeg ikke. Men jeg har nogle tanker om, hvordan du måske kan finde ud af det.
Til at starte med, vil jeg gerne se lidt ind i hvordan de ”lukker ned”. Bliver de ukomfortable og stille? Laver de jokes med det og skifter emne? Måden de reagerer, selvom begge dele ender med at skifte emne, kan måske betyde forskellige ting. Hvis de generelt laver grin med lidt større følelser, så er det måske ikke en gruppe hvor den mere seriøse tone bliver brugt. Selvom det måske kan være lidt ærgerligt, så kan vi ikke altid bruge alle venner til alle situationer. Nogle venner kan man kun have sjov med, mens andre kan man blive dybe med. Andre kan begge dele. Det kan være lidt ærgerligt, men det er desværre bare sådan nogle gange.
Hvis de derimod ”bare” bliver lidt stille og ikke ved hvad de skal sige, tror jeg måske mere der er tale om at de ikke ved hvordan man taler om store ting. Ikke at de ikke er interesserede i det. Hvis det er tilfældet, synes jeg du skal prøve at tale med dem om det. Det behøver ikke at være stort, bare noget som ”Hey, jeg har lagt mærke til I bliver lidt stille når jeg prøver at snakke om de her ting. Jeg forventer ikke noget fra jer når jeg gør og jeg har i virkeligheden bare brug for at I lytter. Er det okay?”
Hvis man siger det på den måde, stiller man det op så de får valget til at sige fra, men samtidig tager dem ind i situationen.
Derudover vil jeg spørge ind til hvilke situationer du deler de dybe tanker. Er det mens I sidder og spiller spil, eller er det mens I hygger stille og roligt? Hvornår man åbner op, kan gøre en stor forskel. Hvis I altid er i høj stemning, er det selvfølgelig svært at finde et passende øjeblik, men jeg tænker det kan hjælpe meget. Og hvis I ikke rigtig har de der stille og rolige stunder, kan du måske prøve at sætte dem op? Du kan prøve at planlægge en hyggelig aften om et bål mens i hygger med noget rolig musik og bare snakker. Nogle gange kan situationen og rammen for den inviterer til dybe snakke, selv hvis det ikke er normen.
Hvis du ikke tror de ville være åbne for idéen om en hel dag med lidt roligere rammer, kan en gå tur med enkelte du måske er særlig gode venner med, gøre en forskel. Mennesker opfører sig gerne anderledes i grupper end de gør en til en. Så måske det ville kunne hjælpe?
Men hvad nu hvis de bare ikke har lyst til at snakke om tunge ting? Ja, det er virkelig ærgerligt. Men ikke alle venskaber er desværre til alle snakke. Måske er de her venner dine sjove venner, og stemningen i gruppen er ikke til det du vil have fra dem. Det betyder ikke at du forventer for meget, eller at du skal tage afstand fra dine venner. Det betyder måske bare at du kan prøve at åbne op for idéen at finde flere venner.
For rigtig mange mennesker, møder vi desværre først mennesker vi rigtig kan være ægte med senere i livet. Når man er barn og teenager, er man jo ikke færdig med at finde sig selv. Så de venskaber vi laver i denne tid, kan godt komme til at føles anderledes når vi bliver voksne. Ikke fordi vi ikke værdsætter vores venner, men bare fordi vi voksede op forskelligt. Og det er også okay.
Og til sidst vil jeg sige, at jeg synes du er virkelig sej for at række ud. Du fortjener at kunne være dig selv. Det er ikke bare ”ikke for meget”, det er et menneskeligt behov. Vi vil alle gerne ses og forstås, og det skal der også være plads til. Jeg håber du kunne bruge mine tanker til noget brugbart.
De bedste hilsner,
Juni fra Cyberhus