Ensomhed, selvskade, selvmord

forumspørgsmål

Ensomhed, selvskade, selvmord

forumspørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 2 måneder 11 timer siden

Hejj <33
Jeg har skrevet den her lille ting. Ik tag jer af stavefejl og sårnt. Jeg er ik lige den bedste :)

Tom
Jeg føler mig som et kedeligt hvidt papir. Uden tekst.
Uden noget andet end luft.
Papiret har det på samme måde. Jeg kan mærke det.
Hver gang jeg skal til at skrive på det.
Det mangler noget. Indhold.
Indhold af liv, af magt, af noget.
Lige nu ligger det tomt. Det er for skrøbeligt.
For skrøbeligt at gøre noget ved.
Hvis jeg putter, den ny spidset blyant på vil det ødelægge det.
Den blyant er blevet proppet ned.
Der er næsten ikke mere hvidt tilbage.
Papiret ser næsten dødt ud. Måske er det også lidt. Alt den krusedullen.
Alle de nye blyanter der er blevet brugt op.
Fra alt den tomhed til ødelæggelse. Det blev for meget.
For meget at overskue for det lille uskyldige papir.
Papiret der normalt ikke blev set, fik nu en masse ting at leve op til.
Ingen tjekkede hvordan det havde. Det handlede altid kun om blyanterne.
De blev bare spidset, og var fine igen.
Men man kunne ikke viske ridserne, der havde sat sig dybt på papiret.
De blev til ar. Ar af minder. Af minder som aldrig bliver glemt.
Ikke fordi de var specielt gode, men de sad der bare og gloede. De gloede på mig.
Det stoppede aldrig. Indtil jeg vendte papiret om. Siden var tom men bulet.
Siden var ikke flad nok. Papiret var fed.
For fed til at kunne gøre noget, uden at blive snakket om,
For fed til at gøre noget, uden at blive bagtalt af viskelæderet.
Det sagde ord. Som havde betydninger, Følelser, Meninger.
Men inders inde vidste papiret godt, at de var fulde af jaloux.
Eller det bildte det sig ind. Det ville bare gerne være som de andre.
De papirer der var flade. Fulde af ord som kunne viskes ud uden revner, ar, uden besvær og uden at blive anderledes. De havde deres liv perfekte.
Som man så på hver eneste morgen.
Hver eneste sted man var. I virkeligheden og på skærmen.
Men i virkeligheden så man kun hvad de ikke så.
Man så ikke alle de små ar, der var usynlige. De ar man ikke kunne se.
Man kun kunne mærke, føle. De ar der havde betydninger.
Det var kun det ene papir, der så alt i andre, som de ik så på det.
Hvis bare det lille uskyldige papir ikke tænkte så meget, kunne det have haft et
perfekt liv. Fra et dårlig liv til det perfekte.
Hvis bare det aftalte det med blyanten og viskelæderet.
Men selvfølgelig ville de ikke.
De havde ikke lyst til at ende et andet liv.
Så papiret gjorde det selv. Det rev sig selv i små små små stykker.
Stykker som nu ikke kunne tælles mere.
Stykker af sårhed, ensomhed, meninger, minder, betydninger, ord. De føltser som ingen nogensinde havde troet om papiret.
Igen have set papiret så ødelagt, som det så sig selv.
De havde set på et glad, smukt og helt perfekt papir, men de så forket.
De så ikke, hvordan papiret gav dem små tegn for hjælp, for flere dage der gik.
Lige indtil papiret lå i skralderen.
I den skaller som man ikke kan redes fra.
I den skaller som bedste blev lagt i, da hun blev gammel.
I den skaller alle frygtede. I den skaller lå papiret.
Alene, Ensom, Uden følelser, Uden nogen, Uden noget.
Det lå der præcis som i starten.
Tomt.

Jeg håber nogle kan relatere til det jeg prøver at forklare. :D

126

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program