Hvad skal jeg gøre?

brevkassespørgsmål

Hvad skal jeg gøre?

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 5 år 9 måneder siden

Hej

jeg er en pige på 14 år. Til dagligt har jeg egentlig en ganske normal hverdag. Men alligevel kan jeg mærke der er noget galt. Jeg har en bedste veninde. Vi laver ALT sammen - vitterligt ALT. Det kan både være super fedt, men det kan altså også til tider bliver for meget. Jeg ved ikke om hun har det på samme måde, altså at det kan blive for meget. Men det er slet ikke det største problem! Problemet er egetlig, at vi ikke er gode til at snakke så positivt om os selv til hinanden. Vi har fået hjælp af en lærer, men det virker ikke... Jeg føler virkelig jeg har gjordt mit, for at vi skal være gode til, at hjælpe hinanden op istedet for ned.

Der er også et andet problem. Det er noget som iriterrer mig HVER dag! Min veninde er utrolig, utrolig søgende for lærernes opmærkningen. Især to lærere: vores klasse lærer og en lærer, som hun ofte snakker med om de problemer, som hun har. Jeg syntes jeg er god til at støtte hende, men hun vil ikke dele problemerne med mig. Jeg prøver virkelig! Hun sender tit snapchats til mig, hvor hun græder - men når jeg så spørger, hvad der er galt, så vil hun ikke snakke om det. Men hvis jeg græder, bliver hun straks fornærmet. Hun vil meget gerne have alt opmærksomheden. Det er fint for mig, for jeg har ikke brug for lærernes opmærksomhed, men det iriterrer mig bare, at vi ikke kan gå på gangen uden at hun skal sige noget for at få lærernes opmærksomhed, hvis det er vpres klasselærer, eller den lærer hun snakker med, som går forbi.

Hvad kan jeg gøre? For når jeg prøver at snakke med hende om sådan noget, bliver hun totalt pigefornærmet! Det iriterrer mig grænseløst. Men alligevel... vi har jo også mega sjove stunder sammen, som jeg ikke vil være foruden. Her på det sidste, har jeg prøvet at opsøge nogle andre piger fra klassen, det er faktisk rart at være sammen med andre en gang imellem.

Svar: 

Hej med dig

Først vil jeg lige sige, at du lyder som en virkelig god veninde, fordi du er villig til at arbejde på dig og din venindes venskab, og gør alt hvad du kan for at støtte hende med de problemer hun har. En veninde som dig er guld værd! Når det er sagt, så kan godt forstå du synes, at det er en svær situation, og jeg håber mit svar kan hjælpe dig til, hvad du skal gøre.

Det er dejligt at have gode veninder, men som du rigtig nok siger, så er det rarest, hvis man som veninder hjælper hinanden op i stedet for ned. Derfor er det også rigtig godt, at du er opmærksom på, at det ikke fungerer for dig, når i taler negativt til hinanden om jer selv. Selvom i allerede har fået hjælp fra en lærer, så kan jeg forestille mig, at det kan være svært lige sådan at lave om på den måde i snakker om jer selv på, når i er sammen. Det er helt forståeligt, for det kan nemlig tage lang tid at bryde et mønster, som måske har været en del af jeres venskab i lang tid. Det lyder til, at du allerede gør en god indsats for at ændre på det, men det kan sagtens være, at det kræver mere tid og øvelse for din veninde. Ud fra det du skriver, så lyder det til, at din veninde har det svært, og derfor kan det tage længere tid for hende at ændre på den måde, hun snakker om sig selv. Jeg synes derfor du skal fortsætte med at tale posivt om dig selv i din venindes selskab, og prøve at være tålmodig med hende. Hvis hun begynder at snakke grimt om sig selv når i er sammen, så kan du måske, på en sød måde, minde hende om de ting jeres lærer har sagt, og det i skal øve jer i, når i er sammen. Hvis det slet ikke hjælper at være tålmodig, så tænker jeg, at det vil være en god ide at gå til den lærer i har snakket med, så han/hun kan hjælpe jer videre.

Nu til dit andet problem. Jeg kan godt forstå, at det kan irritere dig, når din veninde er så opsøgende på lærernes opmærksomhed. Men måske handler det mere om, at du er ked af, at hun kun vil tale med lærerne om hendes problemer og ikke dele det med dig? Jeg kan hvert fald forestille mig, at det må være frustrerende for dig, at hun bare bliver pigefornærmet, når du prøver at støtte hende og spørge ind til hendes problemer. Det kan måske også godt kan være lidt sårende, fordi du ikke føler, at din hjælp er god nok? Til det kan jeg kun gentage, at din støtte og hjælp er guld værd! Det eneste du kan gøre er at fortsætte med at tilbyde din hjælp. Der kan være mange grunde til, at din veninde lige nu vælger at snakke om sine problemer mere lærerne frem for dig, men hvis du fortsætter med at vise hende, at du er der for hende, så kan det være, at hun på et tidspunkt bliver klar til at åbne op.

Til sidst skal du vide, at det er helt naturligt, at man kan blive irriteret på en person, hvis man er sammen hele tiden. Derfor skal du heller ikke have dårlig samvittighed over, at du opsøger andre piger og hygger dig i deres selskab. Jeg tror faktisk, det kan være meget sundt for jeres venskab også at være sammen med andre piger/drenge, så i kan få en lille pause fra hinanden. På den måde kan i få flere venner og samtidig beholde jeres tætte venskab og de sjove stunder i har sammen

Fortsæt med at være den gode veninde du er og pøj pøj med det hele.

De bedste hilsner

Maren

Marens billede
Maren fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program