Hvad skal jeg gøre???

brevkassespørgsmål

Hvad skal jeg gøre???

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 6 år 2 dage siden

Hej Cyberhus.

Jeg går i klasse med en mega sød pige. Jeg er vidst nok lidt forelsket i hende, og hun er måske også lidt forelsker i mig. Men her forleden skrev vi julekort til hinanden i klassen, og hun skrev et rimelig godt brev. Hvilket måske kunne lyde som om hun også kan lide mig. Og ovre i skolen smiler vi altid, når vi ser hinanden. Men er der en god og diskret måde at fortælle hende om mine følelser, som bare heller ikke erfor akavet, for jeg er nemlig ikke særligt god til at snakke med mennesker, og i hvert tilfælde ikke piger. 

Så hvordan fortæller jeg hende om mine følelser. Og kan hun mon lide mig? Og hvordan spørger man om kærester (jeg har aldrig haft en kæreste, så jeg ved ikke hvordan man spørger)?

Svar: 

Hej med dig, 

Hvor er det dejligt at høre, at der er en pige i dit liv, der får dig til at føle på den her måde. Selvom I ikke er sammen, så kan man få nogle rigtige dejlige følelser bare ved at kigge på den person, som man kan lide, som det også lyder til, at du har fået, når du har fået et julekort fra hende. De her følelser vil jeg råde dig til bare at nyde. Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at du gerne vil have, at der sker noget mere og det vil jeg forsøge at give dig nogle råd til. 

For det første vil jeg sige, at selvom du måske ikke synes, at du er så god til det her med at spørge ind til følelser, så lyder det til, at du er meget godt på vej. Ofte kan vi godt have en fornemmelse for, om der er en gnist og det er ofte her kærligheden opstår. At hun skriver julekort til dig og at hun altid smiler til dig viser jo meget godt, at hun godt kan lide dig. Det kunne selvfølgelig være fedt at blive helt sikker på, at hun kan lide dig som mere end en ven. Den eneste måde at få et direkte svar på, er at fortælle hende, hvad du føler for hende. Det kan du gøre på flere måder. 

Du kan vælge at skrive nogle søde beskeder til hende, eller du kan skrive og spørge hende, om I en dag skal være sammen bare Jer to. På den måde kan du også vælge ikke at være så direkte, men tage dig god tid og se, hvad tiden bringer. Selvom du selvfølgelig gerne vil have et svar, så kan det også være rigtig rart at ses lidt både sammen med andre men måske også alene og så kan det være, at det bliver mere naturligt, at du fortæller hende, at du godt kan lide hende. 

Jeg håber, at du kunne bruge rådene. Alt i alt er det en rigtig rar tid, du befinder dig i, hvor forelskelsen gør en helt varm indeni. Og det skal du endelig bare nyde. Selv hvis det ikke skal være hende her, som du skal være kærester med, så er det altid nogle rare følelser at have. 

Venligst, 
Signe M. 

SigneMs billede
Signe fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program