Hvad er gruppe chat her inde??

brevkassespørgsmål

Hvad er gruppe chat her inde??

brevkassespørgsmål af
Milo
14 år
Oprettet 6 år 7 måneder siden

Hej jeg bruger mest tuba gruppechat da det der de fleste forstår mig og vi har noget til fælles. Hvad snakker i om her inde

Svar: 

Hej med dig

Det er bare så fedt at du er interesseret i at prøve gruppechatten her på Cyberhus, og det er godt at høre at du allerede har prøvet en gruppechat ved TUBA. 

Gruppechatten her på Cyberhus har åbent hver torsdag kl.18-21, og der vil skiftevis være åben chat - hvor I unge selv bestemmer hvad vi skal snakke om - eller et tema, som sætter rammerne for hvad chatten handler om. Nogle af temaerne er kommet som forslag fra jer unge og nogle af dem har vi, som rådgivere, valgt. Det er f.eks. mobning, selvskade, at være barn/ung i en familie med rusmiddelproblemer, kærlighed, livet på nettet, skole og fremtid, og lignende. Hvis du har et forslag, så er du meget velkommen til at skrive det som en kommentar på vores blog: Hvad sker der i Gruppechatten? Der kan du også læse om hvad chatten skal handle om. Der kommer et blogindlæg før hver chat og efter hver chat :) 

Gruppechatten er bemandet af 2 rådgivere: Rådgiver Signe (mig) og Rådgiver Sophie. Det skifter lidt hvem af os der har chatten, men det vil altid fremstå i blogindlægget. Nogle gange inviterer vi også en gæsterådgiver med. Det vil næsten altid være til en tema-chat og det vil være en person som kender rigtig meget til emnet. Det kan f.eks. være en psykolog, en socialrådgiver, en rusmiddelbehandler, en studievejleder osv. 

En af de unge som kommer tit i gruppechatten skriver: "Gruppechatten bærer også en stor del af ansvaret, for at jeg er blevet bedre til at styre det. Gruppechatten er en ventil, hvor jeg kan snakke om ting som ellers bare ville være inde i mit hovedet. Nogle gange kan chatten også have en lidt modsat effekt, men så hopper jeg som regel bare af chatten eller holder en lille pause. :)"

Så på den måde, så fungerer chatten som et åbent og trygt sted hvor du kan dele tanker, følelser og oplevelser med andre unge. Nogle gange bliver snakken måske lidt voldsom eller lidt svær at følge med i, og så kan man tage en pause, som der også bliver foreslået her. Man må også altid gerne bede rådgiveren om at hjælpe med fx at oversætte, hvis noget er svært at forstå, eller med at få et overblik. I den forbindelse, så har den voksne rådgiver altid mulighed for at slette kommentarer, og vil kicke eller blokere brugere der bevidst forstyrer eller chikanerer. Du kan læse retningslinjerne her

Jeg håber det var svar på dit spørgsmål, og du er jo altid velkommen til at kigge forbi i aften.

Venlig Hilsen

Signe

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program