Hej Bange pige.

Mit svar bliver lidt langt, men det er kun, fordi jeg gerne vil over så mange ting som overhovedet muligt. Jeg håber, du kan tilgive mig for det, og at det ikke bliver for kompliceret.

Først og fremmest vil jeg virkelig gerne understrege at jeg godt kan forstå at du er bange. Det du skriver, er voldsomt grænseoverskridende og slet ikke okay på nogen som helst måde. Man må aldrig kysse, røre ved, afklæde eller gøre andre ting af seksuel art, uden man har fået klar og tydelig tilladelse til dette fra den anden person.

Derudover vil jeg gerne forsikre dig om, at du ikke har gjort noget forkert. Jeg ved ikke, om du selv har haft disse tanker, men det er ikke unormalt, at mennesker, som har været udsat for noget seksuelt uden de har givet lov, begynder at overtænke det. ”Er det min skyld, fordi jeg sagde ja til soveaftalen?”, ”Jeg sagde ikke stop med det samme, da hun kyssede mig, så lod jeg det her ske?”, ”Er det bare mig der er sart, hvis jeg ikke har lyst til at hun tager trøjen af foran mig?”. Hvis du har nogle af de her tanker, vil jeg gerne have, at du giver dig selv et kram. Du har ikke sendt forkerte signaler, du har ikke misforstået, og du har ikke fortjent det her på nogen måde.

I forhold til hvad du skal gøre, tror jeg, det kunne være en rigtig, rigtig god idé at snakke med dine forældre eller din værge. Hvis du ikke er tryg ved dette, så en anden voksen, du stoler på. Det kunne være en bedsteforælder, pædagog, lærer eller en anden, du føler dig tryg ved. Hvis det er lidt svært at finde ordene, når du prøver at fortælle det, kan du altid vise dit fine brev til mig. Du beskrev tingene rigtig godt, og det er måske en nemmere måde at bryde isen på.

Jeg forstår godt, at det lyder grænseoverskridende (måske endda pinligt?), men jeg lover dig, at der ikke er nogen, der vil blive sure på dig eller tænke dårligt om dig. Hvad de til gengæld vil gøre, er at hjælpe dig ud af situationen. Vil F gerne have en soveaftale, men du har svært ved at sige nej selv? Dine forældre eller din værge kan hjælpe dig med måder at komme ud af det på. Måske ved at sætte nogle rammer op, som gør, at det ikke kan lade sig gøre. F kan ikke blive sur på dig, hvis det er dine forældres regler, der gør, at I ikke kan have en soveaftale.

Jeg går ud fra i går i skole sammen, eller måske endda samme klasse. Hvis dette er tilfældet, kan en lære, pædagog eller forældre snakke med skolen. Måske det er muligt at flytte klasse så du kan få lidt afstand, eller i det mindste sørge for at i kommer i forskellige grupper, hvis klassen skal opdeles til forskellige opgaver eller aktiviteter.

Til sidst kan en voksen snakke med F’s forældre. Jeg ved det kan lyde skræmmende af forskellige årsager. Du vil ikke have dem involveret i noget så intimt, du vil ikke have F i problemer, du vil ikke have F finder du af du har fortalt det til nogen, du vil ikke have F bliver sur på dig eller hvilken som helst anden årsag. Men jeg tror på dette er den vigtigste ting der skal ske, både for din og F’s skyld.

Lige meget hvad der får F til at gøre disse ting, er det ikke okay. Og den eneste måde det kommer til at gå op for hende, er, at hun får det direkte at vide. Og det skal ikke være dig der gør det, når du er bange for hende.

Hvis du synes, det er ubehageligt at få F i problemer, se synes jeg du skal se på det fra hendes side. F har tydeligvis fået en forståelse af, at hvad hun gør, ikke er forkert. Eller i hvert fald ikke så slemt, som det i virkeligheden er. Hun forstår måske ikke, at det er skræmmende, og at hendes handlinger gør dig bange for hende. Hun forstår måske ikke, at hun skræmmer folk, hun holder af, væk fra sig ved at gøre de her ting.

Jeg skriver ikke det her for at undskylde, hvad hun gør. Det er uden tvivl forkert, og det er vigtigt, at hun holder op. Men hvis du gjorde noget, der skræmte folk væk, uden at du vidste det, ville du så ikke gerne have det at vide, så du stoppede? Det er vigtigt, at F lærer, at det her slet ikke er okay. Både for jeres venskab, dig, hende selv og hendes fremtidige relationer. For slet ikke at nævne, at hun kan blive sigtet for det, når hun bliver ældre, hvis hun er ligesom dig er 14.

Det er fuldstændig op til dig, hvorvidt du vil gå til politiet med det her. Den kriminelle lavalder i Danmark er 15 år, og det vil sige, at hvis man er under 15, kan man ikke straffes på samme måde, som man kan når man er over 15. Det betyder dog ikke, at det ikke vil blive taget alvorligt, hvis du har det bedst med at gå til politiet med dine oplevelser. Og hvis du ikke har lyst til at beslutte, om det skal anmeldes, eller er i tvivl, så behøver du heller ikke gøre det selv. Det er endnu en ting, den voksne, du fortæller det her til, kan hjælpe med. Det må føles som en rigtig skræmmende og uoverskuelig beslutning. Det ville det være for alle, der oplevede det her, lige meget om man er 14, 23, 37 eller 67. Du er ikke mindre moden, fordi du spørger om hjælp fra andre. Faktisk viser det modenhed, at man tør fortælle, når man har brug for støtte og hjælp.

Så hvad ville politiet gøre, hvis du fandt ud af, at du gerne ville melde det, og F er under 15? F ville ikke blive arresteret eller sigtet. Dog ville F formentlig få hjælp til det, der fik hende til at gøre de her ting. Hun ville nok få støtte til at forstå, hvad der er rigtigt og forkert, og der ville være voksne professionelle, som skulle ud for at sikre sig, at F har det godt derhjemme. Kort sagt ville F være i problemer, ja, men hun ville blive hjulpet ud af det. Ikke blive set ned på og blive sendt i fængsel. Så i virkeligheden hjælper du hende også, hvis du beslutter dig for at dette er hvad du helst vil.

Hvis F er over 15, kan tingene se lidt anderledes ud. Dog er Danmark meget mere fokuseret på at hjælpe unge til at stoppe de kriminelle tendenser, end at straffe dem. Det er enormt sjældent at unge mennesker kommer i fængsel. Så selv hvis F er 15 eller derover, tror jeg ikke du skal være bange for at F får meget alvorlige, livsændrende konsekvenser. Hun bliver rettet, måske tvunget til nogle samtaler til henblik for at hjælpe hende, og nok også bedt om at tage noget afstand fra dig.

Jeg håber det måske hjælper dig lidt til at tage en beslutning. Det er også helt okay hvis du ikke har lyst til at melde noget til politiet. Hvis F’s forældre tager det her alvorligt, F stopper med det samme og du er komfortabel med hvordan det hele er foregået, så er det okay. Det gør ikke din oplevelse mindre seriøs, at du ikke anmeldte den. Du har kontrollen her. Og hvis du ikke har lyst til at have kontrollen, så er det helt okay at give den til den voksne du får til at hjælpe dig.

Hvorvidt du skal sige det til din kæreste eller ej, er dit eget valg også, og jeg håber ikke du synes det er frustrerende, at jeg hele tiden siger ting er dit valg. Jeg ville klart anbefale at du snakkede med en voksen først, da det er dem der kan hjælpe dig bedst herfra. Din kæreste ved vel ikke mere om, hvad man skal gøre i sådan situation, end du selv gør. Hvis du tror det ville lette dit hjerte lidt, synes jeg du skal gøre det, men overvej hvordan han ville reagere. Er han typen som måske ville konfrontere F, fordi han følte det var det rigtige, uden du selv havde lyst til det? Ville han måske komme til at dele ting med andre, som du ikke var klar til? Jeg kender ham jo ikke, og han er sikkert virkelig skøn, men det er måske værd at have i tankerne, inden du deler det her med dig.

Jeg ved ikke, om du stadig har lyst til at være venner med F. Det ved du måske heller ikke selv, og det er også helt okay at være i tvivl. Når mennesker vi holder af eller elsker, gør ting som gør os fortræd eller kede af det, er det en forvirrende situation. Lige meget hvad, tror jeg det kunne være en god idé at tage lidt afstand. Find ud af hvordan DU har det med det hele, uden F aktivt er en del af din vennegruppe. Giv dig selv tid til at mærke hvordan du har det med hvad der er sket i dit eget tempo.

Jeg håber ikke, mit svar har gjort dig mere bange, end du var i forvejen. Du har intet at frygte i den kommende proces, lige meget hvordan du ønsker at håndtere det. Kommer der til at ske en ændring i dit og F’s forhold? Formentlig. Men det tænker jeg måske også er meget godt. Du bør aldrig føle dig bange med dine venner, familie eller kæreste. Og hvis du gør, så er det ikke dig, der har gjort noget forkert.

Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne gå gennem skærmen og hjælpe dig mere direkte, end jeg kan gennem mit svar her nu. Og jeg ved, at hvem end du åbner op for, kommer til at have det på samme måde.

Så træk vejret, saml dit mod, del din historie som du har gjort med mig og så lad en voksen hjælpe og støtte dig herfra.

Du er ikke alene, du har ikke gjort noget forkert og jeg lover dig, at du nok skal komme ud af det her.

De bedste hilsner og alle kram i hele verden,
Juni fra Cyberhus