hjælp er medlem af yderligtgående parti

brevkassespørgsmål

hjælp er medlem af yderligtgående parti

brevkassespørgsmål af
S
14 år
Oprettet 8 måneder 4 dage siden

Hej brevkasse jeg står ligenu i et meget stort problem. Mine venner ville som en joke melde mig ind i et yderligtgående parti (Cyberhus har valgt at anonymisere hvilket parti). Jeg synes det var meget sjovt og jeg trollede dem i beskederne. Det er så her problemmet kommer ind fordi min far skulle blive clearet af PET. De finder så ud af at jeg står som medlem af det her parti, han bliver så fyret og han er virkelig sur. Ville bare gerne vide hvad jeres holdning til det er og om det var min skyld. Jeg har det fucking dårligt med mig selv.

Svar: 

Kære S

Det lyder som en svær situation du står i, hvor sjov og spas mellem venner har udviklet sig til alvor, som nu har fået konsekvenser for din familie. Det er meget at bære, og det kan jeg godt forstå er svært at være i.  

Det står dig frit for at mene det du gerne vil politisk, og jeg kan godt forstå, hvis du ikke havde tænkt, at et medlemskab af det konkrete parti ville få så store konsekvenser for dit fars arbejde. Men alt hvad vi laver online sætter fodspor og bliver gemt på den ene eller anden måde, og handlingerne fortæller noget om dig. Ligesom hvis vi liker noget, skriver kommentarer til et opslag, er en del af en onlinegruppe/community osv., så skaber det et billede og historie af en, som man ikke kan komme udenom, og som kan følge en i mange år, også selvom det var for sjov, for det kan man ikke vide, når man kigger på det udefra. Så selvom det er okay at have politiske holdninger og være medlem af et parti, så er det vigtigt at være opmærksom på, at det fortæller noget om en, og i dit tilfælde, så kan det have en stor betydning, både for en selv, men også ens nærmeste omkring en.  

Men sket er sket, og jeg tænker, at det vigtigste er, at din far og dig får talt sammen og kommer på god fod igen. Ud fra det du skriver, så lyder det som om, at dit medlemskab i det her parti skete i sjov og det var ikke engang dig selv, som gerne ville melde dig ind. Hvis du ikke allerede har fortalt din far det, så synes jeg, at du skal fortælle ham, hvordan du har oplevet hele situationen - at det var noget, der skete i sjov med dine venner, og at du ikke vidste, at det kunne få så stor betydning, og at du er meget ked af det hele. Du kan ikke gøre det om, men du kan lære af det.

Hvis du ønsker det, så kan du melde dig ud af partiet igen. Det er ikke tydeligt på deres hjemmeside, hvordan man gør det, men måske du har fået tilsendt den information, da du blev meldt ind? Ellers vil jeg anbefale dig at få hjælp af din far til at kontakte partiet. Hvis du ønsker at tage helt afstand fra det, så kan det også være en idé at kigge din online aktivitet igennem og se om du fx følger partiet på sociale medier, har liket eller delt opslag. Som sagt er det helt okay at have de politiske holdninger, du ønsker, men hvis du ikke mener det og det kun var i sjov, så synes jeg du skal overveje om du ønsker det skal være en del af billedet af dig og din fortælling. 

Jeg håber, at du får talt med din far, og at han kan se, at du fortryder og har dårlig samvittighed. 

Mange hilsner
Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program