Hej Caroline

Jeg kan godt forstå, du oplever den her kaotiske krise-følelse, når det kommer til din mor. Det lyder ikke til at være en særlig nem situation, så jeg er rigtig glad for, at du har skrevet herind.

Jeg synes det er super sejt, at du har sat dig nogle mål for fremtiden, der blandt andet indebærer uddannelse og job. Det er dig, der allerbedst ved, hvad du kan og ikke kan, og det er dig, der allerbedst mærker, hvad du og din krop har brug for. Derfor er det vigtigt, at du holder fast i dine ønsker og drømme for fremtiden, uanset hvad din mor eller andre siger til det. Hvis du har planerne, så skal du helt sikkert også nok finde vejen hen til målet på den ene eller den anden måde.

Det lyder til, at du har været igennem et længere sygdomsforløb siden du var 13 år. Uanset hvordan dit forløb helt præcist har været, så læser jeg det som om at det, der fylder for dig, er forholdet til din mor, og hvordan hun har spillet en rolle i din barndom, din nutid og generelt i forbindelse med dit sygdomsforløb.
Du skriver, at grunden til, at din mor har gjort, som hun har gjort, er fordi hun har været overbeskyttende overfor dig. Jeg synes, det er flot, at du er i stand til at træde et skridt tilbage og se situationen udefra, og prøve at forstå tingene fra din mors side. Jeg tror, du har helt ret i, at hun er og har været overbeskyttende overfor dig. Jeg tror også, at hun har prøvet på at afskærme eller fratage dig ansvaret for nogle af de praktiske gøremål, fordi hun simpelthen ønsker dig det bedste. Hun har nok tænkt, at den måde hun kunne hjælpe dig allermest, var ved at afskærme dig fra f.eks. praktiske gøremål. Selv om det nok har været med hendes bedste hensigter, så læser jeg det som om, at det desværre er lidt en bjørnetjeneste hun har gjort dig, siden du nu føler et svigt, og føler at du mangler noget på den front.

Det er selvfølgelig svært at lave om på fortiden, og hvordan tingene er sket. Derfor er det vigtigt at prøve og tænke på, hvad der så kan gøres anderledes nu og i fremtiden for dig. Det første skridt har du allerede taget, nemlig ved at anerkende at du har de følelser, som du har: følelsen af svigt og afvisning, og at din mor ødelægger din selvtillid. Det næste skridt tænker jeg derfor kunne være at fortælle din mor hvordan du har det. Hvis det er svært for dig at forklare hende, så kan det være, du skal vise hende spørgsmålet som du har skrevet, for her forklarer du det jo rigtig fint. På den måde kan det være, at I bedre forstår hinanden, og sammen kan finde en løsning på hvordan I gør tingene i fremtiden?

Du skriver også, at din mor kritiserer og taler negativt til dig, når I har kontakt, og det faktisk ødelægger din selvtillid. Det synes jeg er en rigtig vigtig del af det, du skriver. Gad vide, hvorfor det er sådan, og gad vide, om din mor egentlig selv er klar over, at det er sådan hun får dig til at føle? Jeg tror bestemt ikke, det er hendes ønske at få dig til at føle sådan, så her ville det igen være rigtig godt hvis hun vidste, at det faktisk er sådan du får det, når I snakker sammen. Det kunne måske hjælpe hende til at tænke over hvordan hun snakker til dig, og på den måde kunne jeres samtaler måske blive rigtig gode for dig.
Jeg bliver også nysgerrig på, om der kan være andre grunde til, at hun gør sådan. Som du selv så fint skriver, så er og har din mor været overbeskyttende overfor dig, og har måske altid taget særlige hensyn til dig. Hvis jeg prøver at rykke over og se tingene fra din mors side, så tror jeg det har føltes som et stort ansvar for hende at tage sig af dig og få dig til at have det så godt, som overhovedet muligt. Der sker også tit en masse hos forældre, når deres børn bliver syge. Måske skal de lige pludselig stå for medicin og hjælp, som de ikke før har gjort, og på den måde bliver de nødt til at afvige fra deres rolle, hvor de før ”bare” var forældre. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan det er foregået hos jer, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om din mor kritiserer dig og dine assistenter, fordi hun har svært ved at ”give slip” på dig og på ansvaret? Når jeg skriver det, så mener jeg det på den måde, at du nu bor på højskole, er mere selvstændig end før og har fået assistenter, der hjælper dig. På den måde har du ikke længere brug for din mor som andet end en mor – og måske er det svært for hende at lægge ansvaret fra sig, som hun har haft for dig igennem årene og i forbindelse med din sygdom? Som jeg skrev tidligere, så vil hun dig helt sikkert det allerbedste, og det kan være, hun synes det derfor er utrygt, at du nu klarer dig uden hende – for hvordan kan hun så sikre sig, at du har det godt og får den bedste hjælp, når nu hun ikke er omkring dig til at sørge for det? Hvis det er sådan, hun har det, så tænker jeg at det kan være svært at sætte ord på, og så er det måske nemmere at råbe ad dig og kritisere, som du oplever hun gør.

Jeg ved jo igen ikke, hvordan det forholder sig i jeres situation, men måske kan du genkende noget af det, jeg skriver. I hvert fald lyder det ikke til at situationen er holdbar, som den er lige nu, og derfor vil jeg vende tilbage til, at du skal fortælle din mor om det. Jeg håber, hun tager det rigtig pænt, og I kan finde en løsning. Hvis ikke det er tilfældet, så er det måske også vigtigt at du tænker over, hvad du så ønsker for jer i fremtiden, og hvad der er det bedste for dig. Du er 25 år, og er derfor voksen, og derfor er det op til dig, i hvor stor grad du ønsker at inddrage eller kontakte din mor. Jeg siger ikke, at du skal stoppe kontakten til din mor, for det tror jeg egentlig aldrig, der vil komme noget godt ud af for nogle af jer. Det kan dog godt være nødvendigt at trække sig lidt, eller holde en lille ”pause” fra sine forældre, når man har den slags følelser, som du har. Nu ved jeg ikke, hvor tit I snakker sammen, men det kan være, at en ”pause” kunne give lidt luft til, at du tænker over de gode ting, som helt sikkert også er i jeres forhold, eller at du begynder at savne hende – og omvendt. Det kan være, at I begge indser, at der må laves lidt om i jeres forhold, for at den kan være sund og god for jer begge. Når jeg skriver "pause" kan det jo bare forstås som en tid, hvor du fokuserer mere på højskolen, venner eller andre ting, og dermed tænker lidt mindre på kontakten til din mor, og måske bare snakker lidt mindre med hende, end du plejer. Det er helt okay at have skiftende behov, og det er også helt okay hvis det ind imellem er sådan, at du så har et mindre behov for at snakke med din mor, hvis det er den måde, hun får dig til at føle.

Jeg håber, du finder modet til at tale med din mor, da det er den eneste måde hun kan vide, hvordan du har det og dermed ændre på tingene. Jeg ønsker dig held og lykke.  

De bedste hilsner fra Vicki