Gravid?

brevkassespørgsmål

Gravid?

brevkassespørgsmål af
Ukendt
13 år
Oprettet 4 år 8 måneder siden

Hej jeg er en pige på 13 der er meget bekymret. Fordi at jeg har i mange måneder sovet sammen med en dreng hver aften (ikke noget seksuelt) bare sovet, med meget lidt påklædning. Jeg ville bare vide om det nu var muligt når vi har ligget så tæt op ad hinanden at jeg kunne være blevet gravid. Jeg spørger fordi min menstruation er forsinket.

Svar: 

Kære dig

Jeg kan godt forstå at du bliver nervøs når din menstruation er forsinket, og det er rigtig fint at du skriver herind. Jeg kan trøste dig med at du ikke kan være gravid, hvis I ikke har været sammen seksuelt. Man kan kun blive gravid hvis man har sex, og drengen får udløsning i dig. Du skriver at I kun har sovet sammen og ikke været sammen seksuelt, så jeg tænker derfor ikke at du behøver at være nervøs for om du er blevet gravid. Din menstruation kan være forsinket af forskellige andre årsager, f.eks. hvis du har haft meget travlt i den sidste tid, eller fordi du har været meget nervøs for at være gravid. På den måde kan dine tanker og følelser godt påvirke din menstruation, og når du så begynder at slappe af, så kommer den. 

En anden ting du skal vide, er at menstruation godt kan være uregelmæssig. Det vil sige at den godt kan flytte sig nogle dage eller uger frem eller tilbage, og når man er 13 år, kan det også ske at den forsvinder i lidt længere tid. Der sker en hel masse ting i din krop efterhånden som du bliver teenager, men med årene vil din menstruation finde sig en rytme som er nogenlunde fast. 

Så længe du ikke dyrker sex, så skal du ikke være bekymret for om du er blevet gravid. Du skal også vide at langt de fleste først begynder med sex når de er 16 år, og så er det vigtigt at man husker kondom eller en anden prævention. 

Du er velkommen til at skrive i vores chat, hvis du fortsætter med at være bekymret.

Venlig hilsen

Signe

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program