Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Ganebøjle

brevkassespørgsmål

Ganebøjle

brevkassespørgsmål af
Oliver
15 år
Oprettet 5 år 1 måned siden

Jeg har en ganebøjle som jeg synes er pisse irreterende. Den gør ondt lugter og jeg læsper når jeg bruger den. Jeg vile gerne have lige tænder får ikke rigtigt brugt bøjlen. Så jeg ville høre om man kunne få en permanent ganebøjle, eller nogle tips til rengøring osv.

Svar: 

Hej Oliver,

Mange tak for dine spørgsmål om din ganebøjle.

At bruge en ganebøjle er noget man skal vænne sig til og den generer ofte i starten. Det med din læspen vil fortage sig, når du vænner dig til at gå med den, men i starten vil man næsten altid føle, at man lyder anderledes, når man taler, imens bøjlen sidder i munden.
En bøjle kan godt give en strammende fornemmelse og tænderne kan blive ømme i starten. Det bliver hurtigt bedre. At den gør ondt kan måske også skyldes, at du ikke bruger den helt, som du har fået at vide, at du skal. Det kan være, at den ikke passer længere, fordi den ikke bruges helt regelmæssigt. Hvis den har gjort ondt lige fra starten, så synes jeg, at du skal få specialtandlægen ("bøjletandlægen") til at tjekke, om den stadig passer og sidder som den skal. Det er en god idé under alle omstændigheder.

Når man får udleveret en ganebøjle, så får man en instruktion i at renholde bøjlen. Det kan specialtandlægen også oplyse dig om igen, hvis du har glemt, hvordan du holder den ren, så den ikke kommer til at lugte.
Jeg plejer at anbefale, at bøjlen børstes grundigt 2 gange om dagen.  Brug en tandbørste, som du kun bruger til ganebøjlen og flydende sæbe, der ikke sliber, f.eks. håndsæbe eller rød Biotex. Børst alle flader indeni og udenpå. Bøjlerne skal børstes ekstra grundigt og skyl til sidst ganebøjlen i rent vand. Samtidig med at du børster ganebøjlen, så børster du dine tænder med en flourtandpasta. Af hensyn til slimhinderne, så er det en rigtig god idé at skylle munden og børste tænder samt ganebøjle efter hvert måltid.

Alle bøjebehandlinger og behandlingsplaner er helt individuelle, så det er ikke muligt at svare dig på, om du kan få en anden type bøjle, end den du har. Det bliver du nødt til at spørge den specialtandlæge om, som du går hos. Men selv om det måske er muligt, så tror jeg ikke det vil løse dine problemer, da en fast bøjle også kræver rigtig grundig tandbørstning. Den strammer også lidt og vil også gøre, at du synes, at det er lidt sværere at tale med den i starten.

Jeg vil anbefale dig at prøve at give det en chance - du vil blive glad for det, når først du har vænnet dig til at bruge den :-) For du vil jo gerne have lige tænder, kan jeg forstå.

Tag en snak med specialtandlægen og fortæl om dine problemer, så er jeg sikker på, at de kan give dig nogle gode råd. Du kan eventuelt tage dine forældre med.

Rigtig meget held og lykke med din bøjlebehandling.

Bedste hilsner
Birgitte S, tandlæge.

BirgitteSs billede
Birgitte fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program