Gør ondt når min kæreste prøver at stikke en finger op
Gør ondt når min kæreste prøver at stikke en finger op
Hej
Min kæreste og jeg har været sammen i lidt over 2 år, vi har lavet "sexuelle ting" bare ikke på mig, altså fx sex og finger. Jeg vil rigtig gerne med synes bare det gør virkelig ondt når han eller jeg prøver at tage en finger op. Det skal siges at jeg er jomfru og jeg har heller aldrig selv sat en finger op. er dette normalt og hvordan kan jeg mindske smerten?
kh S
Kære dig,
Det er ikke helt unormalt, at det kan gøre ret ondt de første gange, man forsøger. Dette kan der være nogle forskellige årsager til, som jeg gerne vil prøve at uddybe. Det kan sagtens have at gøre med, at du ikke rigtig har haft noget oppe før. Skeden og musklerne omkring skal trænes og vendes til at udvide sig. Det handler både om, at bækkenbundsmusklerne skal slappe ordentligt af - det kan ofte være pga. opspændthed i disse, at det gør ondt at stikke noget op. Derfor er det vigtigt, at du er helt afslappet, når du skal have sex eller lignende. Det er både fysisk og psykisk afslappethed, der er vigtig her. Hvis du ikke slapper helt af psykisk, er det svært at slappe af i kroppen også. For at slappe godt af i en seksuel sammenhæng, er det vigtigt, at man er tæt og tryg ved den person, man er sammen med. Det er vigtigt, at I kan kommunikere, så du kan fortælle ham, hvad du har brug for og lyst til, han gør. Brug godt med tid på at varme op og røre ved dig, så I begge kender din krop godt, og prøv så forsigtigt.
Det handler også om, at selve skeden skal vendes til, at der skal noget lidt større op og er våd nok til, at det glider let. Når man som kvinde bliver seksuelt tændt, bliver skeden våd og udvider sig en lille smule. Så det er også vigtigt, at du er godt tændt, så du er våd og skeden har udvidet sig en smule. Her spiller det psykiske også en rolle, for hvis du ikke føler dig godt tilpas (hvis du for eksempel er optaget af at tænke på, om det kommer til at gøre ondt, eller hvad han mon tænker), så bliver du nok ikke så tændt. Derfor er det igen vigtigt, at du snakker med din kæreste og føler dig godt tilpas. Det kan også være rart at bruge glidecreme, så man er helt sikker på, at der er vådt nok - både til fingre og andet. Igen, prøv lige så stille og forsigtigt, om det kan lade sig gøre. Det er helt okay, hvis det tager lang tid - giv ikke op.
Der er nogle kvinder, der er enormt stramme, og så stramme at det kan være nødvendigt at snakke med en læge om det. Det er slet ikke sikkert, det bliver nødvendigt for dig. Prøv at øv jer på de ting, jeg har skrevet ovenfor, og hvis det fortsat gør meget ondt om noget tid, så prøv evt. at snakke med din læge om det.
Jeg håber, du kan bruge mit svar. Skriv endelig igen.
Sophie