Kæreste dig, 

Jeg er rigtig glad for, at du skriver, for du har meget på hjerte og meget, der fylder i hovedet, lyder det til. En god start i sig selv er at få det ud på en eller anden måde, for eksempel ved at skrive det i et brev her på Cyberhus. Det lyder som om, du i løbet af de seneste år virkelig har skullet igennem nogle ting, nogle store forandringer, som har været lidt hårde for dig på flere forskellige punkter. Du fortæller, at din angst virkelig har været en udfordring og også har medført, at du ikke rigtig har kontakt til jævnaldrende lige nu, men også at du aldrig fik rakt ud og fortalt, hvor glad du egentlig var for denne her pige fra din klasse. Det lyder som en hård og meget frustrerende situation, og jeg kan virkelig godt forstå, at du har svært ved at finde ud af, hvad du skal gøre. Det er altid lidt skræmmende at være glad for nogen, for der er altid en risiko for, at man bliver såret. Den skræmmende følelse eller frygt man kan føle lidt, når man gerne vil fortælle nogen, hvordan man føler for dem, kan være meget meget overvældende, når man har angst, og jeg kan godt forstå, at det kan holde dig tilbage. Som du skriver, så gør din angst jo ikke situationen nemmere. 

Det lyder som om, denne her pige virkelig sidder fast i dine tanker og drømme, og at hun virkelig betyder meget for dig. Når du spørger, hvad du skal gøre, så tolker jeg det på lidt forskellige måder. På den ene side som et spørgsmål om, hvordan du glemmer hende, men på den anden side også et spørgsmål om, hvordan du får bygget en relation til hende op. 

Jeg tror, at i mange relationer til andre mennesker, der får man oftest lidt det samme, som man giver. Er man åben og ærlig, vil den anden også være åben og ærlig. Giver man noget af sig selv, giver den anden også noget. Det er ofte her, når man er åben og giver noget, at man kommer tæt på hinanden. Det kan være svært at åbne op og man kan være bange for at blive afvist. Men man kommer ikke tæt på et andet menneske, hvis ikke man åbner op. Du skriver, at du har skrevet til hende for lang tid siden, og at hun ikke virkede så interesseret. Jeg tror, at du må afgøre med dig selv, om hun er én, du gerne vil have i dit liv. Hvis hun er det, så er der ikke meget andet at gøre end at række ud og fortælle hende det. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, for som du også skriver, så gør din angst det svært. Men samtidig så lyder det virkelig til, at du har holdt meget af hende, og jeg tænker, om det er ærgerligt for dig ikke at forsøge? Jeg tror ikke, der er meget man kan gøre for at tvinge sig selv til at glemme en person, der har betydet meget. Der skal tiden bare have lov at arbejde. Men er hun én du gerne vil glemme? Eller er det angsten der siger det er lettere? 

Jeg håber, mit svar giver mening for dig, jeg ønsker dig al held og lykke, og du må endelig skrive igen eller komme et smut forbi chatten til en snak. 

Sophie