Frustrerende kærlighedsliv

brevkassespørgsmål

Frustrerende kærlighedsliv

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 6 år 6 måneder siden

Hej. Min ekskæreste slog op med mig for 1,5 måned siden ca., hvor jeg virkelig forsøgte at gøre alt for at få ham tilbage, men han ville ikke og bad mig om at stoppe med at kontakte ham. Så begyndte jeg at skrive lidt med en fyr, hvor det i starten omhandlede min ekskæreste en del, og hans ekskæreste, fordi han selv havde slået op med sin kæreste, så vi støttede hinanden igennem processen, og snakkede tit om, om hinanden troede vi ville få vores eks tilbage. Jeg ville gøre alt for at få min tilbage, for uanset hvad elskede jeg ham - det gør jeg stadig. Det udviklede sig så til at fyren og jeg flirtede en del, fordi jeg personligt manglede “nærkontakt” til en, for at tænke på andet end min eks og komme hurtigere videre, fordi det gjorde alt for ondt at savne min eks hele tiden. Vores flirt foregik kun over internettet og han havde allerede sagt i forvejen, at jeg skulle sige, hvis jeg begyndte at snakke med min eks. Efter 4 uger fra den dag min eks slog op, begyndte min eks og jeg at snakke igen, og for hver dag der gik, snakkede vi mere og mere, og til sidst blev vi enige om at forsøge stille og roligt igen, hvilket jeg fortalte til fyren - men i stedet for at blive glad på mine vegne, flippede han fuldstændig ud og truede med at sige alt til min eks. Jeg stoppede kontakten til ham og hørte ikke fra ham i tre uger, mens jeg havde det fantastisk, fordi det gik så godt mellem min eks og jeg. Vi sov sammen tit, kyssede hele tiden og var begyndt at lære at stole på hinanden igen - fordi vi havde mistet en del tillid gennem vores forhold. Det var næsten som om vi havde det forhold vi havde helt fra begyndelsen af og det var helt ubeskrivelig dejligt. Men så en aften får jeg et opkald af min eks, hvor han råber ad mig og siger jeg aldrig skal ringe eller snakke til ham mere og at han har set alle beskeder, og syntes jeg var klam osv. Så siden har vi ikke snakket, det er ca. 5 dage siden og jeg savner ham ad helvedes til. Kan han virkelig godt tillade sig at blive så sur over at jeg flirtede med en fyr mens vi havde slået op? Han ville jo ikke engang have mig. Jeg kan da godt forstå, at han lige skulle have en time til at sunde sig, men nu er det virkelig langt over stregen. Og det er sindssygt frustrerende, at han ikke forstår, at han virkelig har overreageret meget. Han svarer ikke engang på mine beskeder, og det er virkelig alt for meget for så lidt, når det endda skete mens vi havde slået op, og alligevel ikke betød noget for mig.. Hvad skal jeg gøre? Mvh mig

Svar: 

Hej Anonym

Kærlighed og forhold kan virkelig være svære og noget så frustrerende. Jeg kan godt forstå, at du føler dig rundt på gulvet, efter de op- og nedture, dig og din eks, har haft de seneste uger. 

Jeg vil springe direkte til dit spørgsmål. Kan din eks tillade sig at være sur. Ja, det kan han godt. Er det fordi du har gjort noget forkert? Nej, overhovedet ikke. 

Problemet opstår, når man forsøger at finde logiske svar, på spørgsmål der handler om følelser. De to verdener, taler nemlig ikke særlig godt sammen. Dig og din eks, holdt pause, og du har ikke gjort noget som helst forkert, ved at flirte, og tale med en anden i den periode. 

Du fortæller at I gennem jeres forhold havde mistet tilliden til hinanden, og at I nu lige så stille var ved at genopbygge tilliden. Når din kæreste så på en eller anden måde finder ud af det her med den anden fyr kan det, for ham, måske føles som et kæmpe tillidsbrud. Ja, det skete mens I ikke var sammen, og nej, han ville ikke have dig. 

Prøv at tage nogle andre briller på et øjeblik. Din kæreste begynder at åbne sig igen. Han føler sig sårbar og i det øjeblik, går det op for ham, at du har talt med en anden. Måske endda at du har talt med en anden om ham, og jeres forhold.
I det øjeblik, fylder logikken ingenting. Logikken i at det skete, mens han havde valgt dig fra, er pludselig ligegyldig. Det eneste han kan mærke i det øjeblik, er at den tillid, han følte var på vej tilbage, pludselig er blevet forrådt. 

Jeg er helt med på at det slet ikke er sådan. Du har ikke forrådt ham. Du har ikke gjort noget forkert. Men det kan være uoverskueligt svært at se, når man føler sig såret. Du kan se det, fordi du ved præcis hvad der var dine intentioner, og fordi du ved præcis hvad du vil. Jeg kan se det, fordi jeg er neutral og ikke har følelser i klemme. Din kæreste kan ikke se det, fordi han ser alt der er foregået, igennem et filter af følelser. 

Jeg ved jo slet ikke hvad det er din kæreste egentlig føler, men ud fra hans reaktion, med helt at droppe forbindelsen til dig, tænker jeg at han føler sig såret, vred, ked af det.
Jeg tænker ikke du kan gøre eller sige noget der ændrer situationen lige nu. Hvis ikke han ønsker nogen form for kontakt, kan du ikke tvinge ham. Måske er det her endegyldigt slut for ham. Måske har han brug for tid? Måske har han brug for tid til at komme på afstand af det han føler lige nu. Så han kan se mere logisk på hele situationen? Det er svært at sige. 

Jeg tænker ikke du kan gøre meget andet, end at skrive til ham og forklare situationen, og dine ønsker for jeres fremtid. Og så give ham plads. Med tiden kan det være, han kan finde overskud, til at se det der er sket på en anden måde. Men det er ikke noget du kan presse ham til. Det er så frustrerende, når man så brændende ønsker, at et andet menneske skal se, og forstå, verden på den samme måde som én selv. Det er så frustrerende når din kæreste forstår det der skete, på en måde, du føler er helt forkert. Det er desværre kærlighedens vilkår. 

Jeg håber det lykkes for jer, at skabe en ralation igen. 

Gode hilsner Maya

Mayas billede
Maya fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program