Fritidsaktivitet
Fritidsaktivitet
Hej.
Jeg har gået til synkronsvømning i et år og har syntes at det var rigtig sjovt og hyggeligt. Der var dog nogle perioder hvor jeg ikke havde lyst til at komme, fordi det var kedeligt. Det er tre gange om ugen, hvilket også gør at jeg ikke føler at jeg har tid til så meget.
Jeg vil også gerne have et fritidsarbejde der gør at jeg skal arbejde tre gange om ugen. Jeg snakkede meget med min far om det, om at jeg måske ikke ville gå til det alligevel, pga af tiden osv. Han sagde så at jeg skulle prøve og gå til det en måneds tid og se, og hvis jeg ikke ville var det fint at vi har brugt så mange penge på det. Men når vi skulle melde mig til, spurgte han inden om jeg var sikker fordi at det var dyrt...
Jeg gider ikke efter en måned ikke ville gå til det og min far bliver sur pga pengene... så jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg synes jo at det tit er sjovt men vil bare også gerne have tid til venner...
Kære dig,
Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du bliver i tvivl. Det er helt naturligt, når man bliver ældre gerne at ville have tid til både venner, sjov og måske et fritidsjob. Ens interesser ændrer sig ofte, når man bliver teenager. Jeg kan desværre ikke give dig et svar på, hvad du skal gøre. Du må prøve at mærke efter og se, om du er mest interesseret i at gå til synkronsvømning, eller om du gerne vil holde en pause. Du kan eventuelt prøve at tage en pause fra svømningen og se, om du savner det.
Øv at din far bliver sur over det med pengene, Jeg tænker, at det vigtigste er, at DU mærker efter, hvad DU har lyst til, også selvom det har været dyrt at melde dig til igen, og han er lidt træt af at have spildt pengene. Jeg er sikker på, at din far er mere interesseret i, at du er glad fremfor, hvor meget din sport koster. Måske kan du prøve at tage en snak med ham om, hvorfor du gerne vil stoppe eller hvad det betyder for dig f.eks. at få et fritidsjob? Han har også selv været ung en gang og kan sikkert genkende, at venner pludselig bliver en stor interesse, og så håber jeg, at han kan se lidt bort fra pengene, så du ikke skal have dårlig samvittighed over at fortælle ham, hvordan du har det, og at du gerne vil stoppe, hvis det er det du når frem til at ville, når du har mærket efter.
De bedste hilsner
Jeanette