Hej Mette.

Det lyder som om, du står i en rigtig svær situation lige nu. Jeg kan godt sætte mig ind i, at situationen og de mange negative følelser får dig til at overveje din fremtid.

Jeg forstår godt, du ikke kan finde ud af, hvad du skal gøre, som tingene er lige nu. Når tingene bliver særligt svære for en, kan man tit få svært ved at se og tro på, at der er lys for enden af tunnelen. Det er meget ærgerligt at høre, at du har mistet livsmodet, tit er ked af det, ikke har lyst til at være sammen med andre og oplever et stort pres. Det må være utrolig hårdt at have det sådan.

Jeg kan godt forstå, du frygter at tale med nogen om det, da du risikerer indlæggelse. Alligevel vil jeg dog sige til dig, at jeg tror, det er første skridt på vejen til at få det bedre. På nogle tidspunkter i vores liv er vi i situationer, som vi ikke kan hjælpe os selv ud af alene, men som vi har brug for andres hjælp til at komme ud af. Det lyder som om, du står i sådan en situation lige nu. Jeg tænker derfor, om du måske kunne have mod på at fortælle dine forældre om alle dine tanker? Hvis du ikke har lyst til at tale med dine forældre om det, kan det også være en mulighed at tale med en anden rar voksen eller bare en person, du er tryg ved og stoler på. Nogle gange kan selve det at få sagt tingene højt være rigtig virksomt, fordi man indtil da har gået med det hele selv og får følelsen af at have givet en smule slip ved at sige det videre. I første omgang tror jeg ikke, du skal være bange for, at du bliver indlagt. Der skal nemlig normalvis flere forskellige undersøgelser og vurderinger til, før man bliver indlagt, og man skal som oftest være stærkt selvmordstruet. Du kan også fortælle personen, du vælger at snakke med, at du frygter indlæggelse. Så kan I sammen finde ud af, hvad der ellers kan blive gjort for dig.

Det er svært for mig at sige, hvad du skal gøre med din fremtidige uddannelse. Det er trist, at du engang har haft mod på gymnasiet, men ikke har det mere. Selvom det er svært for dig i skolen nu, synes jeg, du skal bestræbe dig på at få færdiggjort 9. klasse for derefter at finde ud af, hvad der skal ske. Det haster ikke for dig at vælge, hvad du skal, da det vigtigste, du skal fokusere på lige nu, er at få det bedre. Du skriver, at du før har prøvet at opleve bedring, hvilket er et tegn på, at der findes en anden tilværelse for dig end den, du står i nu. Måske vil det hjælpe dig at tænke på, hvad du gjorde dengang, depressionen aftog en smule? Tænkte du nogle særlige tanker, var du sammen med nogle særlige mennesker eller noget helt tredje? I hvert fald kan det være en idé at vende tilbage til det, som engang fungerede for dig.

Jeg kan godt følge dig i, at karakterer osv. er blevet ligegyldige for dig. Egentlig er karakterer også bare nogle helt ligegyldige tal, mens ens helbred er af langt større betydning. Med det mener jeg, at jeg tror, det er meget naturligt, at du ikke tænker over karakterer lige nu, fordi tankerne om livet fylder endnu mere. Jeg ved ikke, om du har snakket med enten studievejleder eller skolepsykolog, men jeg tror, det kunne være en god idé. Disse personer er nemlig vant til at hjælpe, når tingene brænder på, som de gør hos dig. Din studievejleder vil også kunne hjælpe dig med dine overvejelser omkring at droppe ud og dine andre tanker om fremtiden.

Hvis det er svært for dig at skulle tale med nogen om det, vil jeg råde dig til at sætte dig ned og få skrevet alle dine tanker ned. Det kan hjælpe rigtig meget og give et godt overblik over, hvordan man egentlig har det, og så kan du også vælge at vise det, du skriver, til den, som du fortæller til.

Jeg håber, at du kan følge mit råd om, at du har behov for hjælp, og at det er vigtigt, at du taler med nogen om det. Du skal vide, at du er velkommen til at logge på Cyberhus' chat, hvis du har brug for at tale med en rådgiver, inden du skal fortælle det hele videre.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Kh. Matilde