Ikke sur bare irriteret

brevkassespørgsmål

Ikke sur bare irriteret

brevkassespørgsmål af
Pigen med store ambitioner
15 år
Oprettet 7 år 11 måneder siden

Hej 

Jeg er irriteret over alt lige nu. jeg ved ikke hvilken uddannelse jeg skal på efter 9. Klasse. Dette er dybt frustrerende og jeg ligger vågen om natten og tænker på det. Sol også resultere i at jeg er rigtig træt om morgeneN når jeg skal i skole og næsten ikke kan overskue det, hvor jeg flere gange har overvejet at pjække. Jeg har altid gået meget op i at gøre det godt i skolen men det er gået helt galt efter jeg skulle vælge uddannelse. Mine lektief halter og hele livet er bare surt!!

Hvad skal jeg gøre?

Svar: 

Kære du, 

Jeg kan sagtens forstå, at tanker omkring din fremtid fylder rigtig meget hos dig i denne tid, hvor mange år i folkeskolen så småt nærmer sig sin afslutning. Det er en spændende tid, men det kan samtidig også være en lidt skræmmende tid, da man ved, at der venter en anderledes hverdag, med nye oplevelser, nye bekendtskaber og nye udfordringer, i fremtiden. Og som du også selv skriver, så betyder afslutningen af 9. klasse også, at det er tid til at træffe betydningsfulde valg omkring sin kommende uddannelse. 

Ud fra det du skriver, kan jeg ikke vide, om du er blevet vurderet uddannelsesparat eller ej.

Hvis du ikke er blevet vurderet uddannelsesparat, så har du mulighed for at modtage individuel/personlig vejledning med den UU-vejleder, som er tilknyttet din skole. Denne mulighed kunne i så fald være en god ide at benytte sig af, så du kan fortælle UU-vejlederen om dine tanker og få råd til, hvordan du kan lettere kan finde ud af, hvilken uddannelse du skal vælge efter 9. klasse. 

Hvis du er blevet vurderet uddannelsesparat, så har du desværre ikke mulighed for at få en individuel/personlig vejledning med en UU-vejleder. I stedet kan du benytte dig af eVejledning, som er del af hjemmesiden ug.dk. Her kan du både modtage vejledning via chat, telefon og mail. Her finder du linket til eVejledningen. Desuden kan du på ug.dk læse en masse om dine forskellige uddannelsesmuilgheder efter 9. klasse. 

Du skriver, at du ofte ligger vågen om natten, fordi du tænker på, hvad du skal efter 9. klasse, og jeg kan godt forstå, hvis du frustreret. Jeg tror, det ville hjælpe dig med at "få tankerne ud af hovedet", hvis du snakkede med en voksen, en vejleder eller en god ven/veninde om det. Ellers kan en ide være, at du har en papirblok og en blyant til at ligge ved siden af din seng. Når du så ligger om aftenen eller om natten og ikke kan sove på grund af dine tanker, så kan du prøve at skrive de tanker, som fylder mest, ned på et stykke papir. Nogen gange kan det hjælpe at skrive tankerne ned, da man, ved at skrive sine tanker ned, flytter tankerne "ud af hovedet" og i stedet for får dem "ned på papiret". 

Jeg synes, det lyder lidt ærgerligt/trist, når du skriver, at du altid har gået meget op i skolen, men at du på det seneste har overvejet at pjække på grund af søvnmangel, og at lektierne halter. Hvis du altid har gået op i at gøre det godt i skolen og har store ambitioner, så tænker jeg, at det er noget, som er værd at holde fast i. Du kan eventuel prøve at fokusere på at vende valget til noget spændende, i stedet for at se det som et altafgørende og svært valg. Jeg er sikker på, at uanset hvad du ender med at vælge, så vil din fremtid byde på nye, gode oplevelser og lærerrige udfordringer. 

Jeg håber meget, at du kan bruge mit svar - ellers er du mere end velkommen til at skrive igen (ellers kan du eventuelt skrive til eVejledningen, hvis du ønsker svar på et mere uddanneleses-rettet spørgsmål). Held og lykke med det hele! 

De bedste hilsner 

Simone 

 

Simone har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program