Andres drømme, min fremtid
Andres drømme, min fremtid
Hej, jeg er 17 år gammel.
Jeg har ingen ide, om hvad jeg vil med mit liv.
Eller jo det har jeg jo, jeg vil gøre en forskel.
Jeg har været to år på efterskole, og her gjorde nogle af lærerne virkelig en forskel for mig! Og så har jeg, siden jeg var lille gerne ville være skolelærer. Så hvorfor ikke efterskolelærer? Fordi jeg har et problem.
Jeg elsker at lave mad, så tanken om at blive kok er der også. Igen kommer mit problem i vejen.
Mit problem er at jeg bekymre mig uhyggeligt meget om andres mening og om at være god nok. At præstere mit absolut bedste, fordi at det forventes der af mig. Jeg fik 7 i mundtlig dansk, min verden ramlede fuldstændig fordi jeg aldrig får 7z
Jeg er en utrolig klog pige, med et gennemsnit der giver mig alle muligheder. Med de muligheder følger andre folks drømme, og deres meninger om hvad jeg burde uddanne mig til.
Jeg skrev feks min OSO opgave om at blive kok, en af lærerne spurgte mig så, "hvorfor kok? Du kan blive så meget mere, advokater og sådan nogle tjener mange flere penge, og du har muligheden."
Min far bliver ved med at presse jobmuligheder ned over mig, politiker, advokat, it tekniker, revisor og så videre.
Jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg vil have ud af det her brev.
Det er jo ikke et problem i kan løse for mig, men det ville være rart at vide at man ikke er alene med de her tanker.
Det gør mig tit utroligt frustreret og nogle gange rigtig ked af det.
Hej med dig.
Jeg vil gerne starte med at sige, at du er langt fra den eneste, som ikke ved, hvad de vil med deres liv, og hvad de skal arbejde med. Faktisk tror jeg at det er de færreste unge, som er helt sikre på, hvad de vil. Så jeg kan berolige dig med, at dine tanker er helt almindelige, og det kan være utrolig frustrerende og forvirrende ikke at vide, hvad man gerne vil med sit liv.
Det er rigtig svært at skulle vælge, hvilken retning man skal gå, fordi der er så mange muligheder i dag. Det lyder også til, at du med dit karaktergennemsnit kan vælge at gå i rigtig mange forskellig retninger, hvilket bestemt ikke gør det lettere. Og samtidig med, at du føler, at der er et pres fra dine omgivelser for at vælge noget bestemt, kan jeg kun forestille mig gør valget endnu sværere, og måske helt umuligt. Jeg kan godt forstå, at det kan være svært ikke at lade sig påvirke af, hvad andre synes man skal. Men det er dit valg og dig, der skal leve med det valg, så derfor synes jeg helt bestemt, at du skal prøve at lytte til dig selv og dine egne ønsker. Du skriver, at du gerne vil gøre en forskel eller måske arbejde som kok. Det synes jeg lyder som et rigtig godt udgangspunkt. At vælge et arbejde eller måske bare den retning, man skal gå, handler meget om at vælge det, man interesserer sig for og brænder for. Og hvis det er det, du føler du gerne vil arbejde med, så synes jeg helt bestemt, at du skal følge den vej.
Jeg synes, at det var en rigtig god idé at skrive opgave om arbejdet som kok, da det er en god måde at lære mere om arbejdet, og se om det kunne være noget for dig. Jeg kan godt forstå, at du bliver påvirket af din lærers kommentar, og din lærer har sikkert kun ment det bedste for dig, men du skal vide, at det også er helt okay at sige, at du faktisk synes det er et spændende og værdifuldt arbejde. Og jeg tænker egentlig, om det kunne være en idé at snakke med din far om, hvordan du føler det, når han presser alle de her forskellige jobforslag ned over hovedet på dig. Han vil helt sikkert kun dit bedste, og tænker måske ikke over, hvordan det kan føles som et pres for dig. Du kan fx sige til ham, at du er meget i tvivl om, hvad du gerne vil, og at du har brug for at følge dine interesser og det du brænder for, og derfor kan det være svært for dig, når han presser dig med de forskellige jobforslag. Det vil måske også være godt at snakke med ham om de forventninger, du oplever der er til dig, for det kan være, at din fars forventninger måske ikke er som du oplever det.
En anden ting som jeg tænker, du kan prøve er at snakke med din studievejledning på din skole. Du kan både snakke med dem om alle de her tanker du har om din fremtid, og at du ikke ved, hvad du vil, og du kan også snakke med dem om konkrete jobs. De kan måske prøve at hjælpe med at indsnævre de veje, du kan gå, hvis du fx gerne vil arbejde med noget, hvor du kan gøre en forskel for andre mennesker. Jeg kan også anbefale dig at kigge på Uddannelsesguiden.dk, hvor du kan finde inspiration til forskellige jobs og uddannelser på baggrund af dine interesser.
Til sidst vil jeg råde dig til at tale med nogle veninder eller noget familie om de her tanker, du har. Jeg kan godt forestille mig, at tanker om fremtiden fylder meget, og det kan hjælpe at få sat ord på det og bare få det ud. Det kan måske også hjælpe dig med at finde ud af, hvilken retning du skal gå ved at snakke om fordele og ulemper ved de forskellige områder. Og endelig vil jeg sige, at hvis du et bestemt job i tankerne, som fx kok, så er det super godt at undersøge noget om arbejdet, og hvad det vil sige, for at du kan blive klogere på, om det kunne være noget for dig.
Det sidste jeg vil sige til dig er, at der er ikke noget arbejde, der er bedre end noget andet, der er brug for det hele, så derfor er mit bedste råd til dig at følge dine interesser, og prøv ikke at tage dig af, hvad andre synes. Du er god nok, som du er, og i sidste ende er det dine egne holdninger, som betyder mest.
Jeg håber, at du kan bruge mine tanker, og ellers er du altid velkommen til at kontakte os igen, hvis du har brug for at snakke mere om det.
Mange hilsner
Pernille