Voldsomme tanker?
Voldsomme tanker?
Hej ^^
Jeg skriver mig ind pga et problem, jeg har - eller i hvert fald tror, jeg har.
Det her har gået mig på i lang tid - det er første gang jeg sætter ord på det, så undskyld hvis det bliver lidt kringlet... :)
Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal begynde, men jeg har en trang til at skade babyer / børn / kvinder og dyr?
Jeg tænker på det ret ofte, og kom især til at tænke på det her den anden dag, da jeg så en film, hvor man blev præsenteret for en kvinde og hendes åh-så-søde-baby. Det var tydeligt, ud fra den måde de begge blev præsenteret på, at man skulle have ondt af dem og føle sympati for dem - men jeg følte mig bare frastødt og håbede egentlig bare på, at de døde.
Men altså - mit problem har stået på længe. Allerede som 6-7 årig illustrerede jeg mine egne lange historier i små hæfter , så jeg tegnede altså historier om babyer der blev dolket, banket, smadret, kastet, kørt over, druknet osv... jeg skrev også ofte om unge piger, der kom voldsomt til skade, brækkede ben og arme, faldt ned i huller med pigtråd og spidse pæle, døde og meget andet. Ofte blev disse piger også gravide og fødte babyer, der blev kidnappet og udsat for pædofili og banket ihjel.
- min mor fandt så disse bøger, da jeg var omkring 10, og smed dem alle ud, hvilket irriterede mig enormt.
Jeg har herefter kæmpet imod trangen til at skrive flere historier, der er endnu voldsommere, og holder min trang 'nede' via videoer på nettet af dyr der bliver mishandlet og kørt over, samt børn der bliver slået og mishandlet.
Mht til historierne, jeg var jo så fandens lille, jeg forstår det ikke? Ssådan noget gør en normal 7 årig da ikke?? Hvorfor skrev jeg i det hele taget om sådan noget?xD
Det skal lige siges, at jeg havde en god og tryg barndom, jeg var god i skolen og er det stadig. Jeg er rimelig klog og er - ironisk nok - god med mennesker.
I virkeligheden er jeg også god med børn. De lader altid til at kunne lide mig. Men jeg er begyndt at - så blidt som muligt - kaste ting på babyer for at se deres reaktion. Det er mærkeligt, men det er som om jeg vil teste, hvor langt jeg kan gå. Jeg bliver irriteret, hvis barnet bare sidder og der dum ud uden at græde, efter jeg har kastet en skovl i hovedet af dem, men sådan er det vel. Jeg har altid været nysgerrig på mennesker og på, hvordan de agerer og reagerer på forskellige ting. Jeg er god til at snakke med folk, få dem til at stole på mig og alt muligt falsk lort, jeg siger (jeg lyver ret ofte hvis de stiller spørgsmål om faktuelle ting, jeg digter, og det går sjældent op for mig) og jeg elsker deres reaktioner!
dengang jeg fandt ud af, at min far var min mor utro, blev jeg ikke sur eller ked af det, nærmere spændt og jeg fandt det underholdende. Jeg oprettede endda falske kvindeprofiler online og kontaktede ham gennem dem...
anyway, jeg har prøvet at google mit problem med børn og dyr flere gange, men jeg kan ikke finde andre, der har det som mig?? Og jeg kan fandme ikke få det hele til at hænge sammen, så nu skriver jeg altså herind.
På forhånd mega tak, hvis I tager jer tid til at hjælpe mig med det her :))
Kære dig
Jeg kan forstå på dit brev at du har mange tanker om at skade andre mennesker og dyr, og selvom at tanker i sig selv ikke er farlige, så skriver du også at du nogle gange er begyndt at handle på tankerne, og når det sker, så begynder det at blive mere alvorligt. Derfor er jeg glad for at du har skrevet herind, fordi det viser at du godt ved at det ikke er normalt at føle en så stor trang til at skade andre.
Som nævnt, så er tanker i sig selv ikke farlige. Vi er, som mennesker, i stand til at tænke alle mulige tanker med meget forskelligt indhold fordi vi har sproget til vores rådighed. Selvom tanker derfor "kun" er sprog, kan de stadig være utrolig overvældende og voldsomme. Nogle gange så voldsomme at de begrænser vores handlinger eller, som i dit tilfælde, tvinger os til at gøre forskellige ting. Når man snakker om tvangstanker eller tvangshandlinger, er det ofte i forbindelse med den sygdom der hedder OCD (Obsessive Compulsive Disorder). Sygdommen viser sig oftest i barn- eller ungdommen og varierer i sværhedsgrad. Det er også svært at sige præcis hvad der er grunden til at det sker, men det hænger ikke nødvendigvis sammen med om ens barndom/opvækst har været god/dårlige eller tryg/utryg.
Indholdet af tankerne er også meget forskelligt fra person til person, men ofte vil det være ubehageligt, skræmmende eller anstødelige tanker, ideer eller billeder som trænger sig på og som er umulige at slippe af med. Ligesom når du beskriver at du får alle de her tanker/billeder/en trang som bliver ved med at komme tilbage, selvom du forsøger at gøre ting som kan holde det nede - f.eks. se videoer eller skrive dem ned. Tankerne bliver ofte holdt hemmelige, selvom de fylder utrolig meget og måske endda opleves som farlige. Og lige i din situation, så begynder de også at være farlige, når du f.eks. kaster en skovl på et barn for at se reaktionen. Selvom du skriver at du gør det så blidt som muligt, så kan det hurtigt udvikle sig, og du kan risikere at du ender med at skade andre alvorligt - hvilket er, som du ved, ulovligt. I den forbindelse er jeg også nysgerrig på hvad der sker hvis du ikke efterlever dine tanker (enten ved at se videoer, skrive ned eller afprøve)? Måske bliver du vred? Ked af det? Bange? Hvilke tanker kommer der så? Selvom det måske kan lyde som en nem opgave, så lyder det til at du bliver styret mere af dine tanker end du har lyst til, og derfor kan det være interessant at undersøge hvad der sker når du ikke gør noget.
I den forbindelse, så lyder det også til at du måske har svært ved at føle skyld over f.eks. at lyve for andre, og at du også har svært ved at leve dig ind i hvordan andre føler. Når det er sådan man har det, så kan det være utrolig svært at forstå konsekvenserne af ens handlinger, og endnu sværere at stoppe sig selv før det bliver alvorligt.
Det gode er at OCD kan behandles og at man, i lang udstrækning, kan lære at blive bedre til at tage højde for andre følelser. Hos OCD-klinikken kan du læse mere om hvad en behandling vil indeholde, men første skridt vil altid være at du tager kontakt til din egen læge og får en henvisning til psykiatrien. Det er vigtigt at du er ærlig over for ham/hende, selvom jeg tænker at det måske vil være en udfordring for dig. Fordi du er over 15 år, kan du tage til lægen uden at dine forældre behøver at vide noget. Selvom jeg alligevel vil anbefale dig at snakke med dine forældre om det du oplever, så forstår jeg godt at det måske ikke er lige nu at de skal inddrages.
Jeg håber du kan bruge mit svar og at du vil tage kontakt til din læge så du kan få den behandling du har brug for.
Kærlig hilsen
Signe