Træt
Træt
Jeg har altid gået utrolig meget op i min skolegang, og har brugt rigtig meget tid på at lave lektier, forberede mig og andre skolerelaterede ting.
Nu er jeg snart færdig med 9. Klasse, men er begyndt at være ret træt. Når jeg kommer hjem fra skole så skal jeg virkelig bruge al min viljekraft på at tage mig sammen til at lave mine lektier - Jeg føler bare ikke at jeg kan klare mere. Det går fint i selve skolen, det er mere når jeg kommer hjem.
Hvad skal jeg gøre?
Kære du,
Det er rigtig dejligt at høre, at du altid har gået meget op i din skolegang. Det er en super god egenskab at have viljen til at gøre sig umage med det, man foretager sig. Så længe du har et ønske om at gøre dig umage og passe din skolegang, så godt du kan, så tror jeg ikke, du skal være så bekymret for at være inde i en periode, hvor du ikke har så meget motivation og energi til at lave lektier.
Det er meget almindeligt, at menneskers motivation og energiniveau løbende går op og ned. Der er ingen mennesker, som konstant kan give alt, hvad de har - der vil altid være perioder, hvor energiniveauet er lavere end det plejer, ligesom man i andre perioder har ekstra meget energi. Jeg tror især, det gælder for mange, som bor i Danmark, at januar og februar måned er hårde at komme igennem. Disse måneder er ofte kolde med kedeligt vejr, og der er mørkt mange timer i døgnet, fordi solen står sent op og går tidligt ned igen. Alt dette påvirker vores energiniveau, som ofte er lavere i disse kolde vintermåneder. Måske du har hørt om udtrykket 'vintertræthed', som netop handler om, at mange mennesker er ekstra trætte i vinterhalvåret.
Derfor vil jeg først og fremmest råde dig til at acceptere, at du er inde i en periode, hvor du er lidt mere træt, end du plejer at være. Acceptér at du er træt, og tænk på, at så længe du hænger i og passer din skolegang og dine lektier, så godt som du nu kan, så er det godt nok :-) Vær' altid tilfreds, så længe du gør det så godt, som du kan. Jeg er sikker på, at når vi kommer ind i marts-april måned, hvor foråret begynder, dagene bliver lysere og solen står højt på himlen i længere tid ad gangen, så skal din energi nok komme tilbage igen.
Indtil da, så kunne følgende måske være ideer til, hvordan du finder energi til at lave dine lekrtier:
Du skriver, at det går fint, når du er i skolen, men at du bliver træt, når du kommer hjem. Derfor tænker jeg, det måske kunne være en ide at blive på skolen og lave lektier, efter du har fået fri fra undervisning. Hvis du føler dig mere motiveret, når du befinder dig på skolen, så ville det måske hjælpe dig at lave dine lektier, mens du stadigvæk er på skolen? Så kan du med god samvittighed holde helt fri, når du kommer hjem. Hvis I har en lektiecafé, så kunne du evt. sidde og lave dine lektier der?
En anden mulighed kunne være at lave en lektie-aftale med en af dine venner, hvor I sidder og laver lektier sammen efter skole - enten på skolen eller hjemme hos én af jer. Så har I en aftale om, at lektierne skal laves, og så kan I ligesom holde hinanden oppe på det og hjælpe hinanden igennem lektierne. Så kunne I jo "belønne" jer selv med et eller andet, når lektierne er klaret - fx med et spil playstation, se en film, eller hvad I nu synes, der er sjovt at lave.
Jeg håber, du kan bruge mit svar. Husk også at nyde din sidste tid i folkeskolen, jeg er sikker på, du nok skal klare dig igennem :-)
Med venlige hilsner
Simone