Droppe ud

brevkassespørgsmål

Droppe ud

brevkassespørgsmål af
Signe
16 år
Oprettet 7 år 11 måneder siden

Hej brevkasse.

Jeg er en pige på 16 år, som går i 1.g på gymnasiet. Dog er jeg stresset, træt af det hele, og har generelt bare ikke lyst til at gå der mere. Der er nogle fag hvor jeg halter lidt efter det, og kunne godt tænke mig en frisk start. Jeg har heller ikke rigtigt lyst til at bo derhjemme, da jeg aldrig har kunne enes med min far, som jeg har daglige diskussioner med. Jeg går bare og venter på den dag jeg kan flytte hjemmefra, og slippe væk fra det hele. Jeg ser ikke min mor.

Jeg kunne godt tænke mig at flytte hjem til min veninde i København, og så gå på en produktionsskole skoleåret ud. Derefter tage tilbage til min far, og starte forfra på min gymnasieudannelse. 

På grund af min unge alder, tænker jeg at det ikke haster for mig at færdiggøre min gymnasietid allerede. Det vil også være en lettelse at kunne få startet forfra, og få genopfrisket første halvårs pensum.

Men er det muligt for mig, og vil det være en god idé?

Svar: 

Hej med dig

Jeg tror mange kan genkende det her med at være kørt "død" i enten uddannelsen eller jobbet, og ønske enten starte på noget helt nyt eller starte forfra. 
Uden at kende dig, din situation, og dine ønsker for fremtiden synes jeg det er meget svært at sige om det er en god idé for dig at droppe ud. Men jeg deler meget gerne mine tanker. 

Nogle gange finder man bare ud af at man har valgt forkert, ikke er klar, eller at man bare er et sted i livet, hvor det er nødvendigt at lave nogle ændringer for at få tingene til at hænge sammen. Og så kan det helt sikkert være en mulighed at droppe ud. Der kunne selvfølgelig også være andre muligheder, som også er vigtigt at have fokus på. 

Som det første tænker jeg du skal prøve at snakke med studievejlederen på dit gymnasium. Eller en lærer du har det godt med. Fortæl hvordan du har det med studiet lige nu, og om dine overvejelser. Jeg kan garantere dig at de har mødt 100-vis af unge med lignende overvejelser, så det kan sagtens være de kan give dig nogle andre vinkler på din situation, som du ikke lige havde tænkt over. Måske kan det lade sig gøre at lave nogle justeringer i hverdagen der gør det mere overskueligt, og mindre stresset?
Du kan også prøve at henvende dig til e-vejledningen, som du både kan chatte med og ringe til helt anonymt, og høre mere om dine muligheder. Særligt de mere faktuelle ting om, hvordan og hvornår du kan få lov til at starte op igen, hvis du skulle vælge at stoppe nu. 

Du siger at du ikke har det specielt godt sammen med dig far, og at du bare går og venter på at kunne flytte hjemmefra. Jeg tænker at det nok også har en stor indflydelse på dit stress-niveau og den energi du føler du har til skolearbejdet. 

Har du snakket med din far om jeres forhold? Det kan jeg godt se er svært, hvis I allerede nu diskuterer hver dag. Men måske kunne det hjælpe at skrive et brev til din far, om hvad du kunne tænke dig af jeres forhold. Hvad du kunne forestille dig ville gøre det okay at bo derhjemme? Måske kunne jeres forhold blive bedre hvis han bedre forstod hvordan du har det. Hvis man diskuterer meget eller måske ligefrem skændes, er det sjældent at man faktisk lytter til hinanden. Måske kunne det være godt for din far, hvis han fik mulighed for at kigge "bagved diskussionerne". Hvad med at skrive et brev til ham, hvor du beskriver de her ting. Hvordan du har det og hvad du ønsker. Fordelen ved et brev er at man har god ro til at få alle sine tanker med, og den der modtager har god tid til at læse og "lytte".

Du nævner det her med at bo hos din veninde. Det er også en mulighed. Det kræver din fars tilladelse, så længe du er under 18 år. Så igen tænker jeg det handler om at komme i dialog med din far om hvad der skal ske.

Som du kan se kommer jeg ikke sådan lige med nogle hurtige løsninger. Jeg tænker det vigtigtste du kan gøre er at få snakket godt og grundigt med de mennesker du har omkring dig, så I sammen kan finde frem til de bedste løsninger for dig, så du føler dig bedre tilpas i din hverdag.

Mange hilsner
Niels-Christian 

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program