Fravalgt og glemt

brevkassespørgsmål

Fravalgt og glemt

brevkassespørgsmål af
Emilie
17 år
Oprettet 2 år 11 måneder siden

Halløj. Jeg skriver herind, fordi min kæreste som er på efterskole, for 4 uger siden slog op med mig. Jeg er sønderknust, og jeg kan slet ikke komme over ham. Vi havde det utroligt godt, og jeg havde virkelig slet ikke set det komme, at han slog op. Han havde samme uge inden weekenden, hvor han slog op, skrevet hvor meget han elskede mig, hvor meget han glædede sig til at komme hjem, og at han ikke havde det specielt godt på efterskolen, og at han var “outsider”. Men da weekenden kom spurgte han mig, om jeg var hjemme. Jeg blev vildt glad, fordi jeg troede han kom hjem for at “overraske” mig hvilket han havde gjort før, men da jeg så skrev at jeg var på vej hjem til ham, svarede han ikke. Jeg undrede mig lidt, og ringede ham op. Da han tog den lød han meget nedtrykt, men jeg havde aldrig tænkt, at det kunne være derfor. Jeg spurgte derfor om der var noget galt, hvorefter han så svarede “nej.. eller jo, men jeg vil gerne lige mødes med dig..” Og dér vidste jeg hvad der skulle ske. Jeg blev døsig, svedig, tør i halsen og skulle kaste op. Jeg kunne ikke græde, jeg var bare i chok. Jeg lagde på, og styrtede op mod hans hus. Da jeg så ham fløj jeg bare i armene på ham, og først der kom tårerne. Han var selv meget ked af det, og han fortalte mig gang på gang, at det ikke var min skyld, men at han bare ikke kunne “rumme” efterskolen og mig. Jeg tiggede og bad om at han ville ændre sin beslutning, men han var helt sikker. Vi nåede at snakke i et par timer, men han ville meget gerne hjem, og tilsidst fik han mig revet af og gik. Jeg sad derefter tilbage i alle minderne, med hans tøj som jeg havde fået lov til at beholde, og som et kæmpe spørgsmålstegn. Det gav simpelthen ikke mening, at han bare pludselig havde taget den beslutning. Vi havde det jo så godt, og han havde jo vist al form for lyst til mig. Jeg tænkte, tænkte og tænkte. Jeg skrev også til ham, men han ignorerede mine beskeder. Tilsidst kunne jeg ikke holde det ud mere, jeg blev simpelthen nød til at snakke med ham, og få svar på alt det jeg ikke selv kunne finde svar på eller finde mening i. Jeg spurgte om vi ikke kunne mødes, men han havde ikke tid sagde han, selvom jeg udemærket godt vidste, at det var fordi han ikke gad mig. Jeg skrev så, at jeg virkelig havde brug for det, og at jeg nok skulle lade ham være efter det, hvorefter vi mødtes. Jeg spurgte ham om, hvorfor han slog op så pludseligt, når han samme uge havde skrevet alle de søde beskeder til mig, og så svarede han, at det var fordi han “troede” han savnede mig, og at han bare gerne ville være 100% på efterskolen. Det gjorde utroligt ondt, men jeg bed smerten i mig, og snakkede videre. Han havde ugen inden været til fest, hvor han havde kysset med en pige fra hans efterskole, hvilket jeg blev utroligt såret over, men jeg troede bare det var en “rebound.” Alligevel spurgte jeg ham, om det havde noget med hende at gøre og grinte, men da jeg så kiggede på ham, svarede han: “ja, vi har nok lidt”. Jeg kan ikke beskrive følelsen, men jeg gik bare fuldstændig i chok. Jeg troede slet ikke det kunne være dét. Jeg var blevet fraprioteret for en eller anden pige fra hans efterskole, -hende han kyssede med til festen lige efter bruddet. De weekender han var hjemme var kun for at dække hans seksuelle behov, og ellers var jeg intet for ham. Han sagde han allerede var kommet over mig, og at det jo selfølgelig var nemt når man er et helt andet sted som på en efterskole, og at man ikke selv er herre over ens følelser. Jeg var mundlam. Jeg var ikke vred, men jeg følte mig bare så ligegyldig, misbrugt og værdiløs. Han siger at han ikke er ligeglad med mig, og at han virkelig har nydt vores tid sammen, men jeg kan ikke få det til at give mening, når han samtidig kan finde en anden? Vi havde det virkelig godt sammen, det er jeg 100% sikker på, og derfor piner det mig, at jeg er blevet fravalgt for en som tydeligvis er bedre end mig. Han har sammenlignet hende og jeg, og derefter fundet frem til hende. Brugt mig i de weekender han har været hjemme, og egentlig også de 2 år vi har været sammen, siden han kan smide mig væk så hurtigt, og hoppe på en ny. Det er så hårdt altsammen. At jeg er den eneste der lider og savner, den eneste der sidder tilbage med alle minderne, mens han fjanter rundt i en helt anden verden, med en helt anden pige. Jeg spurgte ham, om de havde tænkt sig at komme sammen, hvorefter han svarede at det vidste han ikke, og at hun jo også boede på Falster, altså langt væk fra ham.. Jeg lider samtidig af depression, og har derfor endnu sværere ved at komme videre. Jeg kan på ingen måder komme op om morgenen, jeg spiser ingenting, jeg kan slet ikke koncentrerer mig i skolen, hvilket er noget rigtig møg, da vi har en hel masse prøver netop nu. Jeg har konstant hovedpine, trykken i nakke og hoved, kvalme og søvnmangel. Jeg kan ikke undgå at stalke ham, hans efterskole og hans nye flirt på de sociale medier, og jeg kan slet ikke se, hvornår dagen nogensinde skulle komme, hvor jeg lader vær’ med at undersøge hvad han, hende og skolen har lagt op. Jeg kan ikke slette ham nogen steder, og har virkelig ikke lyst til at give slip på noget. Jeg prøver at være så meget sammen med mine veninder, venner og ikke mindst min dejlige mor, men ligeså snart jeg er alene igen, så vælter min verden sammen. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan han kan komme så hurtigt over mig. Jeg tænker hele tiden på de ting vi har oplevet sammen, og alle de ting kun vi havde sammen, og det er bare noget jeg ikke kan lade vær’ med. For ham er jeg bare en hvilken som helst pige, og han er kommet videre. Ja, der sker meget på en efterskole, men hvordan i al verden kan man bare give slip på 2 år, hvor man har været sammen udelukkende hver dag, og har oplevet tusind forskellige ting sammen? Jeg havde virkelig ønsket han kom hjem i en weekend, og at det så ville gå op for ham, hvor meget han savner mig, og hvor lidt han har, når han ikke er på efterskolen, men han har ikke virket til overhovedet at fortryde noget som helst.. Jeg ved ikke, hvad det egentlig er jeg vil have svar på, men jeg har bare virkelig brug for at høre en mening om det hele. Jeg er så forvirret, og kan slet ikke komme ud af det her sorte hul. Mvh. Emilie

Svar: 

Kæreste Emilie

Jeg blev rigtig rørt over det, du skriver, for du har i din besked beskrevet alle de hårde, overvældende, verdensvæltende følelser og tanker, som fylder alt, når man går igennem et brud med kærligheden. Det er så ufatteligt svært at kæmpe sig ud af det hul, du beskriver, og det tager lang tid. Det tager lang tid at være okay igen. Og det giver jo mening, for ens verden er væltet. Den ene person, man gav alting til, ens tillid, ens kærlighed, ens hjerte, har smidt det hele på gulvet foran en og vendt en ryggen. Og så ligger man der og prøver at samle det hele igen, at fikse hjertet og tilliden, at blive et helt menneske igen. For hvem er man egentlig, når den person er væk? Hvem er man, når ens hjerte pludselig er tomt? Man går rundt med et hult indre, der er tomt, der er koldt, man synker længere og længere ned i ligegyldigheden. Og man holder sig travl, i håbet om at glemme. Men lige så snart man er alene, så larmer det sådan. Tankerne flyver, det gør ondt i hullet, der hvor hjertet skulle være, og man fatter ikke, man fatter virkelig ikke, hvad det er, der sker. Hvorfor sker det? Hvor er han? Man vender det hele rundt, vender og drejer det, forsøger at forstå. Forstå HVORFOR. Hvorfor den ene person gjorde som han gjorde. Hvordan kunne han gøre det. Den eneste grund, man igen og igen finder frem til, er at man må have været ligegyldig for ham. Man kan da ikke have betydet noget for ham, hvis han kan gøre sådan? Og man kommer frem til, at man er alene. Det er så overvældende, for man plejede jo at være en del af noget. Man føler sig kasseret, man føler sig valgt fra, man føler sig forkert. For hvorfor skulle han ellers være gået?

Det tager lang tid. Det tager så lang tid at være okay igen. Men lige pludselig så er man det. lige pludselig er man på den anden side. Lige pludselig er man klar igen, og så forelsker man sig på ny. 

Men kæreste Emilie. Du er IKKE ligegyldig, og du VAR ikke ligegyldig for ham. Kærlighed er svært. Kærlighed er ekstremt smertefuldt. Jeg vil gerne sidde og fylde dig med klicheer og sige, at du lærer noget af det her, men det hjælper dig nok ikke spor. Der hvor du er lige nu, synes der ikke at være en fremtid uden smerte. Men jeg lover dig, at du kommer ovenpå igen. Og selvom det nok ikke er det her, du har lyst til at høre lige nu, så lover jeg dig, at du forelsker dig i en ny en dag, en som bliver ved din side og ser, hvor heldig han er. Jeg kunne sige en masse om din eks-kæreste og måden han gjorde det forbi på, men jeg er ikke sikker på, om det hjælper dig i sidste ende. Det er helt forståeligt, at du har det som du har det, at du tænker som du gør. Når ens kæreste går fra en er det den ultimative afvisning. Det er helt naturligt at føle sig kasseret. Man har givet alt og åbnet sig selv helt for denne person. Det er en kæmpe tillidserklæring og et brud på denne medfører sorg. Det er svært at give slip. Det er svært ikke at ønske, at han ville komme tilbage. Man må forsøge at give slip. Lige så stille. Det er svært. Og det er især svært, når det virker som om den anden er ligeglad. Det er altid lettere at give slip gradvist, og det giver han dig ikke rigtig mulighed for lyder det til, fordi du ligesom er efterladt. Så kommer det til at tage længere tid. Det er okay at bruge lang tid i det stadie, hvor det hele bare er forvirrende og gør ondt. Selvom du ikke lægger mærke til det, så kommer du for hver dag tættere på at give slip nok til at få det bedre. Det skal nok ske, det lover jeg dig. 

Dine tanker og håb om, at det går op for ham, hvad han har mistet, kan jeg sagtens forstå. Jeg tror, de fleste i tiden efter et brud, går og ønsker at han dog ville få øjnene op, at han ville savne. Selvom det kan være svært at tro på, når man står midt i brudet, så skal du huske, at hvis IKKE han savner dig og hvis ikke han kommer tilbage, så fortjener han dig ikke. Du fortjener kærlighed og lykke, og det er ikke sikkert, han kan give dig det. Hvis han kan vende dig ryggen på den måde, så fortjener han dig ikke. Du fortjener en, der er der for dig, en du kan stole på er der for dig altid. Og det lover jeg dig, at du nok skal finde. Også selvom det måske ikke er ham, du tænker på lige nu. 

Det hele skal nok gå. 

Jeg håber, du kan bruge mit svar, selvom det egentlig ikke var så meget svar. Du er altid velkommen til at besøge vores 1-1 chat, hvis du får brug for at snakke og lette hjertet, der er plads til alt, stort som småt. 

Sophie

SophieBs billede
Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program