Fravær i 9. klasse

brevkassespørgsmål

Fravær i 9. klasse

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 5 år 11 måneder siden

Hej. Jeg skriver fordi jeg går i 9. klasse lige nu. I starten af året var det helt fint uden problemer. Men så blev jeg uvenner med en af mine bedste veninder. Jeg klare mig så da jeg havde min anden bedste veninde. Men nu har hun på en måde droppet mig. Da der er folk der ikke bryder sig om mig, føler hun at det trækker hende ned ved at være sammen med mig, så hun vil gerne have en “pause”. Jeg har nu ikke været i skole 1 måned(juleferien er med) da jeg ikkw har det særlig godt med det. Hun var en af de eneste jeg sådan plejde at være sammen med ovre i skolen. jeg kan godt snakke med nogle af de andre men ja. Jeg får en lidt dårlig følelse inden i når jeg tænker på at skulle tilbage til skolen igen, og bliver faktisk også ret ked af det. Ved bare ikke helt hvad jeg skal gøre for at det vil blive nemmere fpr mig at skulle komme i skole. Der er en anden pige i skolen jeg snakker godt med, men det er tit hvor hun ikke er i skole.

Svar: 

Kære du,

Tak for dit brev! Jeg kan godt forstå, at du synes det er svært at skulle vende tilbage til skolen, når du har været væk i over en måned. Men hvor er det dejligt at høre, at du gerne vil det.

Når man er blevet uvenner med sin ene veninde, valgt fra af sin anden veninde og ens tredje veninde ikke er i skole særlig tit, kan det føles meget ensomt at gå i skole. Derfor kan jeg også godt forstå, at du har valgt skolen fra i en periode - netop fordi der, rent socialt, ikke har været noget rart at komme efter.

Men som du også selv antyder, så er det vigtigt at passe sin skole. Derfor er det dejligt at høre, at du gerne vil tilbage til skolen. Og det er virkelig stærkt af dig, og sejt gået, at du er så motiveret og stålsat på at vende tilbage. Især når du bliver ked af det, og har en dårlig følelse indeni, når du tænker på at skulle tilbage. Jeg kan godt forstå, at du er betænkelig ved at skulle tilbage, når du har været væk så længe. For hvordan mon de andre vil tage imod dig?

Måske kan det hjælpe, hvis du prøver at tage kontakt til nogen af dem i klassen, som du godt kan snakke med, inden du vender tilbage. Hvis du har lyst til det, kan du fortælle dem om hvorfor du har været væk, og hvad det er der gør, at du er ved at være klar til at vende tilbage. Det kan være rart at tale med nogen på forhånd, så der er nogen, der ved, at du kommer tilbage og ved hvad det er du har været igennem. Og ved at snakke med nogen på forhånd, så kan du også sikre dig, at der er nogen af dem du taler med, som er i skole den dag du vender tilbage.

Det kan måske også være en hjælp at snakke med din lærer inden du vender tilbage. Din lærer kan hjælpe dig med at tale med klassen om, at du har været væk, men er klar til at vende tilbage nu. Hvis det giver mening, kan du måske også tale med din lærer om, hvorfor du har været væk og hvilke tanker du gør dig om at vende tilbage. Uanset hvor meget eller lidt du fortæller din lærer, kan han/hun hjælpe dig med, at få fortalt præcis dén mængde information om hvorfor du har været væk til klassen, som du gerne vil have at de skal vide. Ved selv, med din lærers hjælp, at fortælle om, hvorfor du har været væk og hvordan det er at vende tilbage, er du i kontrol over, hvad dine klassekammerater ved, og kan samtidig mindske risikoen for, at de digter deres egne historier om, hvorfor du har været væk.

Det er virkelig sejt af dig, at du er så motiveret for at vende tilbage til skolen. Jeg håber mit svar kan gøre det lidt lettere for dit at vende tilbage.

Held og lykke!

Varme hilsner,

Stine

StineHs billede
Stine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program