Forvirret over følelser

brevkassespørgsmål

Forvirret over følelser

Hej, Jeg er en pige på 24 år, som er meget forvirret over mine følelser og hvad jeg skal gøre. Det er sådan at jeg for 1/2 års tid siden begyndte at spille i et band med nogle drenge på min alder. Efter en måned begyndte jeg at tænke mere og mere på en af dem, kald os kalde ham F. Vi øver sådan en gang om ugen - nogle gange flere - og jeg glæder mig altid meget til at se ham og kan da næsten savne ham imellem de her aftaler. Det her crush eller hvad jeg skal kalde det har altså stået på i 5 måneders tid. Der er ikke rigtigt sket noget mellem os udover at vi har ret intens øjenkontakt og det tolker jeg selv som et subtilt tegn, men jeg er simpelthen så usikker på det af to årsager. Den ene er at jeg er usikker på, om det hele er noget jeg selv har fundet på i mit hoved (da jeg har en historik med ikke at stole på min egen intuition og være meget usikker på andres signaler). Det andet er, at han er ret introvert og har social angst. Og det er her jeg synes det er rigtigt svært. I starten vidste jeg ikke at han havde social angst, så jeg tænkte blot at han var meget introvert og nok bare nød introverte aktiviteter som fx at skrive musik - hvilket virkelig fascinerede mig. Men efter jeg fik at vide af en hans venner, at han har kæmpet og kæmper med social angst, blev jeg selv rigtig trigget (han fortalte mig det selv et par uger efter henkastet i en samtale, så han har også selv sagt det). Jeg er vokset op med en far med bipolar lidelse (altså psykisk sygdom), og har selv kæmpet meget med angst, især da jeg var 12-22 år. Har dog gået rigtig meget i terapi og er blevet (og bliver stadig) klogere på mig selv og den angst jeg oplever. Efter jeg fik det af vide er jeg nærmest begyndt at være hyperopmærksom på hans adfærd og følelser og kan da godt se, at han virker usikker eller lidt "malplaceret" i nogle situationer. Og det trigger mig en del, da jeg selv var 12-15 år, var meget ensom og usikker socialt og netop følte mig malplaceret, akavet og forkert i sociale situationer. Så jeg har rigtigt svært ved at håndtere det, da jeg selv får så stærke følelser omkring det og får så stærk en bekymring/medlidenhed for ham, som jeg næsten ikke kan rumme. Det er ligesom at se i et spejl for den periode. Jeg overtænker det og har nogle forestillinger om hvordan han har det, som jeg faktisk ikke aner noget som helst om. Jeg bunder nok de forestillinger i mine egne oplevelser med psykisk sygdom og gerne de allersværste af dem, fx forestiller jeg mig om han nu sidder derhjemme og er ekstremt ensom og ikke har lyst til at leve etc. Jeg overtænker små ting egentlig. Jeg har også enormt meget lyst til at tage mig af ham - og det stammer nok fra min opvækst med en far med psykisk sygdom - fx når folk siger noget lidt udstillende om ham tager jeg ham i forsvar, jeg kan næsten ikke rumme at han skal blive trigget. Ret komplekse og modstridende følelser, som forvirrer mig. Fordi jeg selv er vokset op med psykisk sygdom (og desværre forældre der ikke rigtigt kunne håndtere det og dermed en ret dysfunktionel opvækst) og selv gik ned med stress og voldsom angst for 2 år siden, har jeg siden også lavet nogle forestillinger om, hvordan det ville være godt en potentiel kæreste skulle være. Fx at han skal være mere psykisk stabil, have det nemt social, være en "klippe" for mig osv., fordi jeg er så bange for at gå ned igen eller ende med en person, som jeg skal tage mig af på samme måde som jeg skulle med min far i min barndom. Dog ved jeg jo godt, at alle har deres udfordringer og naturligvis vil jeg gøre plads til det (don't get me wrong). Så er det jo utrolig svært, at jeg har de her blandede følelser for ham. Både at jeg har lyst til at være sammen med ham og jeg virkelig nyder det, at jeg virkelig føler han er en interessant person med en dybde, jeg sjældent oplever med andre mennesker. Jeg er meget nysgerrig på ham og har lyst til at vide alt om ham, og når jeg kigger ham i øjenene glemmer jeg hvad jeg skal sige og jeg synes bare han er sød. Men fordi han er introvert, bliver jeg også meget usikker på mig selv, fordi jeg ikke aner om han har det på samme måde. Samtidigt fylder angstfølelser (om de så er rationelle eller ej) en del, også når jeg tænker på at vi hypotetisk skulle finde sammen (af de grunde nævnt ovenfor). Og alt det her ved han overhovedet ikke. Vi har aldrig snakket om det. Svær situation at være i, fordi jeg ikke kan finde rundt i alle de her følelser (og sortere i og håndtere dem) og fordi jeg alligevel ser ham en eller flere gange om ugen og jo virkelig nyder at være i hans selskab og føler mig tiltrukket af ham og har lyst til at være sammen med ham. Jeg har skrevet til brevkassen fordi jeg tror det er godt at få ud og fordi jeg håber på at kunne sortere lidt mere i fortid, nutid og fremtidens følelser og måske blive klogere på, hvad jeg kan gøre i denne situation. Det skal siges at jeg stadig går til psykolog og dermed stadig arbejder med mig selv og fortiden, dog er dette dilemma ikke noget jeg har nævnt for psykologen. Mange hilsner herfra

Svar:

Kære søde du.

Hvor er det godt og stærkt, at du har skrevet til vores brevkasse for at dele dine følelser og tanker, jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe og forstå dig.

Ud fra hvad jeg læser, lyder det som om, du gennemgår en meget kompleks og forvirrende følelsesmæssig oplevelse i forhold til denne fyr, som du spiller i et band med. Det er helt normalt at have følelser og usikkerheder i forhold til romantiske interesser, især når der er så mange faktorer involveret som din egen fortid, dine egne udfordringer med angst og din bekymring for hans sociale angst og introverte personlighed.

For at give dig den bedst mulige rådgivning samt gøre mit svar en smule mere overskueligt vil jeg lave en liste med et par små råd du evt kan overveje at for at hjælpe dig med at håndtere denne situation:

1. Selvrefleksion: For det første er det er vigtigt at tage tid til at reflektere over dine følelser og tanker. Prøv at forstå, hvorfor du føler, som du gør, og hvad der udløser dine bekymringer og overvejelser. Du nævner bl.a. at din far var bipolar, som du måtte tage dig af, og du nævner at du frygter cirklen måske kunne gentage sig, hvis dig og fyren fandt sammen. Det er helt forståeligt, at du tænker sådan. Samtidig vil jeg alligevel gøre opmærksom på at social angst ikke behøver at være så skræmmende som det måske kan lyde. Som jeg læser dit brev lyder det til fyren er moderat til svært ramt, men social angst kan ofte, og med denne rette hjælp og værktøjer, blive mindre dominerende. Så hvis det er der det trykker mest for dig kan du tage det med i dine overvejelser. For når jeg læser det lyder det til du intenst frygter at skulle blive ”babysitter” igen.

2. Kommunikation: God og ærlig kommunikation er næsten altid nøglen. Overvej at åbne op for en ærlig kommunikation med fyren. Du kan starte med at sige, at du gerne vil tale om noget personligt og så forsigtigt dele nogle af de tanker og følelser, du har. Det kan hjælpe dig med at få en bedre forståelse for hans følelser og tanker også.

Hvis du syntes det er for grænseoverskridende at snakke med ham rent fysisk, så er det også helt fint at tage den over beskeder fx, folk er typisk også lidt mere villige til at være åbne via beskeder. Det kan nemlig føles mere trygt og mindre konfrontatorisk at kommunikere sammen på skrift, også kan man også have bedre tid til at tænke over hvad man vil sige tilbage uden at skulle stresse for meget over det.

3. Respekter hans grænser: Hvis han har moderat-svær social angst, er det vigtigt at respektere hans grænser og ikke presse ham til at dele mere, end han er komfortabel med. Vær tålmodig og forstående. Hvis han får den nødvendige tid vil han måske lidt efter lidt åbne sig op overfor dig.

4. Fortsæt med at arbejde med dig selv: Det er godt, at du stadig går til psykolog, og det er vigtigt at fortsætte med at arbejde på at forstå dine egne følelser og håndtere din egen angst. Jo bedre du forstår dig selv, desto lettere vil det være at håndtere komplekse følelsesmæssige situationer som denne. Det kan også være du skulle tage dette dilemma op med din psykolog, eftersom du nævner i ikke har haft den snak endnu. Din psykolog har helt sikkert også nogen gode værktøjer du kan gøre brug af.

5. Vær tålmodig: Romantiske følelser kan udvikle sig over tid, så det er muligt, at din situation ændrer sig med tiden. Det er vigtigt at være tålmodig og ikke stresse for meget over det i øjeblikket. Hvis I begynder at tilbringe mere tid sammen, finder du måske senere ud af, at han også har det på samme måde. At i har stærk øjenkontakt kan være et tegn på han har følelser for dig, men det er stadig svært at sige præcis når vi snakker om kropssprog.

6. Prøv at blive venner først: I stedet for at tænke på denne situation som en potentiel romantisk relation, kan du i første omgang prøve at fokusere på at bygge et solidt venskab med fyren. Det kan hjælpe med at mindske presset og skabe en mere afslappet atmosfære, og så finder du måske lettere ud af om I virkelig har den rette kemi. Lige nu har du måske et idealistisk billede af hvordan han er eller måske ikke er, så det er derfor vigtigt at forsøge at have realistiske forventninger.

Husk, at det er normalt at have komplekse og forvirre de følelser, især når der er så mange faktorer involveret. Det er vigtigt at tage det stille og roligt og trin for trin. Husk at tage vare på dig selv og din egen mentale sundhed imens. Hvis du føler, at dine følelser begynder at påvirke dig negativt, kan det være en god ide at snakke om situationen med din psykolog. Psykologen kan give dig yderligere vejledning, værktøjer og støtte.

Håber mit skriv kunne hjælpe dig lidt, og jeg vil ønske dig al held og lykke med fyren.

Venlig hilsen Kylie.