Forvirret og såret

brevkassespørgsmål

Forvirret og såret

brevkassespørgsmål af
Victoria
15 år
Oprettet 5 år 2 måneder siden

Hejsa brevkasse. Lige her i tiden er jeg virkelig forvirret. Siden sidste sommer har jeg haft noget med denne her fyr, lad os bare kalde ham Markus. I de seneste måneder har det været mere alvorligt.  Vi bor i samme by, dog går vi ikke på samme skole. Vi har bare ikke kunnet få det til at fungere. Vi har slet ikke set hinanden, det var altid mig der tog initiativ. 

 

På et tidpunkt hvor han var til en fest drak han så stiv at han gik og snavede med flere piger, og endda havde sex med en af dem. Da det skete blev han ved med at skrive til mig men jeg gad ikke at svare ham. Efter noget tid tilgav jeg ham så, og jeg ved virkelig ikke hvorfor. Efter det har jeg gjort det forbi, selvom jeg ikke rigtig havde lyst. Jeg har slettet ham på alle sociale medier. Men jeg tænker stadig på ham hver dag, selvom det er 2 måneder siden.  

 

Jeg ved faktisk at der er nogle andre drenge der er interesserede i mig, og de er også rigtig søde, men jeg er bange for at de bare bliver såkaldte rebounds....

Igennem den tid jeg var sammen med Markus var mine følelser for ham så forvirrende. Det ene minut kunne jeg ikke fordrage ham, og det næste havde jeg lyst til at kysse ham. Han tændte mig på måder jeg ikke anede fandtes, som jeg er bange for ikke at opleve igen. Han fik mig til at grine, græde, råbe og skrige, men allermest fik han mig til at leve, og jeg har fundet ud af at jeg virkelig elsker ham, og hvordan kan man elske en, der har behandlet en som en sæk kartofler?

 

Mit spørgsmål til jer, er hvordan jeg kommer videre herfra?

 

 

 

Svar: 

Hej Victoria

Kærlighed kan være svært. Den kan både få én til at føle sig levende og opleve en masse følelser, som man ikke har følt før. Men den kan også være sårende og gøre os forvirrede og kede af det. Det kan være svært at forstå, hvordan man kan have følelser for en fyr, som behandler én dårligt. 

Når jeg læser dig brev, så får jeg fornemmelsen af, at du har oplevet noget helt fantastisk, som du på den ene side ikke har lyst til at give slip på, men som på den anden side også gør dig ondt. Du skriver også, at du er bange for, at du ikke kommer til at føle det samme igen. Jeg tænker, at det er nogle helt normale følelser og tanker, som du oplever lige for tiden. Men med størst sandsynlighed kommer du til at opleve det samme igen, måske endda på en bedre måde, og hvor fyren behandler dig på en god måde.

At du har gjort det forbi med ham, viser også, at du kender dine grænser. Du står op for dig selv og fortæller ham, at han ikke kan behandle dig på den måde. Det er rigtig vigtigt, at du kan sige fra på den måde. Og det er ikke ensbetydende med, at du stopper med at tænke på ham, men det kommer med tiden. Måske har du brug for tid for dig selv i en periode, hvor du bruger din energi på andre ting end kærlighed og fyre. Måske har du brug for at give dig selv rum til at opleve andet. Det kan nogle gange give dig nyt perspektiv på tingene. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar.

Venlig hilsen

Lucia

Luchias billede
Lucia fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program