Forvirret

brevkassespørgsmål

Forvirret

brevkassespørgsmål af
Caroline
14 år
Oprettet 5 år 5 måneder siden

Hej Brevkasse

Jeg er en pige på 14 år som i lang tid har haft det rigtig dårligt og været forvirret oppe i mit hoved. Jeg håber virkelig i kan hjælpe mig!

Der er den her dreng som jeg virkelig godt kan lide. Han er et år ældre end mig og derfor har jeg også haft det ret svært ved at snakke med andre om hvad jeg føler når han er ældre. Vi har 2 gange før været kærester, men ikke seriøst bare sådan som man nu var i de mindre klasser. Vi går ikke på samme skole, men vores familier snakker meget sammen og de har også altid set os som det perfekte par ud i fremtiden. 

Vi har altid snappet sammen og vi har inde for nogle uger - måske en måned snakket mere og mere sammen på snapchat. Det gik dog for alvor op for mig at jeg er begyndt at få følelser for ham da jeg fandt ud af han snakkede/snakker rigtig meget sammen med en af mine gode veninder som også er 15 som jeg både spiller håndbold og går på samme skole som. Hende og jeg har altid fortalt hinanden når vi var kede af det, men her på det sidste har jeg hverken svaret hende eller snakket til hende - hvilket er ret svært når vi spiller håndbold sammen. 

For 2 uger siden ca besluttede jeg mig for at glemme hende og bare leve livet videre uden hende. Hun har opsøgt mig flere gange og jeg har bare fortalt hende jeg havde tralvt. Jeg ved ikke om jeg har taklet situationen med hende rigtigt eller om i har noget andet i synes jeg skal gøre i stedet for? 

Før alt det her med pigen havde jeg et rigtig tæt og godt bånd til min flamme og vi kunne fortælle hinanden alt. Jeg var faktisk begyndt at tro han kunne lide mig og tror stadig han kunne lide mig inden pigen ødelagde alt mellem os. Da alt så blev vendt på hovedet mistede vi alt. Vi kan næsten ikke engang fortælle hinanden noget. Jeg græder stadig om aften og kan ikke forstå hvordan det så hurtigt kunne ændre sig på denne her måde. Jeg er begyndt at tro han ikke engang gider snakke med mig mere da han tit bare er begyndt at åbne mine snaps og ikke svare hvilket han aldrig før har gjort. 

Vores familier tror stadig vi er kærester som de i lang tid har troet. 

Jeg havde glemt alt om pigen som han også havde noget med indtil hun skriver til mig en dag: "Hej... Jeg er ked af det men jeg har fået følelser for... og jeg forstår godt du ikke gider mig, men jeg er nødt til at sige til dig jeg kan lide ham og vi skal være sammen i morgen......" 

Jeg græd hele den dag og næste dag var det værdste i mit liv. 

Jeg gik/går hele tiden med den følelse af at han meget bedre kan lide hende end mig.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre længere. jeg har utrolig svært ved at droppe drenge bare sådan lige og specielt ikke ham. Håber i kan fortælle mig hvad i synes jeg skal gøre med hensyn til det han har gang i med hende og om i synes jeg bare skal fortælle ham hvordan jeg har det og at jeg savner at skrive med ham?

(håber ikke det er alt for forvirrende det jeg har skrevet!)

Knus...

 

 

Svar: 

Kære Caroline,

Det lyder som en svær situation du står i. Jeg kan godt forstå du er forvirret.

Når man har skrevet meget med en fyr, så meget, at man er blevet forelsket, kan det være hjerteknusende at opdage, at han også skriver med andre piger. Og det bliver ikke mindre smertefuldt når det så viser sig, at en af de piger er ens gode veninde. For hvad gør man så? Og hvordan tackler man situationen bedst muligt?

Din veninde

Lad os fokusere på din veninde først. Du skriver, at før alt det her var I meget tætte, men nu hvor du har fundet ud af, at din veninde og dit crush skriver sammen, taler du ikke længere til hende, og har altid undskyldninger, hvis hun opsøger dig. jeg kan godt forstå dit behov for at vende hende ryggen. For når hun begynder at skrive med den dreng du godt kan lide, og ovenikøbet også skal ses med ham, så kan det føles som om, hun forråder din tillid og jeres venskab. Og som om hun ikke respekterer dig og det du og drengen havde.

Ud fra det du skriver kan jeg ikke læse mig til, om din veninde vidste, at du var vild med drengen, da hun begyndte at skrive med ham. Hvis hun ikke var klar over det tænker jeg, at det er en ærlig fejl. Hvis hun har tolket, at du og drengen er venner, men ikke mere end det, har hun sikkert tænkt, at det var harmløst at skrive med ham, fordi hun har tænkt, at der ikke var nogen følelser i klemme.

Hvis hun har vidst, at du var vild med ham, så er det ikke så pænt gjort af hende at begynde at skrive med ham. Dog kan det være, at det er startet som bare venskabeligt skriveri (som det også gjorde for dig og ham), men har udviklet sig til noget andet og mere følelsesladet. Det kan også være, at det slet ikke var hende, der startede med at skrive, men derimod ham, der tog initiativ til kontakt.

Der kan være rigtig mange forklaringer på, hvordan de to er kommet til at skrive sammen, og hvilke intentioner din veninde (og drengen) har haft. Alt det jeg skriver her, er mine bud på, hvad der kan være foregået. Måske er en af de scenarier jeg har beskrevet det korrekte. Og måske er det noget helt andet, end det jeg har skrevet her, som er på spil.

Jeg tror det er vigtigt, at du tager en snak med din veninde om, hvordan du har det, og hvad det var, der skete. Jeg kan godt forstå, hvis din veninde er den sidste person du har lyst til at tale med lige nu. Men samtidig har hun vist, at hun stadig gerne vil dig, og viser også, at hun er ærlig over for dig, når hun skriver, at de skal ses. Det fortæller mig, at hun rigtig gerne vil genoptage og fortsætte jeres venskab, selvom der lige nu er kommet en dreng på tværs. 

Jeg tror det vil være rigtig godt for jer begge at få snakket tingene igennem. Så kan det godt være I finder ud af, at I ikke længere kan være veninder. Det kan også være I finder ud af, at I har brug for en pause fra hinanden, men gerne vil genoptage venskabet på sigt. Det kan også være I finder ud af, at I gerne vil fortsætte venskabet her og nu. Uanset hvad løsningen bliver, er det vigtigt at I tager snakken. Ellers vil det blive ved med at fylde for jer begge på en negativ måde.

Drengen

I slutningen af dit brev spørger du til hvad du skal gøre i forhold til drengen og det han har gang i, og om du skal fortælle ham hvordan du har det. Jeg tror det er vigtigt, at du fortæller ham hvordan du har det. Fortæl ham, at du har følelser for ham, og at du savner at skrive med ham. Fortæl ham, at du blev såret, da du fandt ud af, at han også skrev med din veninde, fordi du troede at det I havde, var noget særligt. Og fortæl ham hvordan du godt kunne tænke dig, at jeres relation skal være fremover. Hvis ikke du fortæller ham hvad der sker i dig, hvordan du har det, og hvad det er du gerne vil, har han ikke en jordisk chance for at vide det og tage hensyn til det. Derfor er det en rigtig god idé at være åben og ærlig - særligt for din egen skyld.

Om samtalen med ham kommer til at føre til, at I kommer til at skrive sammen igen og blive tætte igen er umuligt for mig at sige. Men det er stensikkert, at hvis du ikke siger noget, så dør kontakten helt. Derfor er mit bedste råd, at du sørger for at tale med både din veninde og med drengen.

Jeg håber du kan bruge svaret og ønsker dig held og lykke!

Varme hilsner,

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program