Forhudsforsnævring

brevkassespørgsmål

Forhudsforsnævring

brevkassespørgsmål af
Kris
15 år
Oprettet 1 uge 3 dage siden

Hej, jeg er en dreng på 15 som har forhudsforanævring ( er jeg i hvert fald ret sikker på) jeg kan i hvert fald ikke trække forhuden hele vejen tilbage når den er stiv. På nettet ståt der at man skal gå til lægen, men provlemet er, at så skal jeg jo fortælle det til mine forældre. Jeg er meget nærvøs fordi det er ret pinligt og vi er ikke lige frem den slags familie som taler om sådan noget her. Kan jeg tage til lægen uden mine forældre får det at vide? Kh kris

Svar: 

Kære Kris

Jeg kan godt forstå, at du tænker, at du har en forhudsforsnævring, for det kunne godt lyde sådan, og du har helt ret i, at så skal man til lægen. Behandlingen er oftest bare en creme, som man skal smøre på, så det er ikke noget farligt. Hvis man ikke får det behandlet, så kan man dog i værste fald få betændelse i pikhovedet, så det er bedre at komme til lægen og få det behandlet i tide. 

Du spørger, om du kan gå til lægen alene uden dine forældre, og det kan du sagtens. Der er bare nogle lidt andre regler for dig, fordi du er under 18 år. Når du er under 18 år, så er dine forældre stadig dem, som skal passe på dig, og som har ansvaret for, at du har det godt. Derfor kan lægen være nødt til at ringe til dine forældre bagefter og fortælle dem, at du har været der og fået behandling. Der er dog nogle undtagelser, hvis det for eksempel handler om sex, eller hvis lægen vurderer, at det vil give dig problemer derhjemme, hvis dine forældre fik at vide, at du havde været forbi. Så må lægen godt lade være med at fortælle dine forældre det. Men det er op til den enkelte læge at vurdere, og derfor er det svært at sige, om din læge synes, at det her er noget, som dine forældre skal vide eller ej. Uanset, så vil de fleste læger fortælle dig det, inden de ringer eller måske tage en snak med dig om, hvordan du selv kan fortælle dine forældre det. 

Jeg forstår godt, at det kan føles vildt pinligt at skulle snakke med sine forældre om sådan nogle ting, men husk på at det er dine forældre, og de vil dig helt sikkert det bedste, så hvis du fortæller det, kan det også være, at de bare synes, at det var godt, at du sagde det, så du kan få det behandlet. Man ved aldrig helt, hvordan folk vil reagere, men jeg tænker, at selvom det er lidt pinligt, så er det måske stadig bedre, end at skulle gå rundt med en ubehandlet forhudsforsnævring og muligvis få rigtig ondt. Så mit bedste råd til dig, det er at få det sagt, og så komme afsted til lægen, så der kan komme styr på det hurtigst muligt!

Jeg håber, at det var svar på dit spørgsmål. Held og lykke med det hele og god bedring!

Mange hilsner

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program