Kære Elisabeth.

Hvor er jeg ked af at høre, at du har det så elendigt og har haft det så længe. At have mistet din far må have føltes helt forfærdeligt og jeg kan sagtens forstå, at det stadig gør det. Sorgen over at miste din far er måske ikke en følelse, der går væk, men en følelse, som du kan lære at leve med på en måde, så den ikke fylder alt i dit liv. Det er selvfølgelig rigtig svært, men det kan godt lade sig gøre. Med tiden får man det bedre igen efter man har mistet en, man holder meget af. For dig føles det lige nu som tortur, og det er jo helt forfærdeligt, at du går rundt og har det så dårligt, at du ikke har lyst til at være her.

Jeg tror, at det er rigtig vigtigt, at du får fortalt nogen om din sorg og alle de følelser, du har indeni. Har du prøvet at starte med at fortælle din mor eller en anden voksen, hvordan du går og har det? Det tror jeg ville være en god ide. Måske de er gode at snakke med om det savn du har og måske de også kan hjælpe dig til at få snakket med nogle andre og måske kan de finde nogle, der er gode at snakke med om dine følelser. Det kan være rigtig rart at snakke med en, der ikke er familie, som kan tage hensyn til det, som du har brug for at snakke om. Der findes også det, man kalder sorggrupper for børn, der har mistet en forælder. Måske du kunne få noget hjælp til at finde sådan en gruppe eller spørge din mor, om hun kan hjælpe dig til at komme i sådan en gruppe. Jeg tror, at det er rigtig godt at få snakket med nogle andre, der har oplevet det samme som dig og som også oplever en stor sorg. Du kan evt. kigge på Børn, Unge og Sorg, som tilbyder hjælp til unge, der har mistet en forælder.

Det er vigtigt, at du ikke går rundt med din sorg alene. Og det er rigtig godt, at du har skrevet ind til os her på Cyperhus, du er altid velkommen til at skrive til os igen.

Jeg ønsker dig alt muligt held og lykke. 

Hilsen Marie