Forelsket/tiltrukket af pige

brevkassespørgsmål

Forelsket/tiltrukket af pige

brevkassespørgsmål af
Lasse
15 år
Oprettet 6 år 11 måneder siden

Jeg er en fyr på 15 år og jeg er blevet meget interesseret i en pige fra min klasse. Hun er meget lækker og den dygtigste og mest populære. Jeg tror bare ikke hun er interesseret i mig. Jeg er en ret genert fyr og hører ikke til de populære i klassen og når jeg nogengange prøver at sige noget til hende bliver jeg afvist. Jeg føler mig meget mindreværdig og , at jeg ikke er god nok til hende. Jeg drømmer tit at vi er sammen og har sex og jeg har svært ved at koncentrere mig i skolen pga hende. Hvad skal jeg gøre. Kh L

Svar: 

Kære L

Det er helt normalt at forelske sig i piger og drenge fra ens klasse, og også at forestille sig hinanden sammen. Især de populære i klassen er ofte nogen, som mange bliver forelsket i, og mange oplever desværre, at deres følelser ikke bliver gengældt.

Noget du kan prøve at gøre er, at du kan prøve at tage mere kontakt med hende, skrive med hende og måske spørge, om I skal lave lektier sammen efter skole. Ud fra hvad du skriver, lyder det dog til, at du har prøvet det, og at hun ikke er interesseret. Så kræver det, at du skal lægge en del arbejde i det, hvis du gerne vil have, hun bliver forelsket i dig. Følelser er dog ikke bare sådan til at styre, og ligesom du ikke kan styre din forelskelse, er det ikke sikkert, at hun kommer til at kunne gengælde dine følelser. Det behøver ikke betyde, at du er mindreværdig eller ikke god nok, men kan f.eks. handle om, at du ikke er hendes type, at hun er bange for at blive mindre populær, at hun er forelsket i en anden eller fordi hun bare ikke har lyst til en kæreste lige nu.

Jeg får også lyst til at sige, at forelskelse kommer og går. Lige nu er du forelsket i hende, men om et halvt år kan du måske være forelsket i en helt anden. Du kan derfor overveje, om du vil bruge dine kræfter på noget andet. Du kan måske bruge mere tid sammen med dine venner og på hobbyer, og på den måde komme til at tænke på noget andet end hende. Måske begynde at kigge efter nogle andre piger, flirte med dem, og se hvad der sker. Måske kommer du dig over din forelskelse i pigen fra klassen, og forelsker dig i en anden, hvor følelserne er gengældt.

Venligst

Luna

Lunas billede
Luna fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program