Forelsket i min ven

brevkassespørgsmål

Forelsket i min ven

brevkassespørgsmål af
Martin
18 år
Oprettet 3 år 6 måneder siden

Hej derude

Jeg har en ven der bor på xxx. Vi har gået på hold sammen på et væksthus i K, og har kendt hinanden i 3 år nu. Hun er meget sød og sjov (for ikke at nævne blændende smuk). Henover det sidste års tid, har jeg begyndt at gro meget stærke følelser for hende, og tror på nuværende tidspunkt, at jeg er forelsket i hende. Hver gang jeg er sammen med hende, føler jeg mig langt mere lykkeligere end jeg gør på noget andet tidspunkt. Vi skriver med hinanden en gang imellem, men mest for enten at ønske hinanden tillykke med fødselsdagen, eller noget praktisk til væksthuset.

Jeg overvejer tit om jeg skal fortælle hende, at jeg har disse følelser for hende, men på samme tid har jeg også nogle tilbagetrækkende følelser. Mest fordi jeg stadig anser hende som en god ven, og er derfor bange for at det vil komme til at have en negativ påvirkning på vores venskab. Til tider prøver jeg bare at ignorere mine følelser. Jeg har fokuseret på at skrive lyrik, lytte til noget klassisk rock musik, ryge en smøg eller to, og bare ligesom sætte mine tanker på standby, men jeg kan simpelthen ikke slå hende ud af mit hoved, og det har altså nået det punkt hvor det faktisk er begyndt at blive pinagtigt for mig at tænke på hende.

Hvad skal jeg gøre?

Svar: 

Hej Martin 

Det er virkelig hårdt at være ulykkeligt forelsket, som jeg kan læse du er gået hen og blevet. Og desværre er det en af de livssituationer, hvor der bare ikke findes nemme løsninger. 

Du spørger hvad du skal gøre. Jeg kan ikke give dig en løsning, men jeg vil dele mine tanker, i håb om at du kan bruge dem. 

Vi bestemmer ikke selv, hvem vi bliver forelsket i. Det sker bare. Men hvordan vi handler på følelserne bestemmer vi til gengæld selv. 

Indtil videre har du afprøvet en strategi, hvor du prøver at lukke ned for følelserne. Det ser ikke ud til at virke? Det er selvfølgelig stadig en mulighed, at fastholde den samme strategi, men du skriver at det er ved at være pinagtigt, så det virker ikke til at være den rigtige løsning for dig.  

Måske har du brug for at fjerne dig helt fra hende, for at kunne lukke følelserne ned? Ingen kommunikation, stoppe med at se hinanden og færdes i de samme kredse. Hvis I ikke har en kontakt, vil tiden uden tvivl hjælpe dig til at lukke ned for de her tanker. Men er det en reel mulighed? 

Der er også muligheden for at melde klart ud. At fortælle hende hvordan du har det. Måske har hun det på samme måde, og måske ligger der helt nye muligheder for jeres forhold og venter? 

Der er selvfølgelig en risiko for at hun slet ikke har det på samme måde, og det kan selvfølgelig betyde at jeres nuværende forhold ændrer sig, hvis hun ønsker at trække sig, fordi hun føler at det pludseligt bliver lidt underligt mellem jer.  Men husk at dit nuværende udgangspunkt er at det I har nu, ikke fungerer for dig. 

Selv hvis hun ikke gengælder dine følelser, kan det jo godt være at hun ikke ser noget problem i at I kan fortsætte jeres venskab, som det er nu? Og selvom det ikke umiddelbart lyder som brugbart for dig, så vil noget alligevel være ændret. Nemlig at du vil være afklaret omkring hendes følelser, og jeres fælles muligheder. Hvis du ved at det med sikkerhed ikke kan udvikle dig til andet end det er nu, vil det måske også være nemmere for dig at "lukke ned" for følelserne. 

Som jeg startede med at skrive, så har jeg ikke løsningen, men jeg håber at mine tanker kan være brugbare, i dine overvejelser om hvad du skal gøre. 

Mange hilsner Tanja

Tanjas billede
Tanja fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program