Fisk

brevkassespørgsmål

Fisk

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 14 år 5 måneder siden

Hej :) Jeg er gravid og har termin d. 20. august. Jeg spiser meget fisk: 3-4 gange om ugen til aftensmad og 4-6 gange om ugen til frokost. Jeg vil gerne høre om det er for meget? Jeg spiser ikke tun-steaks eller sandart. De fisk jeg spiser mest er laks, torsk, makrel i tomat (dåse), hellefisk, tun i vand (dåse), røget makrel, rejer og torskerogn (dåse) Jeg spiser ikke kød (udover fisk) men jeg spiser æg og mælkeprodukter. Jeg spiser generalt sundt og varieret. Masser af grøntsager, frugt, rugbrød, brune ris, fuldkornspasta, kidneybønner, røde- og grønne linser, kikærter, nødder og mandler. Jeg drikker ikke mælk men spiser A38 hver dag og en del parmesan og hytteost. Jeg spiser nok mellem 2 og 6 æg om ugen. Jeg har også nogle 'laster' som jeg ikke er så stolt af: Jeg spiser nok ca 300-400 g sød findsk lakrids om ugen og så et lille stykke chokolade 1-2 gange om ugen. Er lakridsen skadelig for barnet? Hilsen Emilie

Svar: 

Hej Emilie

Det lyder til at du har sat dig rigtig godt ind i kostanbefalingerne for gravide, og det ser jo ud til at du spiser sundere end de fleste.

Det er virkelig godt at du er så vild med fisk, og at du både spiser fede (laks) og magre (tun) fisk. Anbefalingerne omkring fisk ligger på 200-300 g. om ugen, men der ikke noget problem i at spise mere end det. Det man bare skal være opmærksom på med fisk er indholdet af kviksølv (som især er i rovfisk), og man anbefaler derfor at gravide ikke spiser mere end ca. 100 g rovfisk om ugen. Rovfisk er tunsteak, sandart (som du også selv skriver), helleflynde, gedde og andre fisk man ikke spiser så meget af i Danmark. En god huskeregel er at jo større fisken er, jo længere har den levet og jo mere kviksølv indeholder den, det er også derfor at dåsetun (som er mindre tunfisk) ikke er et problem. Udover det anbefaler man også at man ikke spise mere end 125 g Østersølaks om måneden, fordi de indeholder et giftstof der hedder dioxin, men næsten alt laks man køber er fra opdræt og indeholder derfor ikke dioxin.

Der er rigtig mange forskellige meninger om, om lakrids er skadeligt for barnet/fostret. Nogle mener at man max skal spise 50 g. pr dag, men Sundhedsstyrelsen har ikke skrevet det som en generel anbefaling til gravide,  så jeg synes helt sikkert at du skal blive ved med at nyde din søde finske lakrids. Og husk at selv chokolade (mørkt) også er sundt i små mængder, så der er ingen grund til ikke at nyde lidt engang imellem!

Rigtig god sommer og al muligt held og lykke med resten af din graviditet

Mange hilsner

Anne Marie

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program