Første sex ER JEG GRAVID??

brevkassespørgsmål

Første sex ER JEG GRAVID??

brevkassespørgsmål af
Cecilie
13 år
Oprettet 6 år 7 måneder siden

Hej.. Blev konfirmeret i dag og der havde jeg sex med min kusines mand, og det var min første gang så er meget bange for om det gjorde mig gravid.... Hvad kan jeg gøre!!

Svar: 

Kære dig

Tak, fordi du skriver. Som det første vil jeg svare på det, du skriver om graviditet. For overhovedet at kunne blive gravid, er der et par ting, der skal have fundet sted. Kvinden skal være frugtbar - altså skal hun have haft sin første menstruation. Der er størst chance for graviditet omkring ægløsningen, som for de fleste kvinder ligger et par uger inden menstruationen. Ægløsning er der, hvor et af kvindens æg bevæger sig ned gennem æggestokkene og kan befrugtes af en sædcelle fra manden. Der skal altså både være et æg og en sædcelle tilstede, før man kan blive gravid. Hvis man for eksempel bruger kondom, når man har sex, bliver sæden i kondomet, hvis alt går som det skal, og der kommer derfor ingen sæd op i kvinden, og hun bliver ikke gravid. Jeg ved ikke ud fra det, du skriver, om I brugte beskyttelse, og det er derfor også svært for mig at bedømme, om du kunne være gravid. Hvis du har haft din første menstruation, der er et par uger til din næste menstruation, og I ikke brugte beskyttelse (eks. kondom), så kan der være en risiko for, at du er gravid. Du kan vente og se, om du får din menstruation, som du skal, eller prøve at tage en graviditetstest - dem kan man købe i de fleste supermarkeder, i matas og på apoteker. Der findes flere forskellige slags graviditetstests, nogle kan man tage nogle dage efter sex, andre skal man vente nogle uger med, så husk at læse på pakken! Det er rigtig vigtigt at bruge kondom, for kondom beskytter også mod kønssygdomme. Der findes mange forskellige kønssygdomme, nogle er meget alvorlige, andre er mindre alvorlige - men ligegyldig hvad kan alle kønssygdomme være farlige og svære at slippe af med. Det er vigtigt at passe på sig selv! Hvis du er bange for, om du kunne være blevet smittet med en kønssygdom, er det rigtig vigtigt, at du går et smut forbi din læge, så du kan blive behandlet, hvis du nu skulle have noget.

Du skriver, at du på din konfirmationsdag havde sex med din kusines mand. Der må jeg være ærlig med dig og sige, at der er et par ting her, der gør mig meget bekymret. Du skriver ikke, hvor gammel din kusines mand er, men jeg går ud fra, at han er over 18, hvis han er gift med din kusine. I Danmark er den seksuelle lavalder 15 år, hvilket betyder, at det er ulovligt for én over 15 år at have sex med én under 15 år, det kan man komme i fængsel for. Det er derfor faktisk ulovligt det, din kusines mand har gjort. Det er vigtigt for mig at understrege her, at DU ikke har gjort noget forkert, det her er ikke din skyld, du har ikke gjort noget ulovligt, han burde have handlet anderledes og tænkt over det han gjorde. Grunden til at man har den lovgivning, hvor man skelner mellem over og under 15 år, er fordi det kan være rigtig svært at se konsekvenserne ved handlinger og beslutninger, når man er ung. Det er også derfor, man aldrig vil lægge noget skyld på en under 15, men det altid vil være den over 15, der bærer skylden. Det er helt forskelligt, hvornår man føler sig klar til sex, men også hvornår man handler på det. For en voksen, der måske har haft sex i mange år føles det måske ikke som en så stor ting, men det kan betyde helt vildt meget for en ung. En anden grund til, den seksuelle lavalder er 15 år, er for at beskytte børn og unge mod at blive presset til noget, de måske ikke har lyst til eller ikke kan mærke, om de har lyst til. Det er utrolig vigtigt, at man lytter til sig selv, for der kan være svært at komme tilbage, når ens grænser først er rykket.

Når alt det er sagt, så kan det sagtens være, at du faktisk følte dig helt klar og gerne ville. Det er noget, man bedst mærker selv. Det er meget forskelligt, hvordan man har det med sex og hvem man har det med. Nogle har sex med flere forskellige og lever i åbne forhold, mens andre er monogame - altså hvor de kun har sex med deres kæreste eller mand/kone. Er man i et forhold eller ægteskab, hvor man har en aftale om, at man kun har sex med hinanden, kan det være rigtig hårdt at finde ud af, at den anden måske har brudt dette løfte. Det kan man blive rigtig ked af det over, fordi den ene bryder en aftale og man føler sig svigtet. Grunden til at jeg siger dette er, at det godt kan ske, at din kusine reagerer netop sådan, hvis hun finder ud af, at hendes mand har været sammen med en anden. Det kan nok godt blive lidt svært for dig at være blevet blandet ind i, og det er endnu en grund til, at din kusines mand måske ikke burde have gjort, som han gjorde. Igen, så er det absolut ikke din skyld.

Det er nogle meget store ting, du går og tumler med, og det kan være rigtig svært at gå med helt alene. Det er rigtig godt, at du skriver herind, det er en god start. Det er helt naturligt, hvis du på et tidspunkt får brug for at snakke med nogen om det her, måske en veninde eller dine forældre? Det kan være grænseoverskridende at fortælle om i øjeblikket, men det kan virkelig hjælpe. Du må også altid komme her, for eksempel komme forbi vores chat og snakke med en rådgiver.

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og at det hele løser sig.

Sophie

 

SophieBs billede
Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program