Første jul med kæresten

brevkassespørgsmål

Første jul med kæresten

brevkassespørgsmål af
Anonym
22 år
Oprettet 2 år 9 måneder siden

Jeg holdt min første jul med min søde kæreste i år. Hun og hendes forældre er dejlige, men hendes søskende virker meget kolde overfor mig. Det gør mig utryg, og det gør at jeg ikke har lyst til at holde jul med hendes familie igen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg tror ikke at min kærestes søskende vil være særlig lyttende og støttende, hvis jeg fortæller dem hvordan jeg føler. Hvad synes i jeg skal gøre?

Svar: 

Hej du 

Jul og familie kan virkelig være en udfordring. Der er så mange forventninger til hvordan man skal være sammen, og så skal der måske ikke så meget til for at man går skævt af hinanden. 

Jeg kan godt forstå at du ikke har lyst til at have sådan en oplevelse en gang til, men det er selvfølgelig svært at sige præcist, hvad der er den perfekte løsning. 

Du siger at hendes søskende virker meget kolde overfor dig.  Hvad betyder det mon? 

Siger de noget direkte til dig, der fortæller dig at de ikke bryder sig om dig, eller er det mere udefinerbart? Var det bare her i julen, eller er de altid sådan? Kender du hendes søskende godt, eller har du kun været sammen med dem et par gange? 

Jeg ved godt at jeg ikke få svar på alle de her spørgsmål, men jeg stiller dem alligevel, for at tydeliggøre, at der er mange forskellige faktorer, som kan være ret afgørende for det du oplever. 

Hvis de ikke kender dig særlig godt er de måske meget beskyttende overfor deres søster, og virker derfor afvisende fordi de ikke rigtig har "godkendt" dig endnu. Ikke fordi de overhovedet skal godkende dig...det er kun din kæreste der skal det, men nogle kan godt have den følelse. 

Måske plejer jul at være på en særlig måde, og det at du er med ændrer tingene. Sådan er det jo bare, men for nogle kan ændringer af traditioner være helt forfærdeligt. Måske kan det være det det handler om? 

Nogle mennesker synes også bare at det er virkelig svært at være sammen med mennesker de ikke kender vildt godt, og så kan deres egen generthed eller forsigtighed godt tolkes som arrogance eller afvisende. Man kan sagtens virke vildt udadvendt og talende, men alligevel være enormt introvert, og så kan det være ret svært med et "nyt medlem" af familien. 

Måske er det noget helt fjerde der er på spil, og lige meget hvad grunden er, så er det vildt ubehageligt. Du skriver ikke om du har talt med din kæreste om det her, og det ville jeg tænke var et godt sted at starte. Måske har hun også lagt mærke til det samme, og måske ved hun præcis hvorfor? Måske er det noget hun har prøvet med en tidligere kæreste også(hvis hun har haft sådan en?) Din kæreste kender sine søskende bedre, og hun vil måske kunne sige, om det giver mening at tage snakken med dem. Under alle omstændigheder tænker jeg, at det er vigtigt at du får taget snakken med din kæreste om hvordan du har oplevet julen. Måske er første skridt at I sammen finder ud af hvad det var der skete mellem hende søskende og dig, og så også sammen prøver at finde ud af, hvordan det.kan blive anderledes. 

Bedste hilsner Maya

Mayas billede
Maya fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program