Kære du

Det er på ingen måde ligeyldigt! Det lyder faktisk som nogle ret væsentlige udfordringer i dit liv, og den slags tager jeg altid alvorligt. Jeg formoder, du også selv gør det, når du spørger om hjælp.

- Det er et helt vildt godt udgangspunkt, at tage det alvorligt og have forståelse for situationen. Det lyder til du allerede har et ret godt overblik over det, og er villig til at gøre en indsats.

Desværre kan du nok ikke løse situationen ved at undgå den. Det er en naturlig reaktion på ubehagelige oplevelser at ville flygte, men du kan ikke undgå det, ved at undvie det. På den måde kommer du sandsynligvis til at bruge mere energi på at flygte, end det ville kræve at overkomme det.

Jeg er ikke ekspert på emnet autisme. Jeg har ladt mig fortælle, at der er mange forskellige grader, og at det er ganske almindeligt, at detaljer betyder helt vildt meget. På trods af du måske rent logisk tænker, at de ikke burde genere dig, så er realiteten en anden. I forhold til at overkomme det, er det vigtigt at anerkende og acceptere præcist, hvordan det føles, hvilke tanker du får og i hvilke situationer det opstår. Den vej igennem kan du forberede dig selv og dine nærmeste omgivelser på hvor, hvornår og hvordan du vil behandle dine følelsesmæssige udbrud.

For eksempel kan du tænke noget i stil af; "Jeg ved jeg reagerer sådan og sådan på det og det"
"Når det opstår vil jeg forsøge at trække vejret dybt og være ærlig om hvordan jeg har det, istedet for lukke af på mit værelse."

Du kan nok endnu ikke styre, hvordan du reagere, men måske kan du styre hvordan du reagerer på reaktionen. 

Det lyder kringlet, men i bund og grund betyder det, at du overvejer nøje, at du gør, hvad du kan, for at få det bedste ud af omstændighederne. Det kan godt betyde, at du bør åbne op og fortælle om dét, som gør dig meget ked af det. Det gør højst sandsynligt MERE ondt end at græde for sig selv på værelset. Nogengange skal det gøre mere ondt end det allerede gør, før det bliver godt igen. Lidt ligesom hvis en arm er gået af led. Den skal sættes på plads igen, også selvom det gør helt vildt ondt. 

Det kan være rigtig svært at snakke med dem man elsker, om at man er ked af det. Særligt hvis man har en tanke om, at de ting man føler er ubetydelige eller ligegyldige. Det vil jeg gerne forsikre dig om, at det ikke er. Jeg er også sikker på, hvis du forklare problemet til din mor, vil hun gerne hjælpe dig. Det bliver måske ikke ved at stoppe med at stille dig spørgsmål, men måske kan hun være mere betænksom, når hun gør det. Det kan hun dog først være, når du er åben og ærlig om, hvordan du har det, også selvom det er svært og skræmmende. Måske endda ligeså skræmmende eller mere end hvis din arm skulle sættes på plads. Sårbarheden er vigtig at anerkende. Derfor er det godt du tager det alvorligt. På den måde kan du også overkomme det. 

Til sidst vil jeg sige, at det er ganske normalt at have følelsesmæssige eksplosioner på din alder. I teenageårene sker der mange ting med hormoner og direkte ombygning i hjernen. Det gør det nogengange meget svært, ja nærmest umuligt, at handle med overblik. Den del bliver sandsynligvis mildere med tiden. Det er dog svært at sige hvor meget der er pubertet og hvor meget der i relation til din diagnose. 

Jeg håber inderligt du kan bruge mig svar til noget.

Mvh Niko fra Cyberhuset 

Ps. jeg synes folk helst skal sige "jeg vil gerne bede om" ;)