følelser

brevkassespørgsmål

følelser

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 2 år 8 måneder siden

hej cyberhus

jeg skriver angående den her dreng jeg er blevet vild med problemet er jeg er 15 og han fylder 19 i år synes det er en ret stor aldersforskel og tror heller ikke mine forældre vil synes om det, desuden ved de ikke hvem han er hvilket gør det værre

hjælp...

Svar: 

Kære dig

Kærlighed kan være en ret svær størrelse, og det er næsten helt umuligt at kontrollere hvem man vælger at forelske sig i. Du skriver at der er 4 års forskel på jer, og du har ret i at det kan virke som meget, når du er 15 og han er 19. På den måde er alder lidt mærkelig, for hvis nu du var 21 og han var 25, så ville det overhovedet ikke være mærkeligt eller for meget. Derfor tænker jeg at det vigtigste er, at du overvejer hvilken betydning aldersforskellen har. Er han måske parat til mere end du er? Her tænker jeg f.eks. på sex, og det er vigtigt at du holder fast i dine grænser - det vil sige de ting som du synes er rare og ikke rare, så du ikke ender med at gøre noget, kun fordi han har lyst. 

Eftersom han er 19, så er der rigtig mange ting som han må (fordi han er myndig), som du ikke må endnu, og det kan betyde at jeres forhold kan blive udfordret, hvis han vil ting, som du endnu ikke må pga. din alder. Det kunne f.eks. være i forhold til at gå i byen eller lignende. Det behøver ikke at blive et problem, men det kan det blive, og derfor skal du tænke over det allerede nu. 

Noget andet du skal tænke over, er hvordan du præsenterer ham for dine forældre. For selvom de måske vil være skeptiske over aldersforskellen, så er det meget bedre at du er ærlig over for dem end hvis du holder det skjult. Derfor tænker jeg at det bedste du kan gøre, er at tage en snak med dine forældre på forhånd, og fortælle at du er blevet rigtig glad for en anden. Du kan fortælle dem om hvorfor du er glad for ham, og fortælle lidt om hvem han er som person. Du kan også foreslå at du inviterer ham hjem til jer, så de kan møde ham, og her kan du så sige at du gerne lige vil forberede dem på at der er en aldersforskel på jer. At han er 19 år. Det kan godt være at dine forældre reagerer negativt, men i så fald, så dømmer de ham på alderen og ikke ham som person, og det synes jeg godt at du kan sige til dem, hvis det sker. Bed dem om at bevare et åbent sind, og stole på at du godt kan finde ud af at vælge en kæreste som gør dig glad. For hvis han gør dig glad og respekterer dine grænser, så betyder de 4 år ikke noget. 

Jeg håber du kan bruge mit svar, og du er meget velkommen i chatten, når du f.eks. har talt med dine forældre. 

Kærlig hilsen

Camilla

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program