Er min mor luderagtig?

brevkassespørgsmål

Er min mor luderagtig?

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 6 år 12 måneder siden

Hej. Jeg er en dreng på 13 år, og her for nogle måneder siden, slog min mor op med sin daværende kæreste. Det har jeg ikke haft noget i mod, men nu er hun begyndt at se en mand. Hvad hun siger er at han kommer på besøg nogle gange, så de kan have sex, men at de ikke er i et forhold, eftersom at hun også synes at han er for ung . Han var på besøg igår, og jeg vidste jo godt hvad der ville ske. At tænke på det giver mig denne her Kastop-fornemmelse, men jeg vil ikke sige noget til min mor, fordi at jeg før har sagt at hun kan gøre hvad him vil. Jeg fatter bare overhovedet heller ikke hvorfor hun vil have sex med ham, men ikke være i forhold med ham fordi at hun synes at han er for ung. Jeg har ikke lyst til at snakke med nogen anden voksen som jeg kender om det, fordi at jeg føler at det er klamt, men også for personligt at tænke på, og snakke om. Men alligevel har jeg det som om at jeg skal kaste op når jeg er omkring min mor fordi at jeg tænker på det, men jeg er også begyndt at miste respekt for hende, og begynde at tænke at hendes opførelse er både umoden og på en måde luder-agtigt, og jeg får også en følelse af om min mor føler sig meget ensom, selvom hun har mig. Men mest af alt synes jeg det er klamt, specielt også at min mor har sagt det så ligeud. At han kommer så det kan have sex, og at han kommer igen. Jeg ville ønske jeg kunne tage hjem til en ven, men jeg lider af social angst, og magter det aldrig.

Svar: 

Kære du

Jeg kan godt forstå du synes det er svært. Når man er teenager har man ikke nødvendigvis lyst til at kunne følge med i sin mors sexliv eller kærlighedsliv, på den måde. 

Jeg vil egentlig gerne starte med at svare på dit spørgsmål. Er din mor luderagtig? NEJ, på ingen måde. En luder eller en prostitueret sælger sex. Det er ikke det din mor gør. 

Din mor er voksen, og det virker til at hun ikke er interesseret i et seriøst kærlighedsforhold med den her mand. Måske er hun slet ikke interesseret i et kærlighedsforhold til nogen mand lige i øjeblikket. Det kan der være mange grunde til, og der er ikke nødvendigvis nogen grunde der er bedre end andre. Nogle gange i livet, søger man måske en fast partner og den store kærlighed. Andre gange er det måske "kun" sex man er interesseret i. Det er helt naturligt at have det sådan, og det gælder både for drenge og piger, mænd og kvinder. Jeg kan godt følge din tanke om at hendes valg er umodent. Men jeg tænker, at det nok mere handler om at tænker på sex, kærlighed og forhold på en mere nuanceret måde når man er voksen. Måske ønsker din mor ikke et kærlighedsforhold, hvor en mand skal ind og blive en stor del af den hverdag dig og din mor har. Måske har hun det rigtig godt med det liv hun har sammen med dig? Måske er det derfor hun kun er interesseret i sex lige i øjeblikket? Jeg tænker at hendes valg kan være et udtryk for et meget modent valg. 

Jeg kan godt forstå, hvis du synes det er anstrengende, at du på en eller anden måde bliver tvunget til at forholde dig til hendes sexliv, fordi du ved at hun ligger og har sex med den her mand, mens du er hjemme. 
Du nævner selv det her med at tage hjem til en ven, men det kunne måske også være en mulighed "bare" at gå en tur. 
En anden mulighed kunne være at snakke med din mor om, hun eventuelt kunne tage over til den her mand i stedet for. Jeg tænker ikke at din mor gør noget forkert, ved "kun" at have sex med den her mand, og tydeligt melde ud at det er det eneste hun vil med ham. Det er helt sikkert ikke luderagtigt. Samtidig tænker jeg godt, at hun kan tage hensyn til dig også. Det er klart at din mor selv bestemmer over sit liv. Det er også klart at hun deler sit hjem med dig, og derfor kunne hun måske prøve at vise hensyn til dig, ved ikke altid at mødes hos jer, og have sex der? Det var måske noget du kunne overveje at snakke med hende om? 

Det lyder i det hele taget som om din mor er ret åben omkring det her, siden hun har fortalt om forholdet og hvad hun tænker om det. Har du prøvet at tale med hende om at det her er svært for dig?
Der er ikke noget i vejen med at du tænker som du gør. Det er på ingen måder mærkeligt. Det er meget få drenge på 13 år der har lyst til,  at skulle forholde sig til deres mors sexliv. 
Så det handler ikke så meget om hvem der har ret, og om nogen gør noget forkert. Det handler mere om at få snakket om en løsning der gør, at det bliver tåleligt for både dig og din mor. Jeg er sikker på at et godt sted at starte er med at tage en snak om det, og fortælle om dine tanker. 

Mange hilsner
Lasse

Lasses billede
Lasse fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program