Er han gay?

brevkassespørgsmål

Er han gay?

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 5 år 6 måneder siden

Hej cyberhus

Jeg har en ven som er begyndt at flirte ret meget med mig. Jeg kan virkelig godt lide ham, og flirter også tilbage, men jeg er ikke sikker på om han bare for sjov (sådan er nogle jo i den alder) eller om han virkelig mener det. Jeg har fortalt ham at jeg er bøsse, men han sagde engang at han godt kunne lide en pige. Jeg spurgte han for et par uger siden om hvordan det gik med hende og han sagde at han ikke kunne lide hende mere. Ved ikke om det så er fordi han er bi/homo, eller om han bare er kommet over hende. Det skal lige siges at vi har lavet filmaftener bare os, og vi har flettet fingre et par gange. Da slap han min hånd da der kom nogle andre fra klassen og hviskede at han ikke ville have at de troede han var bøsse 

Håber at I kan hjælpe og kan finde hovede og hale i det, jeg kan i vert fald ikke helt 

Mvh En forvirret dreng

 

Svar: 

Hej Forvirrede dreng

Ja, jeg kan godt forstå at du er forvirret over din ven. Det er helt tydeligt at han er interesseret  i dig, men om han er bi, bøsse, eller måske bare eksperimenterende er svært at sige. Måske ved han det ikke selv? Handler det om at du gerne vil vide hvad han er til, fordi du gerne vil vide det, eller handler det pom at du gerne vil have at det skal udvikle sig mellem dig og ham? Du skriver at du er ret vild med ham, så jeg tolker det sådan at du ønsker at der skal ske noget mellem jer. Hvis det er rigtigt, er det måske ikke så vigtigt om han er det ene eller det andet. Det afgørende er at han helt tydeligt er interesseret i dig. Måske vil han ikke have at de andre skal tro han er bøsse eller bi, fordi han ikke er klar til at de skal vide det endnu? Måske vil han ikke have at de skal vide det, fordi han slet ikke selv er afklaret? Måske er det noget af det han prøver at finde ud af sammen med dig? Det jeg vil frem til er at der er en masser måske´er. Hvis du vil blive klogere på det, er det måske bedst at blive lidt mere direkte med ham?

At gøre det helt tydeligt for ham, at du er ret vild med ham. Fortæl hvad du tænker om jeres flirt, og hvad du føler når I holder i hånd. Måske vil han rigtig gerne mere med dig, men måske tør han ikke fordi han føler sig usikker på dig? Så hvis du kan mærke at du gerne vil mere, skal du måske overveje at gå efter det, og så se hvad der sker? 

Jeg ved ikke om han er gay, men jeg synes det er meget meget tydeligt at han er glad for dig, og meget interesseret i dig. Måske er det mere vigtigt at stille skarpt på det, og så se hvad der sker? 

Held og lykke med det - Maya

Mayas billede
Maya fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program