Er bi og havde crush på Ven men ødelagde slt
Er bi og havde crush på Ven men ødelagde slt
Havde for længe siden et crush på min straight Bedste ven er selv bi og mine følelser blev stærkere og stærkere og troede han måske kunne være bi da jeg så ham kysse med flere drenge.
en aften i byen skrev jeg til ham og forklarede det hele og sad bare og ventede for tænkte at det nok ikke kunne gå galt men det gjorde det
han skrev at han ikke var til drenge men han lovede intet ville ændre sig men detsvære gjorde det.
i starten var det akavet men nu snakker Vi ikke sammen længere og han undgår mig og det er snart 1,5 år siden og savnet ham vildt meget for han var min bedste Ven men ved ikke hvad jeg skal gøre for at få ham tilbage som ven for hver gang jeg prøvet at snakke med ham bliver det bare være
er nu kommet til det punkt hvor jeg ikke tør sige noget til ham og undgår ham for ikke at skabe flere problemer i hans liv håber i kan hjælpe ?
Kære Mak
Jeg kan godt forstå, at du er rigtig ked af den her situation. Det var slet ikke sådan, du havde håbet eller troet, at det ville gå, og så må det virkelig have været noget af en mavepuster, at I nærmest ikke kan tale sammen længere. Man ved aldrig, hvordan folk vil reagere, når man deler ens følelser med dem, for det kan være så svært at vide, om de er gengældt. Lige præcis derfor kræver det virkelig også en seriøs portion mod at gøre det alligevel, og jeg synes virkelig, at det er fedt, at du bare gjorde det. Selvom det ikke er gået, som du håbede, så håber jeg alligvel, at du vil have modet igen næste gang. Hvis man ikke tør åbne op, så bliver det i hvert fald først rigtigt svært at finde én, og hvem ved, måske det næste gang vil gå præcis, som du håber på.
Jeg er ked af at høre, at det ikke har hjulpet at tale med din ven om det, for jeg tror ellers, at det er den helt rigtige at få talt ud med hinanden. Nu ved jeg ikke præcis, hvad det er, der sker, når du skriver, at det bare bliver værre, når du prøver at tale med ham, men jeg tænker i hvert fald, at du oplever, at han stadig er afvisende overfor dig? Hvis det er rigtigt, så tænker jeg, at der kan være forskellige forklaringer på det. Måske din ven tager afstand, fordi han er bange for at såre dine følelser, eller at det gør ondt på dig at være sammen med ham, fordi han ikke gengælder dine følelser? Så at han altså egentlig gør det for at passe på dig? Måske han trækker sig, fordi han simpelthen ikke ved, hvad han skal sige eller gøre? Nogle gange så kan det være rigtig svært at vide, hvordan man skal opføre sig i et venskab, hvis noget pludselig ændrer sig. F.eks. hvis den ene får en kæreste, eller hvis man får nogle forskellige interesser eller noget, så kan det føles som om, at man skal arbejde lidt ekstra for at finde rytmen igen. Nu ved jeg ikke, om din ven vidste, at du var bi, inden at du fortalte ham om dine følelser for ham, men hvis ikke, kan det så måske have været så nyt for ham, og at han faktisk ikke helt har kunnet finde ud af at håndtere det? Der er intet forkert i at være bi, og det er heller ikke noget, som du skal skamme dig over eller føle, at du skal skjule. Du er helt perfekt, som du er, og jeg synes virkelig, at det er mega godt og sejt, at du kender dig selv og står ved den, du er. Alligevel er der desværre stadig nogen, som måske ikke helt forstår, hvad det vil sige at være bi, og derfor holder lidt afstand. Kan det være en mulighed, at din ven måske faktisk er forvirret, fordi han ikke forstår, hvad det betyder, at du er bi?
Jeg ved ikke, om nogle af de mulige forklaringer, jeg er kommet med, passer med det, du oplever med din ven, men hvis det er, så tænker jeg, om det kan hjælpe dig til måske at tage en lidt mere målrettet snak med din ven? Altså en snak, hvor du måske kan prøve at tale med ham, om det som er grunden til, at han tager afstand til dig. Hvis du ikke tænker, at nogle af de forklaringer, jeg har foreslået helt passer, og hvis du ikke selv ved det, så kunne det måske være en mulighed at spørge ham? Som sagt ved jeg ikke, hvordan og hvorfor det er gået galt de andre gange, du har snakket med ham, men nogle gode råd er at tale stille og roligt, og at man ligesom ikke skal angribe, eller anklage nogen. Så i stedet for f.eks. at sige, "hvorfor har du ødelagt vores venskab ved ikke at snakke med mig?", hvilket kan føles ret voldsomt og som et angreb, så kunne man i stedet måske sige, "hey, jeg er altså virkelig ked af, at vi ikke rigtig snakker sammen længere. Jeg forstår ikke helt hvorfor, men jeg kunne godt tænke mig at snakke om det, så vi kan prøve at løse det. Ville det være okay?". Det er mindre angribende, og tit så leder det til en bedre snak.
Det kan også være, at du lige nu bare sidder og tænker, at du har prøvet alt det her, og intet af det har virket. Og måske er der ikke så meget at gøre. Sådan er det desværre nogle gange med venskaber, at man glider fra hinanden. Det kan gøre rigtig ondt, og det er okay at være ked af det. Men jeg håber også, at selv hvis jeres venskab aldrig bliver det samme igen, så vil du stadig tænke tilbage på alle de gode minder, I har sammen. For selvom man ikke er venner for evigt, så behøver man ikke at være sure på hinanden. Man kan godt have venner, som man har en periode, hvor det er mega herligt, og så på et tidspunkt så glider man fra hinanden. Men derfor var det stadig en dejlig tid og et godt venskab, så længe det varede.
Det kan være rigtig svært at give slip på en god ven eller et vigtigt venskab, men jeg synes også, at du skal huske på, at man er to om at få et venskab til at fungere, og hvis han ikke er villig til at gøre noget, for at I stadig kan være venner, så er det måske for det bedste. Han fortjener måske i hvert fald ikke dit venskab, hvis han ikke er villig til at gøre en indsats for det? Det er i hvert fald ikke fair, hvis det kun er dig, som prøver at fixe jeres venskab. Så er det måske bedre at bruge din tid og din energi på andre mennesker, som vil dig det godt?
Det blev et rimelig langt svar, Mak. Jeg håber, at det har givet mening, og at det kan hjælpe dig lidt på vej. Hvis du har lyst er du meget velkommen til at kigge forbi vores chat til en snak om det hele. Jeg ønsker dig alt det bedste, og jeg håber virkelig, at I kan få det her løst!
Mange varme tanker
Amanda