Dårlig samvittighed vedrørende Hentai
Dårlig samvittighed vedrørende Hentai
Kære Cyberhus. Jeg har igennem årene nu set en type porno som hedder Hentai, problemet er at jeg også har set den type genre som hedder Lolicon og Shotacon. Jeg har indtil for nyligt troet at det var lovligt, dog umoralks men lovligt da det er 2D tegnede/Animeret Hentai karakterer. Det var først for nyligt jeg egentlig prøvede og researche omkring lovgivningen her i Danmark, og har fået lidt konfliktet svar når jeg læser om det, samt spørger ChatGPT eller andre chatbots. I det store og hele, har jeg selv kunne finde frem til at det vidst også gælder Lolicon og Shotacon, selvom det er animeret Hentai. Det har aldrig i min vildeste fantasi været min intension at bryde loven, og har det rigtig dårligt med mig selv nu, jeg har ingen interesse for børn i virkeligheden eller nogle lyster og er rigtig bange for at jeg nu har ødelagt hele mit liv og at loven kommer efter mig, selvom jeg ikke vidste det.
Kære anonyme,
Tak for dit brev, jeg kan godt forstå at det fylder meget for dig, så jeg er meget glad for at du spørger.
Du skriver, at du er blevet bekymret for om du har gjort noget ulovligt ved at se animeret porno, som involverer børn. Jeg vil starte med at sige at jeg ikke er ekspert i lovgivning, men overordnet set, så skelner loven mellem animeret materiale som involverer børn der ikke er virkelighedstro og animeret materiale som involverer livagtige børn, altså som ligner videooptagelser af rigtige børn. Materiale der tydeligt ikke er virkelighedstro, er som udgangspunkt ikke ulovligt. Materiale der er virkelighedstro, eller som er baseret på virkelige børn/hændelser, er ulovligt. Det betyder at man ikke nødvendigvis kan sige, at en hel genre er ulovlig, men at det vil være en vurdering af den enkelte video som afgør det.
Umiddelbart lyder det til, at det materiale du har set, er tydeligt animerede figurer og altså ikke virkelighedstro. Men hvis du er i tvivl om hvilken kategori det falder i, vil jeg opfordre dig til at kontakte TalMedOs, som er eksperter i lovgivningen og bedre kan rådgive dig om den del. De er vandt til at tale med unge som har den slags tvivl og du kan kontakte dem helt anonymt her: https://talmedos.redbarnet.dk/faa-hjaelp/
Jeg kan godt forstå at du er bange for at blive misforstået og at det er rigtigt chokerende at komme i tvivl om, om du har gjort noget ulovligt, uden at vide det. Jeg kan jo desværre ikke fortælle dig om din tvivl er rigtig, fordi jeg ikke ved præcist hvad du har set. Men jeg vil gerne sige, at jeg tror rigtig mange oplever at se materiale på internettet, som vi måske bagefter tænker ikke var helt i orden, eller umoralsk som du siger. Mange gør det nok fordi de er nysgerrige eller fordi de ikke helt får tænkt over om det er ok. Det betyder ikke i sig selv, at man er et dårligt menneske eller at man bliver retsforfulgt. Men når man så bliver opmærksom på, at der kunne være noget problematisk ved det man har set, er det selvfølgelig samtidig også vigtigt at stoppe op og ændre på hvad man gør. Du skriver at du har det rigtigt dårligt med at du har set materiale med børn, og det læser jeg netop som et tegn på, at din intention ikke har været at skade nogen, og at du ikke har tænkt dig at fortsætte med at se det, nu hvor du er blevet opmærksom på at det kan være problematisk.
Til sidst vil jeg sige, sådan en oplevelse kan godt skabe en masse spørgsmål og tvivl, som det kan være godt at tale med nogen om, også selvom du ved, at du ikke er interesseret i børn. Der vil jeg igen anbefale dig at kontakte TalMedOs, de ved rigtig meget om hvordan man har det, når man er stødt på ulovligt eller problematisk indhold på nettet.
Jeg håber at du kan bruge mit svar, og hvis du har flere spørgsmål er du altid velkommen til at skrive igen.
Mange hilsner Marie


