den her dreng

brevkassespørgsmål

den her dreng

brevkassespørgsmål af
anna
15 år
Oprettet 1 år 6 måneder siden

hej brevkasse, jeg er en pige på 15 som kan lide den her dreng der går i min parallel klasse, vi har haft noget før og elsker ham virkeligt, men en dag jeg var i dårligt humør afviste jeg ham, da han skulle til at kysse mig, efter det var vi bare venner så ved ikke hvad jeg gør elsker ham vildt meget, men kan ikke se hvordan jeg enten skal sige til ham jeg stadig har det på samme måde da han nok aldrig vil få det sådan igen. efterfølgende har han også prøvet på min bedste veninde og det GJORDE ONDT! sagde til hende om hun ikke godt ville lade ham være da hun godt vidste, hvordan jeg havde det, hun valgte bare at flirte med ham så han blev ende vild med hende, efter det var vi ik venner i 6 måneder eller deromkring, for hun sårede mig virkeligt.

Svar: 

Hej med dig,

Tusind tak for dit spørgsmål her ind til brevkassen! :) Jeg kan forstå på dig, at der går denne her dreng i din parallel klasse, som du er meget glad for og faktisk elsker, men at jeres flirteri desværre er stoppet, hvilket du er rigtig ærgerlig over.

Drengen og din veninde er så begyndt at flirte, hvilket du selvfølgelig også er rigtig ked af, så du har faktisk ikke snakket med din veninde i lang tid af den grund.

Jeg kan godt forstå, hvis du synes, at det hele er lidt svært lige nu. Det er nemlig helt naturligt at det kan føles rigtig svært at have konflikter med ens veninde og så faktisk også være lidt ulykkelig forelsket, på samme tid.  Du beskriver, at det ikke er en mulighed at ham drengen og dig kunne blive kærester? Er det mon rigtigt forstået? Hvis det er tilfældet, så tror jeg, at det er rigtig vigtigt, at du giver dig selv lov til at være ked af det og frustreret over, at ham og dig ikke kunne blive kærester. Jeg tror også på, at det vil hjælpe dig, at tale med din familie eller en god veninde om, hvordan du har det.  Måske har de også prøvet at være ulykkeligt forelsket engang? Rigtig tit kan det også føles som en lettelse at få tingene sagt højt.

Jeg er helt sikker på, at du nok skal blive forelsket igen og finde en som har det på samme måde som dig. Det føles nok ikke sådan lige nu, men giv det tid, så vil du møde andre drenge.

Her til sidst vil jeg også gerne skrive lidt om den konflikt du har med din bedste veninde. Du fortalte din veninde, hvordan du havde det med ham drengen, men hun valgte alligevel at flirte med ham. Det lyder virkelig ikke som en særlig sød handling både af din veninde, men faktisk også af ham drengen. Drengens handling er heller ikke særlig god stil overfor dig. Han vidste vel godt, at i var bedste veninder? Så de har begge to ikke opført sig særlig godt overfor dig, og jeg kan derfor sagtens forstå, hvis du er blevet ked af det. Det er helt naturligt!

Jeg tænkte dog på, at det faktisk kunne være rigtig sundt for både din veninde og dig, hvis i fik snakket konflikten lidt i gennem? Måske har din veninde ikke bevidst ønsket at såre dig, selvom det selvfølgelig er helt naturligt at du føler dig meget såret. Hvis I kunne få snakket lidt sammen kunne I måske alligevel finde en vej tilbage til en bedre relation.

Jeg håber meget på, at du kunne bruge mit svar til noget!

De aller bedste hilsner fra Sara

cyberhussaras billede
Sara fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program