De to

brevkassespørgsmål

De to

brevkassespørgsmål af
Mia
19 år
Oprettet 6 år 1 måned siden

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde. Jeg havde en kæreste for lidt tid siden og han har altid gjort alt for mig og er virkelig den perfekte kæreste. Han er til den dag idag stadig min bedste ven. Vi har altid haft en særlig forbindelse hvor vi næsten ved hvad hinaden tænker. Han kan altid få mig i bedre humør ligemeget hvor langt jeg er nede og hver gang noget dårligt sker er han altid den første jeg vil ringe til. Efter vi slog op (Jeg slog op) ville jeg komme sammen igen fordi jeg savnede ham men han afviste mig. Jeg slog op Fordi jeg ikke følte mig forelsket. Jeg synes ikke at der var en gnist når man kyssede eller lignende. Efter han afviste mig respekterede jeg det og fandt en ny kæreste. Jeg holder meget af ham. Han er lige min type og føler mig så forelsket i ham. Der er helt klart en gnist men han stresser mig konstant og kan ikke tage ansvar for noget. Vi har næsten intet til fælles og vi skændes ret tit. Sidste fordi han ikke ville have at jeg så, den første fyr nævnt, kan godt forstå ham men han stoler ikke på mig. Han tog også engang 3 kr fra min pung uden at spørger og måtte finde ud af det ved at min pung var væk og lå åben på badeværelset. Han kan stadig ikke se at der var noget forkert i det. Jeg havde brug for en pause og besøgte den først nævnte fyr da han er min bedste ven. Han bor langt væk så sov hos ham i weekenden. Der var stadig den forbindelse jeg ikke kan forklare. Bliver stadig jaloux når en pige så meget som taler til ham. Om natten faldt vi i søvn foran tv'et og jeg vågnede ved at vi nærmest holdte i hånd. Kunne se at det var os begge der havde rykket os mod hinanden. Han indrømmede at han løg da han afviste mig (han sagde han ikke kunne lig mig mere) og at han stadig kunne lig mig. Han prøvede også at kysse mig. Han var meget tæt på men trak sig dog. Jeg er ikke tiltrukket af ham på samme måde som min nuværende kæreste og sover heller ikke lige så trykt hos ham som hos min kæreste. Det var altid som om der manglede et eller andet da mig og ham var sammen. Mens i det her forhold er der altid noget galt men der der manglede i det andede forhold er der hos min kæreste. Ved ikke længere hvem af dem jeg virkelig er forelsket i. Elsker dem begge 2 bare på hver deres måde. Ved bare ikke hvem af dem jeg bør være sammen med. 

Svar: 

Hej Mia,

Jeg kan godt forstå, at du synes, det er svært. Kærlighed kan være en svær og forvirrende størrelse, som ikke altid er til at blive klog på.

Det er ret naturligt, at man kan føle en særlig forbindelse til en ekskæreste - især hvis denne var ens første rigtige kæreste. Derfor kan man godt få følelsen af jalousi, når ens ekskæreste taler med eller viser interesse for en anden pige, men når det kommer til stykket, så føler man måske ikke, at man egentlig ville have denne piges plads længere.

Du skriver også det her med, at du mistede gnisten med din ekskæreste, og det kan både være et tegn på, at forelskelsen og kærligheden mellem jer som kæreste er gået over, men jeg tænker også, at man kan se det på en anden måde. Et forhold vil på et tidspunkt blive mere 'hverdagsagtigt' end det er, mens man i starten er helt vildt forelskede. På den måde kan man sige, at forelskelsen går over og bliver en anden form for kærlighed, men gennem forholdet kan man stadig godt opleve en forelskelse i ny og næ i sin kæreste. Der er det så op til en selv at tilføre den gnist, som man indimellem kan mangle. Det er naturligvis forskelligt fra person til person, hvordan man oplever det, og hvordan det hele føles. Dette kan også blot være en måde at se det på. 

Umiddelbart lyder det til, at du har to fyre i dit liv, hvor du nødigt vil af med nogen af dem. Du skriver, at din ekskæreste er din bedste ven, men at din nuværende kæreste ikke er så glad for, at I skal ses. Og som du selv skriver, så er det forståeligt. Det tænker jeg også, det er. Når han siger, at du og din ekskæreste ikke skal ses, så kan jeg godt forstå, hvis du ser det som et tegn på, at han ikke stoler på dig. Samtidig tænker jeg også, at hvis man sætter sig i hans situation, så handler det måske ikke så meget om, at han ikke stoler på dig, men at han ikke stoler på ekskæresten og hans intentioner, og ligeledes også, at han er bange for at miste dig til den fyr, som du trods alt har en fortid med - en god fortid endda - og som stadig har en plads i dit liv. Det kan være svært at acceptere for din kæreste, da det måske virker som om, at du har 'to verdener', der ikke er forenet.

Hvis du gerne vil have, at din nuværende kæreste skal kunne acceptere, at din ekskæreste stadig skal være i dit liv, så kan en mulighed være, at du foreslår, at I alle tre mødes. På den måde ville din nuværende kæreste få et kendskab til din ekskæreste, og han vil måske komme til at virke mindre 'skræmmende' for ham. Samtidig ville din nuværende kæreste kunne se, at der ikker er noget i det mellem dig og din ekskæreste. Og dog. For her tænker jeg lidt, at der kan opstå et problem, da jeg på din beskrivelse fornemmer, at der faktisk er noget i jeres 'venskab', efter du var hjemme hos ham... 

Du skriver til sidst i brevet, at du ikke ved, hvem du bør være sammen med, og det kan jeg desværre ikke svare dig på. Jeg kan komme med nogle tanker på det, du skriver, som måske kan hjælpe dig til at finde ud af, hvad du skal gøre.

Du skriver, at du føler dig forelsket i din nuværende kæreste, men at han stresser dig, at I ikke har noget til fælles og at I skændes ret tit. Hvis du vil starte med at give ham og dig en chance, så tænker jeg, at en mulighed er, at I får snakket om de ting, der ikke spiller i jeres forhold. I kan tale om, hvordan I hver især har det i forholdet og hvad der kunne gøres bedre. Han har formentlig også nogle ting, som han gerne så være anderledes. Ved at I taler åbent og ærligt om det, kan det give jer en mulighed for at indgå nogle komprimisser, der i sidste ende kan give den glæde, som du måske mangler at føle omkring hele forholdet. 

Nogle gange skal man ikke tænke for meget over det, men derimod mærke, om det er det rigtige, man er i lige nu. Føles det godt? Gør det dig glad? 

Det kan være, at disse to fyre, som du har været forelsket i, er nogle super søde fyre, som du har kunne have det rigtig dejligt med, men som bare ikke er helt dét, du havde brug for, når det kommer til stykket. Derfor kan det også være, at du har brug for at være dig selv for en periode, hvor du kan finde ud af, hvad du egentlig har lyst til og hvad du har brug for i en fyr. Måske har du brug for ikke at skulle 'stå til ansvar' for et andet menneske, og på den måde give dig selv lov til at mærke efter og føle, hvad der føles rigtig, så det ikke skal være et valg mellem to personer. 

Hvad der mest rigtigt for dig, er der kun én, der kan svare på, og det er dig. 

Jeg håber, at du kan bruge svaret og finder ud af, hvad der giver mening for dig.

Du er altid velkommen til at skrive igen eller logge på vores 1-1chat, hvor en rådgiver vil sidde klar til at chatte med dig, om lige det du har brug for. 

De venligste hilsner, 

Kathrine.

KathrineBs billede
Kathrine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program