Flytning på Emner
Flytning på Emner
Kære Cyberhus,
for det første vil jeg sige tak til alle vejlederne der sidder derude og lytter til vores ideer og problemer. Hvis det ikke var for jer ville jeg have haft et meget værre liv.
Nu til mit spørgsmål:
Jeg har oplevet at der er blevet rykket rundt på nogle af emnerne vist på startsiden. Jeg ved ikke om jeg bare er lidt forvirret, men det er som om nogle ældre emner rykker frem og bliver 'nye' igen og vice-versa. Det kunne være rart hvis emnerne blev på det samme sted, siden jeg tror at mange nye Cyberhus-brugere vil have svært ved at navigere rundt i strømmen og finde det emne de leder efter.
For at opsummere mit spørgsmål: Kunne I ikke forklare systemet eller bekræfte at jeg har taget fejl?
Kh,
En Dreng
Hej Anonym
Mange tak for dine rosende ord. Det er dejligt at høre at vores arbejde gør en forskel :)
Og så til dit spørgsmål. Du har helt ret i at ældre indlæg ind i mellem bliver rykket op på siden. Det sker fordi vi gerne vil sikre at det altid er de indlæg hvor der er nogen der skriver en kommentar (altså de tråde hvor der er aktivitet) der bliver vist først. Det vil sige at hvis der bliver skrevet en kommentar på et gammelt debatindlæg så rykker det op og bliver vist som det første på siden fordi der er kommet ny aktivitet på indlægget.
Der hvor det så nogle gange kan blive lidt mystisk er når et brevkassesvar der er 7 dage gammelt kommer til at ligge øverst på siden, selv om man kan se eksemelvis et debatindlæg der er nyere ligge lidt længere nede. Forklaringen er at der på brevkassesvar altid vil stå den dato hvor spørgsmålet blev oprettet af den unge. Se eksempelvis her:
På brevkassespørgsmålet, Er jeg til drenge, står der 2. dec. Men alligevel står det foran forumemnet, Er jeg skør, hvor der står 9. dec. Det sker fordi at brevkassespørgsmålet er besvaret og udgivet af rådgiveren d. 9. dec. Og rådgiveren har udgivet spørgsmålet senere på dagen end der er kommet en kommentar på forumemnet. Så det er altså igen det indhold hvor der senest er sket en aktivitet der bliver vist først.
Og til sidst kan det også ind i mellem ske det at en bestemt type indhold bliver rykket frem. Det skete for eksempel med alle vores billeder i går. Vores teknikere lavede en ændring i vores billedegalleri som betød at alle vores billede blev opdateret. Det betød så igen at alle billeder der ligger på Cyberhus blev opdateret på samme tid, og dermed blev alle firkanter på forsiden fyldt op af billeder da det var her den seneste aktivitet var sket.
Et lille råd. Hvis det indhold du gerne vil følge pludselig er væk fra forsiden kan du prøve at bruge vores filter som ligger lige over alle firkanterne. Hvis du eksempelvis følger med et en bestemt debattråd, som forsvinder fra siden fordi der kommer en masse andet indhold så kan du trykke på FORUMEMNE lige over firkanterne, og så vil du kun få vist de nyeste forumener på forsiden. Se eksemlet her hvor jeg har trykket på FORUMEMNE og nu kun får vist de nyeste forumemner.
Håber du har fået svar på dit spørgsmål og at det giver mening for dig. Ellers må du skrive igen.
Gode hilsner
Niels-Christian