Bummert til fest
Bummert til fest
Hej, jeg var til en fest forleden, og blev meget fuld. Jeg ender op med en pige, som jeg ikke synes er pæn, men vi får alligevel lavede noget seksuelt. Dagene efter episoden gik jeg, og går stadig, og tænker over hvor dårligt et valg det var. Så mit problem er at jeg ikke kan tilgive mig selv, og jeg er bange for at blive kendt som personen der ingen smag i forhold til det andet køn. Jeg kender umiddelbart ingen andre der har lavet noget seksuelt med en mindre pæn pige, og det får mig til at føle som et kæmpe kvaj. Hver gang jeg tænker på episoden, som desværre er tit. Ryger jeg helt ned i kulkælderen, og det er fordi at det ikke var rart. Vil virkelig godt glemme dette, men har svært ved det. HJÆLP:/
Hej med dig
Alkohol og sex er ikke altid en god kombination...faktisk sjældent en god kombination, og det er du bestemt ikke den første der har oplevet. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt at du har fortrudt, at du var sammen med hende her pigen, men jeg tænker ikke der er så meget at gøre ved det nu. Men du kan lære af det.
Når man er 16 år, har andres mening stor betydning. Det kan jeg sagtens følge. Men måske var det her en mulighed for at kigge lidt indad, og bruge oplevelsen, som en mulighed for at stå ved den du er, og det du gør, og ikke fokusere så meget på hvad andre tænker og mener om det. Måske var hun ikke pæn, i dine øjne. Men der var jo alligevel noget ved hende der gjorde at du havde lyst til hende.
Når du fortæller om pigen, og dine tanker om hende nu, får du det til at lyde som om hun er forkert, eller i hvert fald ikke god nok til dig. Det tænker jeg virker meget hårdt.
Når du undskylder det der skete med alkohol, og fokusere på om andre synes dårligt om dig, fordi du har været sammen med den her pige, udelukkende pga hendes udseende, kan du godt komme til at fremstå mere usympatisk, end hvis du bare tager ansvar for det der skete. Ja, du blev fuld, og så skete det, fordi I havde lyst til hinanden i lige præcis det øjeblik.
Hvis du kan mærke at det var en fejl, så lad være med at glemme det. Husk det, og brug oplevelsen til at minde dig selv om, at du har større risiko for at træffe dårligere beslutninger, når du bliver alt for fuld. Så kan du tage den erfaring med dig videre, så du måske kan undgå at blive helt så fuld, og træffe en lignende beslutning en anden gang.
Når man er menneske laver man fejl, og livet er fyldt med dårlige beslutninger. Fejl, der hele tiden gør at man må ændre syn på sig selv. Man er sjældent så perfekt, som man kunne ønske sig. Det giver ingen mening at glemme sine fejl. De er langt mere brugbare, hvis man står ved dem, og lærer af dem. Det er jeg sikker på du også vil gøre af denne.
Når man lige har fejlet, kan det virke helt ubærligt. Men det bliver bedre med tiden. Om nogle uger, måneder og år, vil du med stor sansynlighed kigge tilbage på den her "fejl", og trække lidt på smilebåndet. For selv om det føles som en kæmpe ting nu, vil det med sikkerhed komme til at fylde mindre, som tiden går. Og jo før du "giver op" og accepterer, det der skete, jo hurtigere går det. Du kan ikke glemme det her...du kan bare acceptere det. Det er den eneste måde at få det til at fylde mindre.
Mange hilsner Lasse