Brug for lidt hjælp...

brevkassespørgsmål

Brug for lidt hjælp...

brevkassespørgsmål af
M
21 år
Oprettet 4 år 3 måneder siden

Kære Cyberhus, 

Det er muligt, at jeg er blevet for gammel til at skrive herind. Skrev også ind, da jeg var 20, og fik et rigtig godt svar der, så håber på det samme igen. 
Jeg har siden marts haft 12-13 panik anfald, og snakkede med en veninde om det, efter hun selv så det i lørdags. Hun sagde, at jeg nok burde tage til lægen med det. Jeg havde selv gået og tænkt det længe, da jeg også har følt mig depressiv længere end panik anfaldende har været der. Her i morges ringede jeg så, og fik en tid i dag. Hun sagde hun ikke selv kunne gøre noget, da jeg snart rejser udenlands (forståeligt nok), men henviste mig til en psykolog. Har været på nettet og kigge, og selvom jeg kan få tilskud til psykolog, så har jeg simpelthen ikke penge nok til psykologsamtalerne, da de er ret dyre. Det fik mig til at tænke, om der er noget jeg selv kan gøre, for at få det bedre? Ved ikke helt hvad jeg ellers skal gøre... 

Hilsen M. 

-Tak for hjælpen. 

Svar: 

Kære M

Det er rigtig godt, at du allerede har talt med din læge. Panikanfald og depressive tanker over længere tid er afgjort noget der skal tages alvorligt, og det er også det du gør. 

Jeg er lidt i tvivl om hvad du mener når du siger at du snart rejser udenlands. Er det blot et par uger eller skal du være væk i længere tid? Det undrer mig også lidt at du bliver henvist til psykolog samtaler uden først at kigge lidt nærmere på om du faktisk har en depression, men måske skyldes det at du ikke kunne nå at komme til lægen før du skulle udenlands? Det ville være rigtig godt at få fastslået om du faktisk har en depression, og det bør din læge kunne hjælpe dig med, når du er tilbage i Danmark. 

Du spørger om der er noget du selv kan gøre. Det er der helt sikkert, men igen er det bare afgørende at blive lidt klogere på hvad det er du oplever. Er det en depression, eller noget helt andet? Men lige meget hvad det er du oplever, kan motion være et rigtig godt middel, til at få renset lidt ud i tankerne og det der fylder indeni. Gå, løbe eller cykle et eller andet sted udenfor, hvor der er lidt ro. En park, stranden, en skov eller et eller andet sted der giver dig ro. 

Når det så er sagt så tænker jeg at det er afgørende, at du ikke sætter dig for at løse det her selv. Hvis du har en depression, har du med meget stor sandsynlighed brug for hjælp til at komme godt igennem. Har du overvejet at kontakte din kommune og spørge ind til hvilke muligheder de har? Det er meget forskelligt fra kommune til kommune, men nogle tilbyder forskellige former for samtale og støtte. Også med en psykolog. Måske kunne du være heldig, at der er hjælp at hente hos din kommune? 

En anden mulighed kunne være at kontakte Depressionsforeningen og spørge dem til råds om muligheder. Både i forhold til hvad du selv kan gøre, men også i forhold til hvor du kan finde hjælp nær dig. Og måske vigtigst af alt, høre hvad dine rettigheder er i forhold til hjælp. Du finder Depressionsforeningen her https://depressionsforeningen.dk

Du kan også overveje, om du kunne finde midlerne til psykolog. Har du eksempelvis noget familie der kunne hjælpe? Selv med en henvisning er det stadig dyrt at gå til psykolog, og det er møg hamrende frustrerende, når man virkelig har behovet. Jeg kender ikke din økonomi, og måske er der bare ikke nogen som helst mulighed for dig? Hvis du har en økonomi, hvor du i en periode kan vælge andre ting fra, synes jeg det er noget du skal overveje, selv om det kan være svært. For selv om det er mange penge, så er penge til psykolog også en ret god investering i det vigtigste du har...dig, og din mentale sundhed. 

Men du kan som sagt prøve at undersøge mulighederne gennem din kommune først. 

Hvad end du gør, så hold fast i tanken om at få hjælp, for selv om du helt sikkert kan gøre noget selv, så vil en depression kræve hjælp for langt de fleste mennesker. 

Gode tanker Maya

 

Mayas billede
Maya fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program