Hej du

Tak for dit brevkassespørgsmål. Først og fremmest vil jeg gerne fortælle dig, at du ikke er den eneste pige, som har henvendt sig her i brevkassen med bekymringer om sin første gang. Der er faktisk mange piger - også på din alder - som bekymrer sig om deres første gang, om det vil gøre ondt, og om de nu kan leve op til deres partners forventninger. Selvom du kan føle dig alene om at have det på den her måde, så skal du vide, at det er bekymringer, som stort set alle piger oplever på et tidspunkt i deres liv. 

I Danmark er den gennemsnitlige seksuelle debutalder omkring 16 år. Det vil sige, at det ikke er unormalt at være både lidt yngre og lidt ældre end 16 år, når man har sin første gang. Selvom du er 18, så er du altså helt indenfor normalen.

Du skriver, at du er bange for, at gøre noget forkert eller ikke at kunne finde ud af det. Og jeg kan godt forstå, at du har det sådan. Når man ikke har prøvet noget før, er det helt normalt at have bekymringer om, hvordan det mon vil gå, og om man mon lever op til andres forventninger. Men som regel har det aldrig hjulpet nogen at bekymre sig helt vildt på forhånd, fordi de fleste af ens bekymringer ender med slet ikke at blive til virkelighed. Så selvom det nogle gange kan føles som om, at bekymringerne hjælper os med at "være forberedte", så opstår de fleste af de scenarier, vi så har forberedt os på ved at bekymre os slet ikke. Måske går din første gang helt fint? Og hvis den ikke gør, så er det ikke engang sikkert, at det er et af de scenarier, du har bekymret dig om, som opstår? Så mon ikke I sammen ville kunne finde en løsning på det, hvis der skulle opstå noget undervejs?

Du skriver også, at du vil føle dig "afsløret" og pinligt berørt, hvis nogen finder ud af, at du er jomfru. Og at du bekymrer dig meget om, hvad din partner mon ville sige til det. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at de fleste fyre vil have stor respekt for, at du ikke har været sammen med hvem som helst. De fleste vil nok føle sig enormt heldige, hvis de "får lov til" at være nogens første gang. Jeg tror, at det hænger sammen med, at der dybt i de fleste mænd er en form for urinstinkt eller beskyttergen, som gør, at de helst vil have deres partner for sig selv og ikke har lyst til at "dele" med andre. Så måske skal du se det som en værdifuld ting, at du stadig er jomfru?

Du spørger ind til, om jeg har nogen konkrete råd eller tips til dig. Her er det vigtigt for mig at fortælle dig, at det er vigtigt, at du mærker efter i dig selv og kun gør det, du føler dig tilpas med. Jeg er helt sikker på, at du nok skal blive klar til kæresteri, så snart du møder en, som du føler dig helt tryg ved. Du skriver selv, at du har tænkt på, om du skal fortælle din fremtidige partner om dine bekymringer. Det synes jeg, lyder som en god idé, for så kan I tage hensyn til dig i det. Husk på, at I skal være to om det, så du kommer ikke til at stå alene med dine bekymringer.

Du skriver også, at du generelt er lidt genert, og jeg kommer til at tænke på, om du mon har haft mod på at udforske dig selv? Ellers kunne det være et godt sted at starte for at blive mere fortrolig med din krop og din seksualitet og dine grænser. Det kan være rart på forhånd at vide, hvordan man synes, det er dejligt at blive rørt ved - og det kan også gøre det mindre grænseoverskridende, at andre skal røre ved en, hvis man har en fornemmelse af sin egen krop og sine lyster. 

Det sidste, jeg vil råde dig til, er at tale med dine veninder om dine bekymringer. Du skriver, at du føler dig forkert, fordi du er jomfru, og at du derfor ikke tør sige det. Men måske kan nogle af dine veninder genkende de bekymringer fra før, de havde deres egen første gang? Eller måske er nogle af dem også stadig jomfruer, men har et ligesom dig og tør ikke sige det højt? Det kan også være, at de har nogle andre gode råd til dig om, hvad du kan gøre, eller har mod på at dele deres egne erfaringer med deres første gang?

Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Jeg sender god energi i din retning!

De bedste hilsner
Marie