Hej med dig,

Jeg er lidt i tvivl om, hvori din udfordring ligger. Så nu vil jeg prøve at svare så godt jeg kan, og hvis jeg så ikke rammer plet, må du endelig skrive igen. Jeg kan umiddelbart se, at der kan være fem forskellige steder din udfordring kan ligge, så derfor får du fire forskellige svar.

Det første sted jeg kan se, at din udfordring kan ligge handler om accept. Når jeg læser dit brev kan jeg tolke det sådan, at det du har brug for, er hjælp til at acceptere, at hende du skriver med har to børn. At hun har to børn er, som du også ved, ikke noget du kan gøre noget ved. Hvis du vil have et forhold med hende er du derfor også nødt til at acceptere det at hun har børn som en del af pakken. Langt de fleste mødre vil sætte deres børn først uanset hvad, og derfor vil det formentlig også betyde, at du vil komme i anden række. I hvert fald det første lange stykke tid. Men det betyder ikke, at der ikke er plads til dig. Og det betyder heller ikke, at du ikke betyder noget for hende, og at hun ikke vil prioritere dig. For selvom børnene måske er hendes førsteprioritet, så er hun også andet og mere end 'mor'. Og det er her du kommer ind i billedet. For du kan give hende noget hendes børn ikke kan. Du kan være den brik i puslespillet, der gør, at hun kan føle sig som et helt menneske, og du kan være den, der opfylder hendes behov for voksenkontakt.

Det andet sted jeg kan se, at din udfordring kan ligge, handler om børnene. Når jeg læser dit brev kan jeg tolke det sådan, at du har det svært med, at hun har børn. Måske er du ikke særlig interesseret i børn, måske synes du de er belastende, måske vil du bare gerne have hende for dig selv, eller måske er der en helt fjerde årsag. Men ligesom i den første mulighed, så er der ikke noget at gøre. Hvis du skal have et forhold med hende er børnene en del af pakken. Og bliver forholdet seriøst, vil du også skulle have en relation til dem. Det er næppe noget, der kommer til at ske lige med det første, men hvis I bliver officielt kærester kan du ikke komme udenom det.

Det tredje sted jeg kan se, at din udfordring kan ligge er, at det er en andens børn. Måske har du slet ikke noget imod børn, men du vil bare helst kun skulle forholde dig til nogle, som er dine egne. Det er helt fair at have det på den måde - det er ikke alle, der føler sig klar til eller har lyst til at skulle være papforælder for en andens børn. Og det er okay. Men det vil jo så bare betyde, at du ikke kan have et længerevarende forhold til deres mor.

Det fjerde sted jeg kan se, at din udfordring kan ligge er, at hun allerede har oplevet noget stort og livsomvæltende, som I så ikke får lov at opleve sammen. At blive forældre er en kæmpe stor og meget betydningsfuld oplevelse. Det er noget helt unikt, og man kan have et ønske om, at første gang det sker, sker det med én, der heller ikke har prøvet det før. Men det at den ene part har prøvet det før gør det ikke mindre unikt, når man så prøver det sammen. For det er en oplevelse, der gør enormt indtryk. Hver gang.

Det femte sted jeg kan se, at din udfordring kan ligge er, at det at hun har børn samtidig indebærer, at de har en far et sted, som du også vil skulle have en eller anden form for relation til. Det er meget forskelligt hvordan par, der har børn sammen, men ikke længere er sammen, forholder sig til hinanden og omgås hinanden. Langt de fleste gør det, der er bedst for børnene, og sørger for at være venlige over for hinanden, når de ses, men kommunikerer ikke med hinanden, medmindre det handler om børnene. Jeg ved ikke om du føler dig truet af ham, men hvis du gør tænker jeg ikke der er grund til det - der er en årsag til, at de ikke er sammen længere. Men derfor kan det selvfølgelig stadig godt være akavet at skulle være i rum sammen, hvilket I vil risikere at skulle, når der er fødselsdage eller andre arrangmenter, hvor børnene er omdrejningspunkt.

Uanset hvilke(n) af scenarierne, der er de(t) rigtige (hvis der da er nogen af dem, der er), så er det en stor beslutning at indlede et forhold med en, der har børn i forvejen. Det er meget mere komplekst og der følger et meget større ansvar med. For bliver forholdet seriøst, så vil du få en eller anden art af omsorgsrolle over for børnene, og du vil blive en rollemodel for dem. Men det kan også fungere rigtig godt. Især hvis man har nogle klare regler og linjer for, hvordan relationen til børnene foregår, og hvad de kan forvente af dig og hvad du kan forvente af dem. For du er ikke deres far og det skal du heller ikke være. Men du skal være en kærlig voksen som de kan stole på og som de kan betro sig til. Nogle oplever, at 'pap'-rollen er enormt givende, netop fordi de ikke er biologiske forældre, og derfor kan have en anderledes fortrolig relation til barnet. Nogle børn og unge synes nemlig det er lettere at snakke med en papforælder om det, der er svært, end det er at snakke med deres biologiske forældre. Måske fordi de ikke på samme måde er bange for at skuffe papforælderen eller gøre vedkommende ked af det, som de er over for deres biologiske forældre.

Der er rigtig mange overvejelser, som både du og hende bør gør jer, inden I indleder et seriøst forhold. I kan sagtens skrive sammen og fjolle rundt, men hvis det begynder at blive noget mere seriøst er I nødt til at forholde jer til det faktum, at hun har børn, og I er nødt til at snakke om, hvordan I skal gribe det an. Nu ved jeg ikke hvor I er i jeres relation i øjeblikket, og jeg ved heller ikke hvad præcis, der er din udfordring ift. at hun har børn, men hvis du synes det giver mening kan du overveje at snakke med hende om dine tanker og bekymringer om, at hun har børn. Det allervigtigste værktøj vi har i vores relationer, uanset hvilken type relationer det er, er kommunikation. Jo bedre vi er til at kommunikere og til at tale åbent med hinanden, des stærkere og mere ligetil vil relationen være.

Jeg håber, at mit svar har hjulpet dig lidt på vej, og om ikke andet har skabt grobund for nogle vigtige refleksioner. Jeg ønsker dig alt det bedste!

Mange hilsner,

Siv