Autisme

brevkassespørgsmål

Autisme

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 6 år 6 måneder siden

Hej jeg er en dreng og jeg er 15 år gammel. Jeg har en ven han er altid mærkeligt i klassen og jeg ved ikke hvad der er galt med ham. Nogen gang kan han rigtigt godt lide at slå sig selv, og skrig rigtigt højt. Læren ved heller ikke hvad hun skal gøre med ham? Min ven og jeg tror at han har autisme men vi er lidt usikker på det. Er der nogen der kan hjælp mig hvad jeg skal gøre med ham? Mange tak for jeres svar.

Svar: 

Hej med dig.

Jeg kan godt forstå, at du undrer dig over, om din klassekammerat kan fejle noget siden han skader sig selv og skriger rigtig højt. Jeg synes at du virker som en god klassekammerat, der gerne vil hjælpe ham, og det er virkelig god stil, så det skal du lige vide :-)

Det kan være svært at vide, hvad der er "galt" med din klassekammerat. Måske har han autisme, men det kan også være, at han ikke trives så godt i klassen eller måske derhjemme, eller måske har han bare nogle andre behov, som ikke bliver imødekommet og derfor reagerer han sådan. I hvert fald lyder det til, at han godt kunne bruge noget hjælp fra en voksen. Når din lærer ikke ved, hvad han eller hun kan gøre, kunne det godt virke til, at der skal nogen udefra til at hjælpe. Det kan også sagtens være, at din lærer derfor snakker med nogle andre lærere på skolen om, hvad de kan gøre.

Men i forhold til, hvad du konkret kan gøre, så tænker jeg, at du måske først kan prøve at snakke med ham. Spørg hvordan han har det, og hvis du har mod på det, hvordan det kan være han skader sig selv. Mange af de mennesker, der er lidt anderledes fra andre eller skiller sig lidt ud, er tit ensomme eller går meget for sig selv, og mange tør ikke rigtig snakke med dem. Men ingen vil være alene eller være den, der er mærkelig, så jeg synes, at du kan prøve at snakke med ham.

Derudover tænker jeg, at du kan fortælle din bekymring eller tanker om ham til din lærer eller måske endda skoleinspektøren. For hvis han har brug for hjælp, så er det vigtigt, at der bliver gjort noget. Og det kan have en anden effekt, når det er en elev, der nævner, at en anden elev ikke har det godt. Og så tænker jeg også, at du kan snakke med dine forældre om ham. Måske de kan snakke med din lærer eller de andre forældre om, hvad I kan gøre i klassen for, at han har det godt. I sidste ende er det dog ikke dit ansvar, at der bliver gjort noget, men de voksnes. Men jeg tænker, at det vil være fint, hvis du kan prøve at snakke med ham og så nævne din bekymring for nogle voksne.

Mange hilsner Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program