Ang. videregående uddannelses skift
Ang. videregående uddannelses skift
Hejsa! Jeg går lige pt. på HHX, og det er.... Ikke lige det jeg vil. Så jeg har altså søgt ind på det almene gymnasium (som var det jeg ville fra starten. Jeg startede med at gå på 10. og det var ikke særlig godt, og nu på HHX og det er heller ikke særlig godt...) Mine karakterer i matematik og fysik er begge på 00, men resten er dog ret godt, hvis jeg selv skal sige det. Der er i hvert fald en række 12 og 10 taller! Men jeg har fået at vide, at da jeg allerede ER på en videregående uddannelse, så står jeg sidst i køen hvad angår optagelse... For alle dem der er gået ud af 9. og 10. skal ind først... Se, nu har jeg det ikke særlig godt der hvor jeg er, men alligevel endte jeg med at skrive på ansøgningen at det gik fint der hvor jeg er nu... - Så de tror altså, at der hvor jeg går lige pt. går det fint..... Så nu skal jeg vente i 2 måneder på at få svar på om jeg kommer ind eller ej. Og lige nu synes jeg bare alt hvad jeg laver bliver forfærdeligt. Jeg kan ikke sove, fordi jeg ikke kan lide at være der. Jeg vil gerne væk, så jeg har gjort en indsats... Men jeg vil lige høre om, hvad den potentielle chance for mig er at komme ind? Jeg mener, jeg er jo på en videregående uddannelse allerede. Måske er det et lidt dumt spørgsmål, men jeg vil VIRKELIG gerne vide det, for det piner og plager mig dag ud og dag ind. På forhånd tak.
Kære Dreng på 17 år
Først og fremmest vil jeg sige til dig, at dit spørgsmål absolut ikke er dumt, for når man som dig har søgt om at skifte uddannelse, så vil man selvfølgelig gerne vide om man kommer ind eller ej så hurtigt som muligt.
Det lyder som om du har tænkt over din beslutning om at skifte uddannelse, og det er da godt gået, at du har en række 10 og 12 taller, selvom 10. klasse og HHX ikke har føltes som det rigtige for dig. Jeg tænker, at det er rigtig godt, at du har fået søgt ind, når du ved, at HHX ikke er det rigtige. Så er du det skridt videre.
Du spørger om hvad den potentielle chance er for, at du kommer ind på det almene gymnasium. Som du også selv skriver, skal du vente 2 måneder med at få svar på om du bliver optaget, og det kan for de fleste være rigtig svært at vente så længe, især når man ikke er glad for at være der, hvor man er. Grunden til, at man skal vente, er, at skolerne i løbet af de næste 2 måneder finder ud af, hvor mange der har søgt om optagelse og hvor. Hvor stor chancen for optagelse er, afhænger helt af hvor mange der har søgt til de enkelte gymnasier.
Derfor kan jeg desværre give dig et svar på det. Det afhænger af hvor du har søgt ind og hvor mange andre som søger der. Mit råd til dig vil være at snakke med studievejlederen på det gymnasium, du har søgt ind på. De kan nok ikke give dig et præcist svar nu, men på den måde får du mulighed for at snakke med dem om, hvorfor du gerne vil skifte, og de kan fortælle dig om skolen, og hvordan deres optagelsesproces er på præcist den skole.
Det lyder som om, at du har det rigtig svært lige nu, idet du skriver, at du synes, at alt hvad du laver bliver forfærdeligt, og at du kan ikke sove og bare gerne vil væk, så tænker jeg, at 2 måneder er rigtig lang tid at vente på at få svar, når man har det sådan, som du fortæller. Du fortæller ikke om det er pga det faglige eller det sociale på skolen, men uanset hvad vil jeg råde dig til at tale med dine forældre og med studievejlederen på din skole om, hvilke muligheder du har lige nu. Så bliver både dine forældre og studievejlederen også opmærksomme på, at du ikke synes, at det går fint der, hvor du er nu, selvom du skrev det på ansøgningen. Og så kan I sammen overveje om du skal fortsætte på HHX indtil du får svar, eller om du måske skal have en pause.
Jeg tænker også, at det kunne være en god idé at tale med studievejlederen om, om der kunne være en plan B, hvis nu det viser sig, at du ikke kommer ind på det almene gymnasium i denne omgang. Du fortæller, at både 10. klasse og HHX ikke er helt det rigtige. Jeg kommer til at tænke på, om du er helt sikker på, at det skal være det almene gymnasium eller har du f.eks. overvejet om HF kunne være en mulighed?
Du nævner at dine karakterer ikke er lige gode i alle fag, f.eks. matematik, og hvis det er pga det, at du vil skifte skole, er der andre muligheder end det almene gymnasium. På HF er der ikke de samme krav ift. hvor mange A-niveau fag man skal have som i det almene gymnasium, og HF er adgangsgivende til det meste af det som en 3-årig almen studentereksamen giver adgang til.
Jeg ønsker dig alt muligt held og lykke.
Venlig hilsen
Anne