Alkohol og sex?

brevkassespørgsmål

Alkohol og sex?

brevkassespørgsmål af
Rakel
16 år
Oprettet 3 år 3 måneder siden

Jeg er startet på gym her efter sommerferin og det er vildt fedt. Jeg har fået en masse nye venner og lærer en masse. Corona er heldigvis væk så kommer til megamange fester nu og det er ret nyt for mig. Jeg synes jeg har lagt mærke til at når jeg blir lidt fuld får jeg mere sexlyst. Men når jeg så ligger med en partner til en fest eller efter en fest har jeg svært ved at komme. Det er ellers ikke noget problem for mig. Jeg ved ikke så meget om det men kan det passe at man bliver mere horny af sprut men at man så også samtidig får mere svært ved at komme? På forhånd tak for svar?

Svar: 

Hej Rakel.

Fedt at høre, at du har fået en god start på gymnasiet og har fået mange nye venner og lærer en masse. Gymnasietiden er typisk en periode, hvor man også bliver klogere på sig selv, bl.a. ift. ens seksualitet, grænser, alkohol osv. 

Når man drikker alkohol, så forsvinder ens hæmninger jo mere man drikker, og det er meget almindeligt, at mange oplever at få mere lyst til sex jo mere alkohol, de drikker. Det hænger ofte sammen med at hæmningerne forsvinder, og lysten herefter stiger. Samtidig oplever mange også udfordringer med at få erektion, gennemføre et samleje og få orgasme. Udfordringer man måske normalt ikke oplever. Og det er der egentlig en meget god grund til. 

Alkohol påvirker nemlig en række fysiske funktioner, som fx: koncentrationsniveau, balancen, ens kritiske sans, og ens sindstemning kan blive væsentlig forstærket, dvs. nogle kan blive meget aggressive, andre meget kærlige, og nogle meget følsomme osv. Alkohol påvirker også ens nervesystem, som kan det føre til, at det er sværere at opnå orgasme.  Det kan simpelthen være sværere at mærke sig selv, fordi ens nerver kan føles som om de er bedøvet, hvilket de til en vis grænse også er. Så det kan være en ret træls kombination med, at man kan blive mere liderlig. 

Så alt i alt er det, du oplever meget almindeligt. Det bedste du kan gøre er nok at holde lidt igen med alkoholen, så du ikke har en alt for høj promille, hvis du møder en. Det er den bedste løsning til bedre at kunne mærke dig selv og kunne få en orgasme. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar. 

Mange hilsner
Laura

LauraPernilles billede
Laura har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program